Sara Blædel: Kun ét liv. Lindhardt & Ringhof 2007. 352 sider, 299 kr.

Datteren i indvandrerfamilien har kun ét liv – familien har mange. Skejer hun ud på en måde, der kaster skam over slægten, må det ene liv ofres for de mange – ellers bliver skammen hængende. Det betyder, at de berørte udelukkes fra alle sociale sammenhænge, at de mister den tryghed, som klanens eller stammens sammenhold sikrer den enkelte. Sådan tænker man i nogle muslimske kredse. Og sådan er det let for den udenforstående at tro, at de alle tænker.

Politifolkene kæmper med ikke kun at tænke sådan, da man en septembermorgen finder den 15-årige Samra myrdet. Pressen og offentligheden er mindre forbeholdne. Den nemme vinkel giver sig selv: Nok en gang er der begået et ”æresdrab”. Lynchstemningen breder sig i det ellers fredelige Holbæk. Den bliver ikke mindre, da den dræbtes nære veninde kort efter bliver slået ihjel.

Politiet kan ikke se nogen sammenhæng mellem de to mord. Det første er tilsyneladende veltilrettelagt, og liget er søgt skjult. Det andet ligner et afsindigt affektdrab, og den døde pige er skødesløst efterladt på en parkeringsplads. Sara Blædels detektiv – kriminalassistent Louise Rick, der er udlånt til rejseholdet – har svært ved at se en linje i sagerne eller en forbindelse mellem dem, og hun har især vanskeligt ved at tro, at den dræbte indvandrerpiges far eller bror kan være skyldige, selvom et par indicier peger i den retning. Politifolkene må møjsommeligt igennem bunker af forgæves efterforskning og adskillige mulige forklaringer, før den sande sammenhæng så at sige dumper ned over Louise.

Sara Blædels krimi nr. tre er gedigen politiroman, kun lidt distraheret af Louises venskab med journalisten Camilla og af de to ikke længere helt unge kvinders besvær med mænd og kærlighed. Der redegøres næsten for udførligt for politiarbejdet, men det er i passager fremragende godt formidlet, f. eks. beskrivelsen af, hvordan det første offer identificeres. I længden bliver det måske lidt sejt, også fordi læseren ret tidligt lugter lunten. Så hjælper det ikke, at der klistres en lille kidnapningshistorie på for at holde spændingen oppe.

En stor del af det, der er, er god krimi. En stramning og en beskæring havde nok betydet, at det blev fremragende krimi.