Stine Bolther: Hævn. Politikens forlag 2009. 271 sider, 250 kr.

Landets dynamiske (og barske) justitsminister og hans hustru myrdes med usædvanlig brutalitet. Det er naturligvis en celeber sag, og pressen holder sig ikke tilbage. På tabloidavisen Dagens Nyheder er det i første række den rødhårede kriminalreporter Lise Toft, der står for sagen.

Romanen følger Lises arbejde og hendes ræsonnementer. Det giver et foruroligende indblik i, hvorledes en formiddagsavis folder talenterne ud – og det er for en læg læser ret rystende. Pågående og ublufærdig jagt på ofrenes pårørende, alt for et dramatisk foto. Der tales meget om presseetik og journalistiske dyder – men så er der på den anden side både ambitionen om at komme før den konkurrerende formiddagsavis og en viden om, hvad der skal til, for at løbeseddel og forside får løssalget til et eksplodere. Den ambitiøse journalist finder hastigt på nogle ”ekstraordinære” omstændigheder, der legitimerer, at retningslinjerne tilsidesættes. Lise har sine skrupler, men hun er jo – som hun selv siger (måske i naiv formodning om, at det bliver opfattet som selvironi) – blot en tabloid-tæve. Man skulle altid kunne se sig selv i øjnene, men af og til var det nødvendigt at lukke dem et øjeblik.

Det er interessant at se en mordsag gennemgået under pressens synsvinkel, og Stine Bolther, der til daglig arbejder med kriminalstof på Ekstrabladet, véd formentlig, hvad hun skriver om. Plottet hænger nogenlunde sammen, og der er en vis logik i, at det bliver Lise, som først finder frem til den ansvarlige for dobbeltdrabet – dog kun få øjeblikke før politifolkene er fremme ved samme konklusion. Det er heldigt for Lise, for hun har vidløst konfronteret morderen, og det var gået helt galt, hvis ordensmagten ikke allerede var på vej. Intrigen er imidlertid skuffende snæver i forhold til det spektakulære oplæg. Den viser sig i sidste ende at være banal og uinteressant.  

Der er til gengæld rundhåndet øst op med beskrivelser af Lises forvirrede kærlighedsliv, med pysse-nysset venindesnak og med indskud om et barsk traume, som Lise bærer på. Det hele fortælles i et  farveløst, fladt og uinspireret sprog.