Christian Ejvin Andersen: Blålys. Lindhardt & Ringhof 2003. 189 sider, 249 kr.

Historien fortælles af 28-årige Anders Valdebjørn, der er fuldmægtig i Finansministeriet. Hans forhold til kæresten Mia vakler – han er hurtig til jalousi-reaktioner, og da de enes om at ”give hinanden mere rum”, bliver det snart til ligegyldighed. En aften, da han leger med internettets muligheder, træffer han på skærmen Pernille, og de indleder et hedt forhold pr. chat og mails, hvor de udveksler seksuelle fantasier af efterhånden ret vidtgående art. Nu får man jo ikke cyber-børn, som Anders så fornuftigt slår fast, så de aftaler at mødes. Anders kommer til hendes lejlighed, døren står åben, og i sengen ligger Pernille myrdet, akkurat som hun havde forestillet sig en hektisk, æggende voldtægt i en af sine mails. Det er bare gået fatalt meget videre end som så.

Anders er naturligvis under mistanke, men noget tyder på, at der også har været en anden i Pernilles lejlighed. Det må være en person, der har kendt til de mails, Anders og Pernille udvekslede, og hvem kan have opnået den indsigt? Anders bliver stadig mere usikker og paranoid.

Anders og det ministerielle miljø er skildret overbevisende. Romanen går an som en depressiv historie om en ung mand, der har det svært med kærligheden. Krimielementet er derimod tyndt. Der er ikke megen sporsøgning. Løsningen manifesterer sig, den opnås ikke gennem arbejde med spor og muligheder.

Al dente som mainstream-roman. For blød som krimi.