Jonas Bruun: Morelli-metoden. Gyldendal 2008. 204 sider, 199 kr.

Slavek Lorentzen driver sammen med en ven et bureau, som tilbyder sikkerhed og overvågning. Oprindelig var han politimand, men et fejlskøn med fatale konsekvenser kostede ham jobbet, og da han yderligere dristede sig til at lave et barn på den kvinde, som chefen kort efter giftede sig med, har han ingen venner i kriminalpolitiets top. Slavek savner arbejdet, hans nuværende liv forekommer ham tomt og indholdsløst – han er en arret sjæl, som han med en af romanens få klicheer mener et sted.

Slaveks aktuelle opgave er at finde den smukke kunsthistoriker Annika, der er udeblevet fra sit job i et mondænt galleri. Det lykkes, og hun byder ham mere end velkommen til en uforglemmelig nat i det sommerhus, hun har gemt sig i. Da han vågner næste morgen, ligger Annika dræbt på plænen uden for. Sporene efter Slavek er tydelige og mange, og han kender politiets procedurer, så han véd, både at han vil være den oplagte mistænkte, og at en domfældelse af ham vil være en fornøjelse, som kriminalchefen vil gøre en del for ikke at gå glip af. Han må derfor – før politiet får fat i ham – opklare forbrydelsen. Romanen handler så om Slaveks forsøg på at trænge ind i det kunstner- og kunsthandlermiljø, hvor Annika færdedes, og prøve at forstå, hvad hendes rolle var i de temmelig ubehagelige sammenhænge, han efterhånden får færten af.

Konceptet er således traditionelt: Mand i klemme må klare ærterne selv. Det er Jonas Bruuns roman til gengæld ikke. Fortællingen gennemføres i dyster stil, meget beror på antydninger og fornemmelser. Fokus glider fra detektivarbejdet til Slaveks og et par andres Innenleben, Det er, som om forfatteren ikke har bestemt, om det skal være psykologisk thriller eller krimi noir (og ikke får noget godt ud af at kombinere de to muligheder). Bruun skriver et smukt, klassisk dansk. Han er præcis, de få metaforer er velvalgte og originale, og der er endda plads til spredte barske vitser (Alle de mennesker, der siger, ”at det er det indre, der tæller,” gifter sig sjældent med en hjertevarm, psoriasisbefængt bistandsklient) – men helheden savner liv og konsekvens.

Det sidste illustreres af titlen, der sigter til den italienske kunsthistoriker Giovanni Morelli, som i 1800-tallet udviklede en særlig teknik til at afgøre, om et maleri er ægte. Hver kunstner har én eller et par detaljer, der går igen fra værk til værk. Velasquez tegnede f. eks. tommeltotter der buede indad, medens elever (og falsknere) anatomisk korrekt lader dem bue udad. Andre malere kan identificeres gennem måden en mundvig eller et øre tegnes på, etc. Der er i romanen en ekspert, der bruger netop den fremgangsmåde, da der opstår tvivl om et par lærreders oprindelse. Men det er ikke ”Morelli-metoden”, der fører Slavek til en opklaring, og det var jo ligesom det, der var stillet læseren i udsigt.

På baggrund af Bruuns interessante debutroman fra 2006 – ”Drivjagt”, der vandt Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom – lidt skuffende.