KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Michael Esper Andersen: Lykkesmede. Hovedland 2006. 294 sider, 268 kr.

To yngre mænd vil finde ny veje i deres liv. Peter, der netop har solgt sin succesrige it-virksomhed og nu har en større formue på hånden. Men hvad skal han så? Og Martin, der snedigt har myrdet sin kone og nu vil finde en rig kvinde at gifte sig med. Romanen skifter mellem de to historier, der først til sidst kører sammen.

Peter finder i Afrika sine drømmes kvinde. Hun er læge, engageret i et internationalt forskningsprojekt. Det bliver efter nogle misforståelser den store lykke, og den kløgtige Peter engagerer sig totalt i hendes arbejde. Martin – der hidtil har været en lidt farveløs, bøvet person – studerer intenst mulige fremgangsmåder og passende emner for sit projekt. Det bliver til et fornøjeligt katalog over fiffige scoretricks.

Krimiindslaget er minimalt. Politiet har en vag mistanke til Martin, og efterforskningen har givet et enkelt godt (men i sig selv utilstrækkeligt) spor. Det afvikles over sammenlagt ca. fem sider. Spænding er der ikke meget af, heller ikke da nok et drab støder til.

Sådan set er det skrevet godt, men for denne læser forblev de to mænd og deres overvejelser uinteressante. En playboy der søger og finder en mening i tilværelsen. Og en psykopat, der ikke forlader sig på det, han kan, men i blind selvovervurdering kaster sig ud i det, han ikke kan – og forskertser den ene gode mulighed, han møder undervejs.

Nå.