Axel Bolvig: Balthasars skrin. Jelling 2008. 319 sider, 299 kr.

Philip Vandenberg udgav for tyve år siden en sær skrøne, hvor Michelangelos fresker i Det sixtinske Kapel gemte hemmeligheder, der kunne blive skæbnesvangre for den katolske kirke. Det blev til noget nær en subgenre, der for alvor gav kasse med Dan Browns hjernespind, baseret på Leonardo da Vincis mesterværk. Og nu udmønter professor Axel Bolvig sine livslange studier af de danske kirkers kalkmalerier i en spændingsroman, hvor det gælder en farlig sandhed, der er gemt i billeder af de hellige tre kongers barselsvisit hos det lille Jesusbarn.

Udgangspunktet er de middelalderlige legender, som ændrede Mattæus-evangeliets vismænd (eller astrologer) til konger og navngav dem Kasper, Melkior og Balthasar. Men der er et paradoks. Balthasar er på flere kalkmalerier fremstillet sært adskilt fra tilbedelsen. Vidste Træskomaleren og Elmelundemesteren noget, som er glemt sidenhen? Måske var det ikke ”østens vise, der ofred’ der”, som julesalmen så fromt synger. Måske var i al fald den ene en morderisk skurk, hvis ”gave” til den nyfødte var et skrin med en farlig gift.

Det begynder som to helt forskellige historier – hvis samtidighed er et lidt for tilfældigt sammentræf!

På det fredelige Fyn lever og ånder gartneren på Egeskov gods for lokalhistorie, især sagnet om en skat, som oprørske bønder i reformationsårene røvede fra en herregård. Han véd, det er noget med en labyrint, og tænker naturligvis først på det kunstfærdige anlæg i slotshaven, men i en pludselig inspiration forstår han, at det drejer sig om kalkmaleriet med samme motiv i den nærliggende Hesselager kirke. Han finder skrinet, men varer sig ikke for dets giftige dampe og lider en kvalfuld død. Skrinet har han nået at gemme i et af sine sidste bevidste øjeblikke.

I Køln har pave Benedikt i en dobbeltbundet tale forsøgt at lancere den gamle legende som et bevis på et oprindeligt knæfald for de kristnes frelser i de lande, der nu er det muslimske kerneområde. Det bliver noget af en udfordring for et hemmeligt broderskab i Danmark, som i århundreder har vogtet hemmelighederne omkring Balthasars skrin. Skrinet endte ad mystiske omveje på Fyn, og nu skal sandheden frem. Det er en trussel både imod pavens konspiratoriske plan og imod Kölnerdomen, hvis kostbare attraktion er knoglerne af de tre konger. Falder legenden om dem bort, vil kirken miste betydelige indtægter fra pilgrimme, der valfarter til de enestående relikvier.

Broderskabet i Danmark opsiger det hidtidige gedulgte samarbejde med domkapitlet i Köln, og rygterne om den strid vækker selvsagt interesse i islamiske kredse. Præstestyret i Teheran ser en oplagt mulighed for en propagandagevinst, og den arabiske tv-station al-Jazeera, der har gennemskuet pavens plan, øjner chancen for alle tiders scoop.

Kan man sluge dette vitterlige vås, er det en spændende historie, som Bolvig får ud af at sætte alle disse aktører på scenen. Der begynder en formelig krig med mange parter: Det danske broderskab, Pater Petrus fra Køln og en imam fra Odense, som Teheran har sat i sving – alle med hver sin hird af vagtmænd og gorillaer. På sidelinjen optræder journalisterne fra den arabiske tv-station og den døde gartners kløgtige datter, der bistås af en professor med speciale i kalkmalerier. Alles kamp mod alle, efterhånden på bekostning af livet for otte af de forskellige gruppers medlemmer og vagtmænd. Det er flere gange svært at holde rede på, hvem der overfalder og dræber hvem.

Politiet ter sig ualmindelig fjollet og opdager ingenting, medens professoren og gartnerdatteren følger sporene i de forskellige kalkmalerier. Professorens lange udredninger om billederne og om den snørklede vej, Balthasars skrin har fulgt, er interessante, men ikke just fremmende for spændingen. Det er temmelig absurd, at han lidenskabsløst gengiver overleveringer om Erik Ejegods pilgrimsfærd og om rigskanslerens dobbeltspil i de turbulente reformationsår, tilsyneladende uberørt af, at ligene af nyslagtede folk formelig hober sig op omkring ham.

Der er imidlertid adskillige godbidder, hvis man interesserer sig for relikviekult og religionshysteri, som det hedder hos romanens professor. Hans tilgang til emnet er original: Jeg hælder stadig mere til den opfattelse, at gennem fiktion når man en sandere skildring af fortiden end ved hjælp af den videnskabelige metodes abstraktioner.

En kaotisk, lidet sandsynlig fabel med gode kvaliteter undervejs.

P.S.: Læseren bør fra begyndelsen være opmærksom på, at der i et appendiks findes gengivelser af en række af de kalkmalerier m.v., som påberåbes i historiens forløb. Samt en ”litteraturfortegnelse”, som vist kun kan læses som en sarkastisk parodi på tilsvarende lister i højtidelige videnskabelige værker. Det hjælper!