Jakob Brønnum: Forfølgeren. Hovedland 2007. 277 sider, 259 kr.

Peter Ulrik Hahn er – eller har måske været – en lovende forfatter, men han har aldrig opnået et gennembrud. Hans nye roman bliver heller ikke den ventede succes, for landets toneangivende kritiker, J. F. Aarup, giver den en barskt anmeldelse. Da kæresten oven i købet har forladt Peter, rabler det. Han går mere eller mindre til bunds i en depression (godt hjulpet på vej af alkohol), medens han overvejer forskellige muligheder for at chikanere Aarup, rækkende fra banal telefonterror til det, der er værre. Hvad han faktisk gør, og hvad han blot forestiller sig, står hen, måske også for ham selv. Han er jo forfatter, og fiktion er i hans bevidsthed lige så virkelig som realitet.

Og så bliver Aarup faktisk myrdet. Netop en nat, som Peter slet ikke har styr på. Han sigtes for mordet og varetægtsfængsles – unægtelig på tynde indicier. Den delvise forklaring, han kan fumle sig frem til, viser sig imidlertid at holde, og de få tekniske spor, som den sheriflignende kriminalbetjent Feldberg i første omgang støtter sin mistanke på, holder ikke. Peter løslades, og måske har han så (som et endnu mere vildt gætteri) den rette løsning i baghånden.

Med sort humor skildres en mands mentale sammenbrud. Så realistisk, at det trods gode one-liners bliver lidet opløftende læsning. Romanen tilbyder hverken et plot eller en opklaring i traditionel forstand af mordet på kritikeren. Det meste er helliget snak om litteratur og om forfatteres kummerlige vilkår. Mange giftige skildringer af en gruppe ikke længere helt unge digtere, der aldrig fik plads på parnasset, og som nu forslår tiden ved stambordet i en tålsom beverding, hvor de endeløst kan bagtale større ånder i almindelighed, kritikere i særdeleshed. Og sige endnu værre ting om det publikum, der ikke køber eller i al fald ikke værdsætter mesterværkerne: De bøger, der ikke sælger, bliver ikke læst, og de bøger, der sælger, bliver heller ikke læst, for folk køber dem kun for at have dem liggende fremme, når de får gæster. I virkeligheden er det kun korrekturlæseren, der har læst dem, og de ser jo ikke, hvad der står, kun hvordan det er stavet. Frustrationer i frodig vækst!

Den skulle struktureres som en krimi – men ikke være en krimi, det skulle være en eksistentiel roman. Sådan overvejer Peter et kommende romanprojekt. Måske er det netop den bog, Jakob Brønnum har skrevet. Det er så lykkedes ikke at gøre den til en krimi, men desværre ikke at gøre den til ”en eksistentiel roman”.