Pia Reesen Brønnum: Når fanden banker på. Mellemgaard 2008. 338 sider, 220 kr.

Det lyder lovende, det feriekursus, som radio-journalisten Sabrina og hendes psykolog-veninde Margrete melder sig til. 14 dage på et ”welnesscenter”, et ombygget og restaureret gods i Nødebo i Nordsjælland. En tiltalende blanding af udsøgt mad, langhårede foredrag (med vægten lagt på underholdning), fitness og lettere undervisning i tegning og maling. Stemningen er høj, da de 12 kursister samles i den smukke dagligstue, og små venlige eroter begynder straks at antyde interessante muligheder.

Det bliver et mareridt, som indvarsles allerede den første dag, da de to midaldrende kvinder på en spadseretur i skoven tilfældigt finder skelettet af et nyfødt barn. Det har ligget nedgravet i mange, mange år. Uhyggen følges op, da stuepigen på centret bliver brutalt myrdet i vaskekælderen. Journalisten vågner i Sabrina – hun vil opklare den sag, og med det mål trænger hun sig på i et helt utroværdigt samarbejde med kriminalkommissær Nyborg, der leder den politimæssige efterforskning (hun er sågar med, når han afhører de tilstedeværende om intime og personlige forhold!). Langsomt afsløres forbindelser mellem kursisterne, indbyrdes såvel som i forhold til stedet. Og Sabrinas vilde gæt på, at den aktuelle sag har en sammenhæng til det nyfødte barns død årtier tidligere, viser sig at holde stik. Mod al sund fornuft bliver kursisterne på stedet. Et drabsforsøg, et voldeligt røveri og nok et mord støder til, og mystikken tætner, også i relation til de få spor, som politiets tekniske undersøgelser og Sabrinas ”interviews” med nogle lokale folk afdækker. Og langt inde i det fortidige mørke lurer en pædofiliskandale, da det viser sig, at det var Fanden selv, der bankede på døren til de soveværelser, hvor et pigehjems alumner engang boede.

Alt sammen urealistisk og klaustrofobisk som i en krimi fra 1930’erne. Læseren undrer sig over, at bogen virkelig er udgivet i 2008. Og undres over Sabrinas naive roden sig ud i stadig større fare, da der jo trods alt går en morder løs iblandt dem. Man irriteres samtidig over, at der tilsyneladende ikke er læst korrektur af en sprogkyndig forlagsredaktør, der kunne have luget en del vildskud væk, og måske også kunne have medvirket til en tiltrængt beskæring af alt for mange associationer og ligegyldige beskrivelser af dette og hint. Men med de ikke uvæsentlige forbehold er det en krimi, der såmænd ikke er værre end så mange andre tilbud om lidet krævende tidsfordriv til en regnfuld weekend.