Rolf Boysen: Den fjerde sabotør. Gyldendal 2003. 241 sider, 248 kr.

Erik Andersson er 39 år. Han har haft succes med sit IT-firma, men er nu ramt af branchens nedtur. Erik har aldrig været familiemenneske, men han rejser alligevel til landsbyen Over Jernum (nord for Aalborg) for at hylde din farbror på dennes 75-års fødselsdag. Farbror er den eneste overlevende af fire brødre, der voksede op i landsbyen. Han er vendt tilbage efter en indbringende erhvervskarriere i hovedstaden for at nyde sit otium i barndomshjemmet.

Eriks virkelige ærinde er ikke farbrors runde dag. Han har modtaget et anonymt brev, der formener, at der var en for Erik ukendt baggrund for, at hans far begik selvmord, da Erik var seks-syv år gammel. Hemmeligheden kan han finde i landsbyen, men han skal passe på, for det er farlige ting at rode op i. Det er en udfordring, Erik ikke har kunnet ignorere, fars billede hang skævt.

Risikoen bliver Erik smerteligt klar over – han udsættes for chikane og sågar drabsforsøg. Men han insisterer og afdækker langsomt sandheden. Faderen og farbrødrene udgjorde en modtagegruppe under besættelsen. De levede farligt, og de påførte også lokalsamfundet en risiko. Det blev aktuelt, da et par tyske politisoldater ville arrestere dem. Det lykkedes at dræbe gestapomændene, og ligene blev vel skjult. Folk fra det dystert missionske miljø kunne ikke acceptere sligt – det var ikke heltemodigt, men skammeligt. Sagen måtte holdes skjult, uanset risikoen for en tysk clearing-aktion, der dog blev aflyst, da den ældste bror (som ironisk nok ikke var med i gruppen) blev anholdt og summarisk henrettet. Hvem vidste hvad, hvem var stikkeren, der satte tyskerne på sporet, hvem var gruppens fjerdemand og hvad skete der med ham? Det er dystre spørgsmål, og da alle i landsbyen skulle leve med hinanden også efter krigen, blev der lagt låg på.

Det er nok ikke helt plausibelt, at en så dramatisk historie har kunnet holdes skjult i en tid, hvor flittige historikere har vendt selv de mindste sten fra besættelsestidens historie. Men med det forbehold er det en lavmælt, redelig historie. Stærkest er skildringen af landsbyen, der er næsten kvalt i de aldrende missionsfolks jerngreb. De unge flygter fra ”brødresam-fundet”, kun taberne er tilbage. Dertil kommer Eriks ganske kløgtige detektivarbejde, og en efterhånden ganske stærk spænding.

Værd at bruge en aften på.