Lene Rikke Bresson: Månegrus. Carpe Diem 2004. 231 sider, 240 kr.

Bressons debutroman fra 1999 (”Genveje”) handlede om loyalitetskonflikter og grumset etik i en stor industrivirksomhed. Historien blev fortalt af den nybagte økonom Dyveke (”Dy”) Ipsen, der skulle rydde op i togfabrikkens finansielle problemer. Hun kom for tæt på, og romanen sluttede med, at hun og hendes kæreste, underdirektør Torben Belier, blev ofre for en arrangeret bilulykke. Muligvis et dobbeltdrab.

Fortsættelsen viser, at så galt gik det ikke. Dy fortæller videre. I totalt chok blev hun samlet op af to venlige ældre kvinder, der sørgede for hendes rekreation. Torben ser hun først lang tid efter - umiddelbart før hans skal giftes med en anden. Men han forsikrer hende om, at hans kærlighed til hende fortsat er stærk, og at han vil lade sig skille, så snart han har levet op til sin forlovedes forventning om et mondænt bryllup. Forholdet mellem Dy og Torben kompliceres yderligere af, at Dy nu venter hans barn.

Dy har tidligt mistet sin mor – selvmord var den gang forklaringen. Hos sin mormor finder Dy de papirer, moderen arbejdede med som journalist. Det drejer sig om sorte penge i banker i Schweiz, og sporene peger mod en inter-europæisk koncern, som ejer både den fabrik, hvor Dy og Torben arbejdede, og den virksomhed, hvor Dy har fundet sit nye job. Alt sammen har det noget at gøre med skammelig våbenproduktion under anden verdenskrig. ”Månegrus” står der på en af moderens huskesedler, og det er – får Dy forklaret – et slangudtryk for nazi-penge. Mindre bliver Dy’s forvirring ikke af, at Torben viser sig at være arving til den koncern!

Midt i sine kaotiske overvejelser om alle disse problemer inddrages Dy i en katastrofe. Hun er på vej til Jylland, da IC-toget under Storebælt rammes af en eksplosion. Blandt passagererne er statsministeren, som omkommer ved ulykken – eller attentatet. Hurtigt lægges skylden på muslimske terrorister, men sandheden er muligvis en anden.

Der er således adskillige tekstspor i romanen: Mordet på statsministeren. Mystikken i den store koncern – og muligheden for, at Dy’s mor dengang blev likvideret, fordi hun kom for nær de farlige hemmeligheder. Dyveke, der skal finde sig selv efter den traumatiske ulykke. Hendes mildt sagt forkvaklede kærlighedshistorie (læseren, der jo har sine associationer til Dyveke & Torben, spejder dog forgæves efter de forgiftede kirsebær). Desværre formår Bresson ikke at smelte det sammen – det bliver fragmenter af forskellige historier. Hvis det foranstående handlingsreferat virker rablende, er det således ikke (i al fald ikke kun) udtryk for anmelderens uformåenhed.

Dyveke står i romanens sidste kapitel stolt med den baby, som hun lige har født – ene kvinde skjult i en klippehule i Sydfrankrig. Hun er muligvis mål for en likviderings-patrulje.

Læseren virrer konfus med hovedet.