Ole Bornemann: Hans sidste rolle. Samleren 2003.307 sider, 248 kr.

Ole Bornemann har i en årrække boet i syd-Frankrig. Det er her, han fandt miljøet til sine to første trillers. ”Det sidste vidne” vandt Det danske Kriminalakademis debutantpris, og ”Den døde taler” fulgte på bedste vis op. De to historier blev båret af gode plots og en kulsort, ironisk skildring af gallisk esprit i nutidig aftapning.

I opus tre har Bornemann søgt noget andet, nemlig den hårdkogte amerikanske thriller. Betegnelsen på titelbladet er Kriminalroman fra Hollywood, og hovedhandlingen drejer sig om drabet på en berømt filmstjerne. Den sag skal opklares af Brian Cole fra drabsafdelingen i Los Angeles-politiet. Cole er berygtet for sin ubestikkelighed, men læseren véd, at det blot er et dække for hans virkelige virke som meddeler for den lokale mafia. Sagen er hurtigt opklaret (sådan da – for Cole har måske ret, når han fornemmer, at det hele er lidt for oplagt), men Cole får også afdækket, at den virkelige baggrund kan være svindel med de velgøren-hedsmidler, som Cole var med til at indsamle. Pengene forsvandt på en nummerkonto i en af de dubiøse internationale banker, og de små børn i Afrika sulter fortsat. Det perspektiv interesserer både FBI og mafiaen (der i Bornemanns fremstilling minder uhyggeligt om hinanden), og så er Cole for alvor ved at få ørene i maskinen.

Det svinger ikke. Cole er og forbliver en gemen mand, der ikke kan overbevise i rollen som ”helten” i den kulørte skrøne. Brutaliteten og de efterhånden mange voldsomme drab virker nærmest søvndyssende, og den amerikanske korruption er i Bornemanns regi klodset og amatøragtig – man savner den elegance, hans franske hovedpersoner udstrålede i tilsvarende situationer. Bornemanns kvalitet skulle være hidsig spænding, men mesterens klo mærkes i denne roman kun i den sidste femtedel, hvor Cole kæmper mod uret for at hindre henrettelsen af den, der er dømt for mordet, og samtidig skal holde vågent øje med ryggen.

Desværre: En skuffelse.