Jesper Bernt og Jeff Matthews: Westend. Aschehoug 2007. 428 sider, 299 kr.

Vesterbro som et veritabelt Sodoma. Ildelugtende beværtninger, bedærvede spillebuler, prostitution og trafficking. Og gennem det hele flyder narko, sprut og piller. Vi er fjernt fra den slumromantik, der – nok som en upålidelig illusion – skabte onkel Dannys Túrell-land og dermed kulisserne til en stribe af de mest elskede danske krimier.

De to debuterende forfattere skildrer tre skæbner. Den problematiske politimand Konstantin, der voksede op som afstumpet rod i dette miljø, og som kun ved en klog politimands indgriben blev sat på en anden bane. Nu kriminalbetjent, men måske ikke helt fri af det, han kommer af. Den naive unge David, der kom ind med firetoget og fik et studiejob som natportier i Hotel West. Han lærer trods sin gode opdragelse hurtigt at formidle udlejning på timebasis og at modtage rundelige drikkepenge under bordet. Naivt begynder han også at investere i en fremtid sammen med den smukke luder, som han forelsker sig i – han bliver klogere. Endelig Knüt, den festglade spiller og narkoman, der satser hvad som helst (om det så er sin mors smykker), men fornøjer sig med det hele, og som måske til sidst surfer ud af uhyrlighederne med den store gevinst i baglommen.

De tre mænd (og en karavane af bipersoner) præsenteres i korte forløb og løsrevne situationer. De mødes på Knüts fodboldhold, men render også på hinanden i andre sammenhænge, tit således at det, der allerede er fortalt fra den enes synsvinkel, gentages set med den andens briller. Den ydre ramme er eftersøgningen af en kvinde fra Litauen, der antagelig er gået tabt. Den historie udvikler sig til flere drab og en afsluttende eksplosion, men Konstantin finder dog frem til, hvad der er sket, og hvordan pigen og et par medsøstre på det mest bogstavelige gik i hundene. Det er alt sammen mere fortalt end vist, og forfatterne må ved slutningen skrive et langt, komprimeret kapitel for at hale plottet op af det morads af bihandlinger og tangentløbende associationer, som det undervejs druknede i. Det er ikke meget værd som krimi.

Store dele af romanen er skrevet i en art new-speak, præget både af engelske vendinger og af de forkortelser, som teenagere har udviklet til sms’er. I replikker og indre monologer bliver ikke til ”ik”, også til ”os” etc. Dechifreringen kan (i al fald for en ældre læser) tage tid: Jeghardetbarsån eller sgudaik – jamen hvad står der? Det er som at læse et fremmedsprog, som man kun delvis behersker. Og det harmonerer ikke overbevisende med de samme personers talrige avancerede referencer til forskellig højpandet litteratur.  

Læsningen bliver således ikke så lidt af en prøvelse, og den bliver ikke mere tillokkende af den sproglige vulgaritet, som synes at være en pligt for alle på Vesterfuckingbro. Oven i det verbale sjofelheder fyldes endda en udpenslet uhumskhed, som nærmest bliver romanens budskab.

For denne læser en frastødende og uinteressant bog. For adskillige anmeldere var den tilsyneladende det modsatte.