Ole Bornemann: Den døde taler. Samleren 2001. 237 s. 248 kr.

Politikommissær Tom Borg er franskmand, men sit navn skylder han danske forældre, der valgte at bruge tilværelsen på at skabe og drive en restaurant ved Rivieraen. Borg er søgt ind hos politiet og leder nu drabsafdelingen i Nice. Historien begynder med tre næsten samtidige mord, der rammer en succesfuld diskoteksejer, chefen for en supermarkedskæde og en kvindelig undersøgelsesdommer. Det er tydeligvis professionelle likvideringer, og ad omveje får Borg ret hurtigt fat i lejemorderen - som lige så selvfølgeligt har sit skudsikre alibi og må løslades.

Forløbet sætter Borg på sporet af den sydfranske gren af mafiaen, som dommeren var ved at få et greb om. Opgaven er farlig, Borg kan ikke stole på nogen, både kolleger og folkene fra statsadvokaturen kan være på gangsternes lønningsliste. Det kræver et sindrigt komplot, før han til sidst får skovlen under skurkene, og det sker med en resigneret erkendelse af, at andre forbrydere er klar til at overtage de dermed ledige pladser.

Historien er spændende, der er fart over feltet, og der sker så sandelig noget hele tiden. Det er fortalt charmerende med sort humor og enkelte veloplagte farceindslag som f.eks. den kommenterede beskrivelse af en storforbryders begravelse i barndomslandsbyen på Sicilien - de hidtil morsomste bogsider i årets danske krimihøst.

Bornemann modtog sidste år Det Danske Kriminalakademis debutantpris for Det sidste vidne, der udspiller sig i det samme miljø. Den roman var den måske sorteste thriller, der er skrevet på dansk. Opus to er mere overfladisk og mere underholdende. Den slutter - lidt ude af stilen - forholdsvis anstændigt. Der spilles igen på modsætningen mellem det smukke landskab og den hæslige korruption, der så at sige gennemsyrer alt. Mange bipersoner fra den første roman går igen - titelpersonen også, nemlig i form af de papirer, som han efterlod, og som nu kommer for dagen. Kuverten er deponeret på et notarkontor, beskyttet af adskillige elektroniske låse. Men det hindrer ikke Borg:

Der findes et japansk apparat, der kan læse elektroniske koder. Det er sådan, videnskaben arbejder i dag. Man opfinder en lås, der ikke kan brydes op. Straks efter opfinder man et apparat, der kan læse koden. Så opfinder man en ny lås. Derefter et nyt apparat. Tiden skal jo gå med noget i vor moderne verden.

Lidt på samme måde med den organiserede kriminalitet. Og måske også med romaner som den foreliggende. Gentagelserne kører en smule i ring, og der er denne gang desværre også et par irriterende løse ender. Det tilgiver man dog Bornemann, for de to gode kvaliteter er bevaret: Spændingen og den gedigne underholdning.