KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Mikkel Birkegaard: Over mit lig. C&K Forlag 2009. 346 sider, 300 kr.

Frank Føns er flittig forfatter af thrillers (eller ”gysere”, som bagsideteksten lidt gammelmodigt kalder subgenren). Romanerne præsenterer udspekulerede, grusomme metoder til tortur og drab – og de sælger godt. Det perverse stof behersker Franks sind mere og mere – hans hustru bliver efterhånden så angst for hans afsporede fantasi, at hun forlader ham med børnene. Dem tør hun ikke se udsat for Franks sygelige tvangstanker. En fortsat kynisk udnyttelse af folks behov for at blive skræmt og forarget.

Men Frank bliver ved, mere og mere med alkohol som brændstof. Og så begynder grænsen mellem fiktion og virkelighed at skride. Et modbydeligt mord på en ung pige ligner en kopi af forbrydelsen i Franks seneste, endnu ikke udgivne roman. Og det er blot det første af flere drab, der lægger sig tæt op ad scener fra Franks værksted, og som præcist rammer det menneske, der har stået model til det fiktive offer i bogen.

Frank forstår ikke, hvad der sker, men mere og mere søger han efter en ”litterær” forklaring. Forbrydelserne må have noget at gøre med fejl i romanerne – måske vil en skuffet læser straffe ham for sjuskeri med ligegyldige detaljer. Det bliver en besættelse. Frank véd som forfatter en hel del om mord. Så må han også være i stand til at opklare drab i virkeligheden. Tror han.

Det både lyder og er rablende. Franks forstyrrede bevidsthed svinger vildere og vildere mellem realitet og fantasi, og læseren kommer til at danse med. Der gøres løbende rede for Franks bøger – i alt et dusin titler nævnes undervejs, og flere steder gengives også kort, hvad romanen handler om. Omtrent midtvejs beslutter Frank at skrive en selvbiografi. Den skal hedde ”Over mit lig” – men det er jo den bog, man har i hånden! Det bliver efterhånden som at færdes i et spejlkabinet, hvor svimmelheden tager til, medens man taber retningen.

Det er skrevet djævelsk dygtigt – og det er udtænkt med en skræmmende konsekvens, der helt lever op til Franks koncept. Der er ikke sparet på perversitet og uhyrligheder. Tortur og lemlæstelse pensles ud, og flere steder passeres i al fald denne læsers kvalmegrænse. Hvis man tror, at en thriller skal være underholdende, belæres man om noget andet.

Det er sjældent, at man fortryder at have læst en velskrevet og spændende bog. Men måske er der et eksempel her.

P.S: Flere anmeldere har fremhævet afstanden mellem ”Over mit lig” og Birkegaards slebne og sofistikerede debutroman ”Libri di Luca” fra 2007. De er også vidt forskellige, men temaet er på sådan set det samme: Det er forbandet farligt at have med bøger at gøre!