Peder Bundgaard: Dødsens stille. Lindhardt & Ringhof 2004. 278 sider, 249 kr.

Boris K. Jensen er grafiker – men han har ingen kunder. Selv præsenterer han sig som altmuligmand på livets store margarinefabrik, og dermed er stilen i hans historie angivet. Ved en ren misforståelse hyres han som detektiv af Victor, der driver en specialforretning med efterspurgte gamle grammofonplader. Victor savner sin niece Michelle, der er forsvundet i det københavnske rockmiljø, og han savner et demobånd med nogle aldrig offentliggjorte optagelser af rockgruppen Ikaros, der ikke rigtig slog igennem i 1970’erne, men som nu har fået kultstatus. Gruppens ene album skal måske genudsendes som CD, især hvis det kan suppleres med nogle bonustracks fra det forsvundne bånd. Det lå hos pladeselskabet, men er tilsyneladende blevet stjålet.

Boris drager rundt til medlemmerne af det længst opløste band og til de piger, der sværmede omkring musikerne. Han opfanger lidt hist og pist, men ikke ret megen sammenhæng. Dog er der tydeligvis en forbindelse mellem tyveriet af båndet og mordet på en frygtet rockanmelder, og der er skumle hemmeligheder hos de midaldrende exhippier – tres, trist og traurig. Tingene udvikler sig skævere og skævere, et par nye mord støder til, og Boris fatter stadig ikke en brik. Indtil den ikke videre oplagte forklaring dukker op af sig selv.

Der er ikke ægte krimi i den historie. Den tjener i stedet som anledning til at fortælle anekdoter fra rockmiljøet dengang – det har sikkert været morsomt for de implicerede, men er ikke sjovt for en udenforstående.  Det er Boris vitser heller ikke. Hans bedste ven er Ejler, der ikke siger meget, men det er nok fordi Ejler er en kat. Min barndoms Tykke-Niels kunne ikke have udtrykt sig mere morsomt!

Peder Bundgaard har sin niche i dansk kriminallitteratur. Han tegnede de fremragende omslag til Dan Turélls mord-serie. De romaner har muligvis været Bundgaards inspiration, men afstanden er betydelig, selv om han har henlagt sin skrøne til et Vesterbro, der pietetsfuldt lægger sig op ad Turélls forlæg. Og selv om han hylder mesteren ved at gøre en rockversion af Ingemanns vers om lysets engel til et vigtigt nummer på demobåndet.

Turéll påstod, at han besvimede, første gang han hørte den salme sunget. Desværre går der ingen engel med glans gennem Bundgaards bog.