Jonas Bruun: Drivjagt. Gyldendal 2006. 234 sider, 249 kr.

Historien fortælles af Knud Thorm, der er præst i et sydsjællandsk landsogn. Kun fire år fra pensionsalderen er han stadig et sandt renæssancemenneske, engageret i jagt, våben og god mad og i sin jævnaldrende, attraktive kæreste, lægen Miriam. Dertil kommer Thorms sære hobby: Han dyrker kødædende planter. De gror i lukkede terrarier, hvor de lever af de biller, han sætter ud. Det skal være det perfekte økosystem, hvor billerne akkurat kan nå at reproducere sig så meget, at planterne fortsat kan gro – en målsætning ikke helt ulig den ambition, man må formode at oprigtige kristne mener Gud havde, da han skabte det paradis han senere blev så frygtelig skuffet over. Paradiset tror Thorm ikke mere på, og også gudstroen har han skippet. Han nøjes med at passe sit arbejde, lejlighedsvis så sjusket, at flere i menighedsrådet ønsker hans afgang. Thorm vil imidlertid ikke give slip på den trygge tilværelse i en herskabelig præstegård. Det er for ham det gode liv. Han ønsker ikke originalitet, men stabilitet og ro. Hvis man vil undgå smerte og ubehag, gælder det om at flyde med strømmen og undlade at udvikle sig efter det fyldte femtende år. Det ideal havde jeg til fulde levet op til. Jeg er hvad jeg selv vil kalde det urealiserede menneske. Den svada skriver Thorm med stolthed!

Mellem jul og nytår deltager Thorm i en drivjagt. Bagefter mangler en af jægerne. Det er Thorms lidet sympatiske nabo, der findes dræbt ude i terrænet. Årsagen er ikke et vådeskud, der er tale om mord, og kriminalkommissæren fra den nærliggende købstad kigger lidt vel hastigt Thorm ud som den mest sandsynlige drabsmand. Indicier og motiv viser sig at være for lidt, men Thorm vil alligevel ryste sigtelsen af sig ved selv at opklare sagen. Det forsæt styrkes, da en mere tiltalende person dræbes som offer nr. to.

Prøvet og god krimiskabelon – amatøren, der bliver detektiv både for at forsvare det, der for ham er det gode liv, og for at hævne en ven. Det er skrevet dygtigt, Thorm afdækker adskillige mulige motiver til drab og undervejs også nogle lidet flatterende sandheder om sognets beboere. Pludselig er der mange muligheder: Nabostridigheder, fjendskab over flere generationer, pædofili og kamp om gyllekvoterne. Miljøet fængsler mindst lige så meget som plottet. Der er drive og energi i romanen, om end den går en smule død i midterstykket. Finalen er som sig hør og bør en barsk affære, dog afbødet af en epilog, hvor Thorm opnår det otium, han så sandelig har fortjent.

Jonas Bruun har tidligere udgivet et par digtsamlinger – vistnok avantgardistiske, ”smalle” bøger. Det har hjulpet ham til et meget præcist sprog. Selv har han i et interview sagt, at han troede, det var en komisk kriminalroman, han havde skrevet, og det har skuffet ham, at anmelderne stort set ikke noterede sig det. Man må imidlertid konstatere, at den ambition ikke kommer i havn. Romanen tilbyder med Thorms ironiske og sarkastiske replikker enkelte gode grin, men tonarten er umiskendeligt mol.

En stilsikker debut, som kun kan anbefales.