KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Tine Bendixen: Livet om at gøre. Politikens Forlag 2008. 226 Sider, 249 kr.

Venskabet mellem Søs og Julia begyndte, da de var 10 år gamle. Julia kom tilbage til Danmark fra en afrikansk barndom, og hun blev placeret i samme skoleklasse som Søs. De er hinandens modsætninger, ”den stille pige” og ”den vilde pige”. Venskabet holder, selv om det i deres voksne alder kun bliver til få møder, for de følger hver sin vej. Søs strander i et konventionelt ægteskab med lægen Martin, trygge kår, god økonomi og ingen udsving. De kunne stort set gøre, hvad de ville – hvis de altså havde villet. Julia vender tilbage til Kenya, et hektisk liv med succes som designer og katastrofe i ægteskabet med Jack, hvis sygelige jalousi har udviklet sig til ekstrem vold.

Nu – 34 år efter at de to kvinder mødtes første gang – kommer efterretningen om Julias død ved en trafikulykke i Kenya. Søs tror ikke på, at det blot var en ulykke. Chokket bringer hende så meget ud af fatning, at hun beslutter at rejse til Afrika (det har hun aldrig turdet, medens Julia levede). Hun vil afsløre Jack og sørge for, at han ikke kommer straffrit fra det drab, hun fornemmer, at han har begået.

Det lyder som et krimioplæg, men er det ikke (og det er derfor uretfærdigt at bedømme romanen som krimi). Der er ikke nogen efterforskning i Søs’ indsats i Kenya, historien om Julias død afvikles ganske kort. Til gengæld er der endeløst mange sider om de to pigers opvækst og så i romanens sidste halvdel et smukt og sanset billede af det Afrika, der bliver en befriende oplevelse for Søs. Afrundet med en temmelig klam happy ending for hende – og en række ubesvarede spørgsmål fra læseren. Man tror ikke rigtig på den hastige og dybtgående metamorfose, hun gennemlever, men man tror gerne på, at naturen, klimaet, stemningen i Kenya er overvældende. Til gengæld er det helt umuligt at fæste lid til en gentlemen, som hun møder dernede og modtager vigtig bistand fra.

Sammenfattende: Hverken tænkt eller realiseret som krimi, som udviklingsroman konventionel (sådan lidt Estrid Ott, tilsat moderne frisprog om sex), som rejsebeskrivelse i passager fascinerende.