Mogens Kaj Byrler: Terror i Danmark. Prudentia 2007. 272 sider, 238 kr.

Når I støder på fjenden, så sørg for at skaffe maksimal ildkraft på jeres side. Det var delingsføreren på rekrutskolen, der i sin tid sagde sådan, og den nu temmelig desillusionerede koordinationsminister husker hans råd. Han er dybt uenig i folketingsflertallets (og regeringens) politik, der går på fred for enhver pris. Beredskab opretholder Danmark kun for at kunne bistå ved internationale hjælpeaktioner, tungere våben findes stort set ikke mere, hær og flåde er decimeret – man er besluttet på hellere at vende den anden kind til end at bruge magt.

Vi er ca. syv år ude i fremtiden. Politisk er landet velsignet med en vifte af partier, der strides indbyrdes, udretter lidet og stort set kun er enige om den defaitistiske kurs der er skildret foran. De ledende politikere er en samling narrehatte – de få, der forsøger at øve en konstruktiv indsats, er magtesløse. Landet ligner et nemt bytte, da nogle islamistiske grupper indleder en række blodige terroraktioner, kulminerende med krav om, at de muslimske ghettoer i landets større byer anerkendes som autonome områder med sharia-lovgivning, forvaltet af udvalgte muslimske mænd. Pornografi og homoseksuelle forhold skal kriminaliseres i hele landet, og der skal hurtigt iværksættes byggeri af moskeer og etablering af muslimske gravpladser. Imødekommes disse krav ikke, vil værre terroraktioner følge.

Medens politikerne nøjes med at lægge ansvaret for den skæve udvikling over på hinanden, finder en gruppe brave kvinder og mænd sammen, hentet fra det rudimentære militær og politiet. Frederik den X (der netop har overtaget kongeværdigheden efter sin syge mor) bliver leder af en aktion, der skal genindsætte danskerne i retten til riget og nedkæmpe den islamiske hydra. Terror mødes med beslutsom modstand, jægersoldater og frømandskorps folder sig ud. Det er krig, og der tages ikke fanger! Det er simpelthen det mest brutale voldsorgie undertegnede mindes at have læst.

Militære idealer forherliges og kongerøgelsen emmer (i portrættet af den karismatiske Frederik og når talen falder på prins Joachims sædvanlige rolige imødekommenhed eller hans charmerende moster Benedicte, der skælmsk driller en flådeofficer, som får en hovedrolle i det kommende opgør). Over det hele nedkalder en renfærdig kvindelig landsbypræst Vorherres velsignelse – hun droppede en lovende karriere i et bymiljø, da hun blandt provstiets præstekolleger mærkede nogle tendenser, der gik i retning af at skabe nye initiativer til en forstærket globalisering af den kristne trosudøvelse.

En kaotisk roman, hvor overblikket tit svigter, når handlingen til stadighed skejer ud i tangentløbende associationer. Man mærker dog en slags rygrad, en holdning a la de gamle dyder ”Gud, Konge og Fædreland” eller måske snarere det mere præcise ”Blut und Boden”.

Ikke min kop te.

P.S. Bagsideteksten taler om ”et opgør om magten over det store narkotikamarked mellem en gruppe kriminelle indvandrere og en lokal rockergruppe”. Det stof findes stort set ikke i bogen – kun en kort episode, hvor islamisterne jævner den lokale rockerborg med jorden, myrder rockerne og tilegner sig deres våben.