Lene Rikke Bresson: Magtværk. Carpe Diem 2008. 239 sider, 248 kr.

Lene Rikke Bresson præsenterede Dyveke (”Dy”) Ipsen i ”Genveje” fra 1999. Dy forsøgte som nyansat økonom at gennemskue, hvad der egentlig gik i svang i en stor industrivirksomhed – en nysgerrighed, der til sidst blev farlig for hende. I ”Månegrus” fra 2004 blev Dy klar over, at virksomheden blot var en beskeden del af en gigantisk koncern, og at koncernens kapital oprindelig stammer fra ulovlig produktion af våben under anden verdenskrig. De gedulgte aktiviteter foregik i Sverige, og de lyssky salg var omhyggeligt camoufleret. Pengene stod længe og ynglede på en anonym konto i Schweiz, men de er nu ved langsomt at komme hjem efter diverse ”hvidvaskning” via koncernens mange selskaber.

Undervejs kom Dy til at danne par med Torben – som har vist sig at være arving til koncernen. Han holdt fast ved Dy, og de er nu begge jaget af koncernens egentlige magthaver, Torbens tante Lin Sankilde, der er et af de uhyggeligste kvinde-monstre, man har mødt. Torben og Dy er sårbare, ikke mindst efter at Dy har født deres første barn. Enhver, der står i vejen for Sankildekoncernen eller blot for Lin selv, bliver nådesløst likvideret. Det gjaldt sågar den danske statsminister i trilogiens bind to.

Jagten fortsætter i opus tre, selv om Dy og Torben indgår en aftale med Lin om en art våbenhvile – idet de to skiftevis er for og imod den løsning. Torben får til sidst fat i tovets tykke ende, spørgsmålet er blot, hvilke midler han har anvendt undervejs. Og så står Dy på ny med valget mellem sandheden og på den anden side det succesfulde, gode liv.

Antagelig er sigtet at illustrere nok en gang, hvad magt og penge gør ved et menneske. ”Lad mig fortælle Dem om de meget rige. De er anderledes end De og jeg”, som en stor forfatter skrev for mange år siden. Det kunne for så vidt have været romanens motto. Der er derfor også – da de flygtende en overgang har søgt skjul i en lille jysk landsby – et (lidt forkrampet) tilløb til en påvisning af, at magtstrukturerne såmænd er lige så uhyggelige i mikrosamfundet som i den store verden.

”Magtværk” er ikke en kølig erhvervsthriller. Genremæssigt skal man snarere søge i retning af fabel og eventyr. Personerne (ikke blot Dy og Torben) skifter undervejs holdninger og målsætninger. Realismen er begrænset – en EU-politimand, som en tid er en væsentlig støtte for de to, synes at arbejde uden tilknytning til et korps eller en institution. Dy hilser et sted åndsfraværende på den ny statsminister, men har ikke noget at bruge den kontakt til. Etc. Mystifikationer mere end mystik.

Alt sammen er skrevet med en sær charme, så man bliver ikke rigtig irriteret, i al fald ikke før man efterfølgende tænker historien igennem.