Jussi Adler-Olsen: Firmaknuseren. Lademann 2003. 604 sider, 249 kr.

Markedsøkonomien skulle sikre forbrugerne den bedste kvalitet til den billigste pris. Det er ideologien, men som bekendt ikke virkeligheden. Kniber det med at øge (eller blot fastholde) sin markedsandel, kan en trængt koncern vælge at slå en velfungerende konkurrent ud med andre midler. Slibrige rygter sættes i omløb, vigtige leverandører købes ud, nogle over-trædelser af miljølovgivningen arrangeres. Etc. – Peter deBoers firma i Amsterdam er specialist i så henseende. Han kan mod skyhøjt honorar klare den sag.

Adler-Olsens historie er henlagt til 1996 – da Irak mellem de to golfkrige endnu var en farlig deltager i det beskidte spil, hvilket får sin dystre betydning i romanen. Hovedpersonerne er deBoer med den ydre succes, men med hæslige skeletter i de private skabe, og en ung superintelligent pige, Nicky, der begynder som elev i firmaet. Hun er en overlever, der trods en traumatisk opvækst har gennemført studierne ved handelshøjskolen med imponerende resultater. Og hun er om muligt mere hæmningsløs end de Boers.

Handlingen er action, action og atter action. Der lægges pres på deBoer, og han opdager, at han ikke kan stole på sine betroede medarbejdere. Den brede vifte af kriminel pression suppleres med kaskader af vold. Chokerende, hæsblæsende – og efterhånden rent overkill. Forudsigeligt udvikler partnerskabet mellem deBoer og Nicky sig sideløbende til passioneret forelskelse.

De sidste mange år har bragt rystende afsløringer af råd og svamp i hæderkronede virksomheder. Det kan ikke afvises, at den lede forretningsverden, som romanen beskriver, er en eksisterende virkelighed. Sværere er det at fæste lid til, at deBoer og Nicky udvikler sig fra de ondartede psykopater, der skildres i første del af skrønen, til de nuancerede mennesker på godt og ondt, der til slut besejrer alle infame magter og rundhåndet belønner de få gode medspillere, før rejsen går til et fjernt paradis.

Romanen er en sær blanding af kynisme og sentimentalitet. Men en pageturner, der fastholder sin læser, for Adler-Olsen kan skabe spænding som få andre. Det ærgrer man sig godt nok en smule over bagefter, for der er ikke mange vitaminer at hente. Det er moralsk set temmelig ligegyldigt, hvem der slår hvem til plukfisk i de smudsige intriger mellem fortællingens frastødende (lejlighedsvis ligefrem afskyelige) personer.

Med den beskedne bagage er 600 sider for meget. Alt, alt for meget.