Peder Bundgaard: Tåge over Langebro. Lindhardt & Ringhof 2007. 208 sider, 199 kr.

Da Arthur Brandt blev udnævnt til chefredaktør på ”Herolden” fik han overrakt en smuk pistol som symbol på den magt, han fremover skulle udøve. Den har siden været hans maskot ved højtidelige lejligheder, selv om netop en pistol passer dårligt til ”Heroldens” image som kulturradikal, fredselskende avis. Skyderen er døbt ”Escalibur”, navnet på sagnkongen Arthurs sværd, og nutidens Arthur ser gerne sine medarbejdere omkring redaktionens runde bord som en genskabelse af myternes Camelot. Han fremhæver idelig, at de alle er én stor familie, hvor enhver er loyalt engageret i bladets trivsel. Virkeligheden er en anden: Intriger, sladder, brødnid og en prikkerunde lige om hjørnet.

Nu er pistolen blevet stjålet, og Arthur engagerer detektiven Boris K. Jensen til at finde den – en politisag vil vække uønsket opmærksomhed. Boris K var hovedpersonen i Peder Bundgaards debutkrimi fra 2004. Han var dengang og er nu, hvad han selv kalder en skoddetektiv, og det beror på en tilfældighed, at han finder pistolen blandt de få ejendele, som den mystiske Maggie har slæbt med sig, da hun søger en kort tids husly i hans kontor. Boris K har ikke samme held med de drabssager (eller mulige drabssager), der langsomt fylder op i hans fortsatte virksomhed for Arthur. Først til allersidst begynder han at lægge de indicier, han trods alt er snublet over, sammen til en sikker sag mod den skyldige. Men så tager fanden ved historien. Flere af personerne har leget med okkulte ritualer og anden nymodens dårligdom. Det kulminerer i en mareridtsagtig slutning, som efterlader i al fald denne læser som ét stort spørgsmålstegn.

Der er en smule god satire over øjeblikkets medieverden, hvor gratisaviserne er ved at kværke de hæderkronede dagblade. Vitserne er søgte snarere end sjove (jeg følte mig overflødig som en flæskesteg under ramadanen), og krimidelen er ikke tilfredsstillende. Nogle få siders reelt detektivarbejde, adskillige usandsynlige tilfældigheder, et plot, som stort set kun er et postulat – og det hele rundet af med uinteressant fantasteri.

Tidsspilde.