Jussi Adler-Olsen: Kvinden i buret. Politiken 2007. 379 sider, 249 kr.

Adler-Olsen har tidligere udgivet 3 romaner af internationalt tilsnit. Det gode i dem er en efter danske forhold usædvanligt høj spænding, det mindre attraktive de pompøse historier, der balancerer på kanten af (eller braser sammen i) overkill og effektjageri.

Opus fire er en politiroman i dansk miljø. Hovedpersonen hedder Carl Mørck. Han er vicekriminalkommissær, en effektiv og kreativ efterforsker, men hans evner til samarbejde og god kollegial omgang er beskedne. Ved historiens begyndelse er han endda traumatiseret af en aktion, der gik galt. Selv slap han med beskedne skrammer, men hans ene assistent blev dræbt og den anden blev alvorligt såret - han ligger nu lammet på et plejecenter uden udsigt til at komme sig. Ulykken har gjort Mørck om muligt mere uomgængelig, så da politiet får påtvunget at genoptage efterforskningen af en række uopklarede drab, udnytter den øverste chef lejligheden til at slå flere fluer med ét smæk. Mørck placeres som leder af en ny afdeling for sager under særlig bevågenhed, hvor han uden at genere drabsafdelingens daglige arbejde kan sysle med udsigtsløs gennemgang af fortidens problemer. Fidusen er, at Mørcks beskedne lille værksted kan finansieres for en mindre del af den særbevilling, som fulgte med den politiske beslutning om korpsets nye opgave. Overskuddet bruges så til at betale for yderligere mandskab til arbejdet med aktuelle sager, hvor der er større chancer for succes.

Mørck får kun en enkelt medarbejder – en flygtning fra mellemøsten, der ikke er politimæssigt uddannet, men skal bistå som chauffør, kontorassistent og praktisk hjælp i øvrigt. Assad viser sig imidlertid at indeholde en hel del mere (faktisk er det ham, der løser adskillige af de vanskelige problemer, Mørck tumler med), og Mørck begynder at ane, at manden må have en baggrund, som hverken udlændingeservice eller politiet kender til. Hvem og hvad Assad er, det når romanen ikke frem til, så der er en spændende åbning til kommende historier om makkerparret.

Den sag, som Mørck tøvende går i lag med, handler om en kvindelig toppolitiker, der for fem år siden forsvandt fra en færge. Sagen er henlagt som en ulykke, måske et selvmord, men hendes lig blev aldrig fundet. Og der er nogle uafklarede punkter, som Mørck hurtigt kan slå ned på, kun for at opdage stadigt flere ting, der vækker mistanke om en forbrydelse. Han og Assad gennemfører et fornemt detektivarbejde, hvor de få spor følges op, og hvor et rystende billede begynder at tegne sig.

Læseren véd fra begyndelsen en del mere. Den forsvundne kvinde er i live, hun holdes indespærret under uhyrlige forhold, men hvorfor? Det fatter hun ikke, og opklaringen afhænger naturligvis af, om Mørck og Assad kan gennemskue, hvad det drejer sig om.

Det er spændende, og spændingen vokser over de sidste mange sider til det neglebidende og enerverende. Beskrivelsen af den stakkels kvindes vilkår er ikke for læsere med anlæg for klaustrofobi (og såmænd modbydelig nok også for andre læsere). Trods det, trods rundhåndet brug af slidte klicheer og trods flere sider end handlingen strengt taget kan bære, hænger man på, ja formelig sluger fortællingen.

Det er dygtigt gjort. Plottet er – når det efterfølgende tænkes igennem – lykkeligvis meget lidt sandsynligt, men det distraherer ikke, medens det udfoldes.

Konklusionen må blive et ”anbefales”!