![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Allan Baktoft: Skindød. Forlaget Natskyggen 2005. 205 sider, 149 kr. |
||||||
|
En H. C. Andersen-krimi står der på forsiden. Og det måtte vel komme her i digterens jubelår. Romanen lever i al fald op til løftet om Andersen – de fleste kapitler indledes med lange citater, handlingen udspiller sig mellem Andersen-forskere, og en del af mystikken knytter sig til vidtløftige teorier om digterens liv og om mulige nytolkninger af hans historier. Længe drejer det sig også om jagten på et ukendt manuskript, en åbenhjertig selvbiografisk skitse, som digteren måske skjulte et hemmeligt sted, idet han dog efterlod sig en udspekuleret kode, der kan føre til den gemte skat. Det ligger tungere med løftet om krimi (eller ”spændingsroman”, som angivet på titelbladet). Plottet er forvirret, opklaringen lidet troværdig. En række forskere myrdes eller udsættes for attentater. Politiet arbejder på højtryk, men der fortælles næsten intet om de spor, der samles ind. Til gengæld følger handlingen tre-fire amatørers forskning i Andersens gåder, og det er jo noget andet. Det skal dog krediteres forfatteren både at han leverer en morsom knaldperle til sidst og at han har fundet på en original åbningsscene: En erhvervschauffør hidkaldes af en bedemand, hvis rustvogn er brudt sammen. Han skal transportere en afdød til krematoriet. Det gør han. Og så ser han sig forladt ved den låste dør, bedemanden er borte, en vrissen opsynsmand vil have en forklaring. Og her er det, at en mobiltelefon ringer – inde i kisten! Det er guf for krimielskeren, resten er mest en pudsighed, som måske er vittig for folk, der i årevis har studeret Andersen, men ikke synderlig spændende for læsere uden den specialviden. Jeg har aldrig set H. C. Andersens historier som en kogebog i mord, siger en hovedperson et sted. Man samtykker. Baktoft er et nyt navn. Det er svært at vurdere krimitalentets rækkevidde. Prosaen er tung og stilen ofte usikker. Gode formuleringer kæmper med fæle klicheer – og de mangler fremstår naturligvis tydeligt, når romanteksten konstant ledsages af citater med Andersens levende, inciterende sprog.
|
||||||