Ditte Birkemose: U-233. People’s Press 2009. 301 sider, 249 kr.

Ditte Birkemose skriver om noget så sjældent som en kvindelig privatdetektiv. Kit Sorel blev præsenteret i to romaner sidst i 1990’erne og vender nu tilbage, 54 år gammel og lykkeligt fraskilt. Heldigvis også med en tiltalende voksen søn og to børnebørn, som fylder i hendes tilværelse. Hun lever et minimalistisk liv, hvor hun for at få økonomien til at hænge sammen hyppigt er nødt til at bruge sin sygeplejerskeuddannelse og tage et par vagter på et plejehjem.

Historien begynder, da Kit engageres af forældrene til journalisten og fotografen Julie, der tilsyneladende er forsvundet. Kit tager fat og finder efterhånden adskillige spor, der peger mod en eller anden aktivitet omkring Kvanefjeldet ved Narsaq i Sydøstgrønland. Bjerget gemmer en betydelig forekomst af radioaktive stoffer, og Julie har samlet materiale om det og om forskellige forskere, der har arbejdet med mulighederne for kommerciel udnyttelse af ressourcen – et a-kraft-værk f. eks. Det er imidlertid ikke nemt at gennemskue, hvad det drejer sig om. Miljøministeriets departementschef taler sort, og ministeren har kun en vag erindring om det interview, hun for nogen tid siden gav Julie. Kit når dog frem til en mulig forklaring på, at den tunge del af industrien lidt overraskende har sluttet sig til klimakampens kor af bekymrede krav om begrænsning af CO₂-udslippet.

Kit bliver stædigt ved, snart i makkerskab med en af Julies kolleger. Der venter dem et chok, da de omsider finder frem til den videnskabsmand, der skulle kunne fortælle dem om tingenes rette sammenhæng. Kit får vished for, at Julie er slået ihjel, men så er udfordringen naturligvis at opklare, hvem der gjorde det, og hvorfor det skete. For at nå det mål må hun finde de kopier, som Julie havde taget af nogle tegninger og notater, som hun havde fået fat i under sig research, men som nu er stjålet fra hendes lejlighed. Det lykkes, men det sker først, da Kit kommer i tanke om den mulige betydning af en henkastet bemærkning fra en af de mange personer, hun undervejs har udspurgt.

Det er en historie, som er rigeligt stor for en enlig privatdetektiv, selv med bistand fra en energisk og intelligent journalist. Helt realistisk er det (heldigvis) næppe, men det er til gengæld en stærkt underholdende skrøne med seriøs baggrund i en aktuel problematik – måske den første danske krimi, der lægger op til den kommende klimakonference. Personerne er tegnet tydeligt og overbevisende, miljøerne beskrevet præcist. Spændingen stiger smukt med overraskelser og pointer, der sidder, som de skal.

Så er der i tilgift en bonus med dejligt bud til alle bedsteforældre. Helt rørende, da Kit til sin sønnesøns syvårs fødselsdag medbringer netop den ikke særligt dyre gave, som han brændende har ønsket sig, men unægtelig overtrumfes, da mormor og morfar ankommer med en cykel til drengen. Indtil den fireårige lillesøster tager Kits hånd og hvisker: ”Hvor er det altså et flot lyssværd, du har købt”. Og endnu en gang forundredes jeg over, hvor meget børn i virkeligheden fornemmer. Det er næsten til en klump i halsen.

Anbefales.