Mikkel Birkegaard: Libri di Luca. Aschehoug 2007. 448 sider, 299 kr.

En person, der ”hører stemmer”, er en patient med en psykose, som meget vel kan være behandlingskrævende, måske farlig både for andre og for den syge selv. Det véd vi af praktisk erfaring – og det er måske forkert. Der kan være tale om en lettore et menneske med en særlig sans eller evne, der medfører, at hun eller han kan høre teksten i den bog eller det blad, som en anden læser i nærheden. Udvikles evnen, kan modtageren ”læse med”, styre den læsende og bestemme, hvordan hun eller han opfatter ordene, og langsomt tillige hvordan de påvirker meninger og beslutninger. Der findes også lettorer, der er afsendere. De kan læse en tekst op, så den efterhånden tage magten over en tilhører, vel at mærke en magt, der udøves af lettoren. Det gælder stærkest, når teksten hentes i en ladet bog, helst en ældre klassiker i førsteudgave med ædelt tryk og fornemt bind.

Lettoren kan med andre ord manipulere sit offer. Påvirkningen er mange gange stærkere end hypnose og hjernevask, og lettorens evne kan, når den udarter, udløse voldsomme mængder af energi, få elektriske systemer til at smelte ned og antænde brande. Det er farligt stof, for overdoserer lettoren, kan resultatet også blive mental og fysisk overanstrengelse af ofret, i værste fald en dødelig hjerneblødning eller hjertekollaps. Lettorerne har derfor dannet et hemmeligt selskab, der skal beskytte både lettorerne (som de fleste unægtelig vil betakke sig for at komme for nær) og omverdenen. Selskabet kan hjælpe potentielle lettorer til at lære, hvordan evnerne beherskes. Og selskabet skal hindre, at de udnyttes til uetiske formål.

Mikkel Birkegaard har skabt denne mystiske kulisse som ramme om sin debutroman. Titlen er navnet på et antikvariat, som Luca Campelli ejer et sted på Vesterbro. Han er ”the grand old man” i lettorernes selskab, en mild og vidende humanist med lidenskabelig kærlighed til sjældne gamle bøger. Luca har gennem årene samlet en række lettorer op og hjulpet dem til at aktivere evnen under behørig kontrol. Han henter bistand fra de bøger, som ligger effektivt opladet i hans gemmer – en af de kvikkere protegéer, der hjælper til i antikvariatet, har et sted en fornemmelse af, at hun lige så godt kunne stå i en våbenforretning. Historien begynder med Lucas død – en modtager sniger sig ind på ham, da han læser en gammel italiensk bog, og han drives over grænsen med et hjerteslag til følge. Han efterlader sig sønnen Jon, som han uden nærmere forklaring satte i pleje hos fremmede for en snes år siden og i mellemtiden har afvist at have kontakt med. Den nu 33-årige Jon er fremadstormende advokat, der er berømt for sit talent for at overbevise dommere og nævninge med effektfulde procedurer, uden at Jon endnu véd noget om den særlige evne, som han åbenbart besidder.

Kontakten med en for ham ukendt verden er chokerende for Jon, da han arver Lucas antikvariat. Han er imidlertid hurtigt fanget ind i det nye univers, ikke mindst fordi det bliver en æressag for ham at opklare, hvorfor og for hvis hånd Luca døde. Det bliver en hidsig beretning om splid i den hemmelige organisation, forræderi og magtbrynde. Rigeligt med drama og spænding, den oldgamle myte om de gode kræfters kamp mod de onde kræfter.

Der er mange fine scener i romanen. F. eks. opsøger Jon et muligt vidne, der har forskanset sig på en afsides beliggende landbrugsejendom. Der har han opsat allehånde skilte om ”privat” og ”adgang forbudt”, alle med forskellige tekster – og så er det så snedigt, at da et hold af fjendens gorillaer vil trænge ind, så kan vidnet høre, hvilket skilt en af dem læser, og dermed véd han, hvor de er og hurtigt også hvor mange de er. Det går fint, indtil Jon diskret kigger på hans bogreol. Han læser forfatternavnene på rygtitlerne, og det bliver naturligvis for vidnet til en uforståelig pludren, som en forretning fuld af radioer indstillet på forskellige kanaler.

Længe en på det bedste overrumplende historie, der desværre på de sidste mange sider skejer ud. Det vendes til en lidet overbevisende krydsning mellem science fiction og apokalypse. Forfatterens krudt er tilsyneladende fyret af. Tilbage er kun genbrug af ideer, der er anvendt tidligere i romanen, og bunker af hul teatertorden.

Vildtvoksende fantasy, sparsom hvad angår sporsøgning og opklaringsarbejde. Det vil nok frastøde mere genrebevidste krimilæsere. Lægger man imidlertid alle dogmatiske krav til side (sammen med en hel del af sin sunde skepsis), tilbyder de to første tredjedele af romanen ikke så lidt af en herlig oplevelse.