Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne. Politikens Forlag 2008. 400 sider, 149 kr.

På ny tager vicekriminalkommissær Carl Mørch fat på en gammel sag, denne gang et modbydeligt drab på to unge mennesker for en snes år siden. Carl udgør ene politimand den særlige afdeling Q, der skal tage sig af ”sager under særlig bevågenhed”, men reelt er oprettet som beskæftigelsesterapi for en uomgængelig, højt meriteret mand, der med sin knarvorne aggressivitet må holdes adskilt fra det øvrige korps. Carl har hidtil kun haft indvandreren Assad som ”praktisk medhjælp” (og en hel del mere end det), men han får nu påduttet også den entreprenante aspirant Rose, der ligeledes er skubbet ud på et sidespor. Assad er jokeren, hvis tvetydige identitet fortsat ikke forklares. Rose er det komiske indslag.

Den gamle sag narres Carl til at tage fat om, men hurtigt griber den de tre, og de udfører et omfattende og intelligent efterforskningsarbejde, medens konturerne tegner sig af en uhyggelig massemorder. Eller flere. Det hele peger tilbage på en klike afsporede overklasseløg, der fandt sammen i gymnasieklassen på en anset kostskole nær Næstved. Nu indtager knægtene topposter i erhvervslivet. Skoleslipsene (der viser fire muslingeskaller og ikke kun de tre, som kendes fra en virkelig kostskole i området) er et ikke ringe sikkerhedsnet – så med position, magt, penge og ”friends in high places” skulle der ikke være noget at frygte. En ubekvem politiundersøgelse kan altid standses. Carl ville først ikke vide af sagen, men når nogen vil hindre ham i at gå videre med den, er det noget andet. Det får politiledelsen at føle.

Historien er barsk, spændingen er høj. Plottet er i al sin utroværdige grusomhed konstrueret med intelligens og omhu. De spor, som ét for ét fører frem til konklusionen, dukker op på overbevisende måde – læseren spises ikke af med tilfældige sammentræf eller vilkårlige gætterier. Sympatien drejes mod al rimelighed mere og mere i retning af den, der måske er den hovedskyldige. De ækle detaljer, som belastede den første historie om afdeling Q (”Kvinden i buret” fra 2007) er med, men er (bortset fra finalen) dæmpet velgørende ned. Til gengæld flammer hadet imod erhvervslivets pinger, mod alt i den dyre ende af postnummersystemet, og mod det, som den fornemme kostskoles traditioner og ritualer var udtryk for.

Romanen ville ikke have indbragt Adler-Olsen herlovianersamfundets pris (hvis en sådan havde eksisteret). Men han bør i kraft af dens spænding og drive få mange læsere.

Anbefales – kan læses medens man stille messer ”Birgitte, Birgitte, Bergøje …”, for der er rigeligt både med blod og med det, som bliver meget værre, og til sidst bliver det hele væk. Hvilket (hvis en enkelt vrissen bemærkning skal med) er ikke så lidt af en lettelse.