Bent Andreasen: Locard’s princip. Forlaget Dark Lights 2008. 462 sider, 299 kr.

Det handler om en terroraktion i Danmark. Den Europæiske Unions udenrigsministre skal mødes på en nordjysk slotspension. Nogle islamiske krigere fra Afghanistan planlægger at slå til, muligvis med et spektakulært og blodigt overfald, muligvis for at tage gidsler og bruge dem til at opnå politiske indrømmelser. Adgang til slottet vil de skaffe sig ved en modbydelig forudgående aktion. Politiet i den mellemstore købstad Søby (der kan minde om virkelighedens Sæby) får imidlertid færten af de skumle planer og tager fat i gnidningsfrit samarbejde med efterretningstjenesten og den særlige antiterror-styrke, som rigspolitiet har opbygget. Og så går det løs.

Plottet er godt udtænkt, og selve historien er skrevet forbilledligt med en smukt stigende spændingskurve. Politiet arbejder intelligent og kreativt med de i begyndelsen få spor, og læseren fascineres både af terroristernes indledende angreb og af politiets modtræk. Der er også glædelige gensyn med politifolkene i Søby, som var gode bekendtskaber i Andreasens politiroman “Plutoniummanden” fra 2005.

I en sidehandling fortælles om mordet på en kroatisk flygtning, der havde opnået dansk statsborgerskab og boede i Søby. Han findes skudt i Østrig, og det beror på lidt af et tilfælde, at politiet i Søby kan identificere ham, da Interpol udsender foto og beskrivelse af et ukendt offer. Hans enke modtager påfaldende roligt meddelelsen om hans triste skæbne, og hun synes heller ikke synderlig interesseret i, hvad der er blevet af deres to børn, som rejste med ham. Der er god mystik i den skrøne, måske færre vitaminer i opklaringen.

Begge historier illustrerer den franske kriminolog Edmond Locards tese: Forbrydere efterlader altid spor. Og modsat vidners forklaringer er de tavse fysiske spor sikre - de misforstår ikke, de husker ikke fejl og de lyver ikke. Men de kan naturligvis fejlfortolkes.

 ***

Alt det er godt nok - sine steder endda meget godt. Og det kunne være blevet en fremragende spændingsroman, hvis forfatteren havde villet nøjes med det. Men det har Andreasen desværre ikke villet. De første 50 sider er således oplæg til en politisk nøgleroman, der insinuerer en usædvanligt klam forklaring på statsminister Fogh Rasmussens fatale beslutning om dansk deltagelse i Irak-krigen. Og så er der ikke mere om det - oplægget bruges overhovedet ikke i romanplottet.

Handlingen igennem kører forfatteren idelig ud ad nærmeste tangent. Den jovialt hyggelige kriminalchef introduceres med syv sider om hans børn og børnebørn. Et sted kommer han til at mindes en tjenesterejse til Polen umiddelbart efter murens fald, og det udløser et par sider med beskrivelse af det hotel, han dengang boede på. To politifolk spiser lunch på en café i Søby - og det giver anledning til en grundig udredning af værtsparrets livshistorier. Interpol nævnes - og læseren må igennem alt om institutionens organisation og historie. Etc. etc. etc. Intet af det kommer sagen ved - og den dygtigt opbyggede spænding siver bort.

En fremragende politithriller med interessante personer og originale tvists - spundet ind i endeløse gevandter af snik og snak. - Men læses bør den nok. Mit råd er at begynde side 51 og at være beredt på hyppige skrålæsninger af fyldstof.