Allan Baktoft: Spejlspil. Natskyggen 2008. 276 sider, 149 kr.

Baktofts tredje roman med vognmand Martin Hall i hovedrollen er en sær størrelse. Martin, der er midt i trediverne, kaldes til møde hos en advokat, der har en vigtig meddelelse til ham og hans halvbror Mark. Meddelelsen er fra deres far, der har været død i tyve år. Martin og hans søster har aldrig hørt om Mark, og Martin opsøger ham så før mødet – kun for at finde ham myrdet. Så langt, så godt.

Derfra løber romanen i forskellige retninger. Der fortælles om faderen, der var passioneret samler af antikviteter, især fra oldtidens Ægypten. Han præsenteres i mange sammenhænge, herunder den, hvor også han blev slået ihjel. Der fortælles om Marks narkomisbrug, om Martins lidt uafklarede forhold til den smukke Mary og den gådefulde ægyptolog Mie, og om Marks far – eller som det viser sig: Stedfar – og hans ikke ganske hæderlige aktiviteter. Der afsløres hele tiden nye relationer mellem de implicerede – og alt sammen forekommer det lidet troværdigt.

Adskillige er på udkig efter to spejle, der årtusinder før vor tidsregning blev produceret i Ægypten. Deres hemmelighed bliver aldrig røbet – er det blot kostbare, smukt ciselerede artefakter fra den tidlige oldtid, eller er det fortidens laser-kanoner? Hvem stjæler fra hvem? Og hvad i alverden bestiller kriminalassistent Jens Bisgaard? Han opklarer i al fald ikke noget som helst.

Tingene udvikler sig. De mange implicerede afslører yderligere et par absurde sider af deres personligheder, og til sidst er det op til læseren at stykke noget sammen, der minder om en forklaring.

Men det er næppe umagen værd.