Paul Bach: Frit fald. Forum 2000. 255 sider, 198 kr.

Thomas er producent i pladeselskabet Global. Han er på vej med et hit – en CD med en række ny sange af den talentfulde, men problematiske Julie Lund. Den forventede succes ser han som afsættet for sin videre karriere, hjulpet yderligere på vej af hans samvittighedsløse brug af beskidte kneb, både når selskabets interesser skal fremmes på bekostning af konkurrenter i branchen, og når kolleger, der står over ham i hakkeordenen, skal elimineres.

Alt tegner lovende for den unge yuppie, da han går med kunstfotografen Cecilie Colling hjem, egentlig for at diskutere et frækt cover til den kommende CD, men det bliver i stedet til et heftigt knald, hvor de begge får afprøvet nogle grænser. Først bagefter begynder han at blive lidt urolig over de billeder, hun tog. Han vil drøfte det med hende, men da han kommer tilbage et par timer efter er Cecilie kvalt – og Thomas er klar over, at han vil være den oplagte at mistænke. Febrilsk søger han at slette alle spor.

Det bliver begyndelsen på en nedtur, der hurtigt bliver total. For så vidt en klassisk historie: Thomas må selv finde ud af, hvem der dræbte Cecilie. Han må rundt i krogene af det mondæne miljø, hvor stil og succes betyder alt, og hvor skuffelser og nederlag skjules omhyggeligt. Den slags er der piller eller stærkere stimulanser imod. Paul Bach beskriver ondskabsfuldt det liv, som ellers forgyldes i billedbladene og boulevardpressens sladdernotitser. Desværre er Thomas ikke helt så overbevisende. Han erkender, at uden musikken og jobbet var han ingenting, og erfarer også, at han ikke er og aldrig havde været så smart og tjekket og normal, som han gennem de sidste ti år prøvede at overbevise sig selv om. Men sammenbruddet forbliver et postulat. Det er lidt ironisk, at Thomas, da han er i klemme, spørger sig selv hvad ville Bodelsen gøre? Han plejede altid at have de mest raffinerede løsninger på sådanne situationer. Netop Bodelsen havde kunnet beskrive en mands langsomme krakeleren, så det gjorde ondt i læseren – Bach formår kun et opregne symptomerne.

Til gengæld er plottet godt, om end de afgørende spor først dukker op sent i forløbet. Satiren over de letlevende starletter og smålys fra underholdningsindustrien rammer som sagt ondt, og alt i alt er det hele ganske stimulerende.