Robert Zola Christensen: Biologen der tabte hovedet. Borgens forlag 2000. 253 sider, 299 kr.

Grænsen mellem “spændingsroman” og “almindelig roman” udslettes i disse år. Den angribes fra begge sider. Thrillerforfattere vil ambitiøst skrive tekster med samfundsrelevans og kaste sig ud i etiske diskussioner. Og mainstream-forfattere låner teknikker, temaer og effekter fra krimiarsenalet, måske for at sælge til nogle læsere, der falder for frasen “spændende som en kriminalroman”. Ofte er resultatet skuffende. En krimi, hvor plot og opklaring behandles stedmoderligt, bliver det rene ingenting. Og der er ikke megen trøst at hente i en liden, intransplanteret krimigåde i en roman om noget ganske andet, hvor dette andet bare ikke slår til.

Pudsigt nok viser kritikken stor overbærenhed med de forfattere, der normalt skriver, hvad P. D. James ironisk har kaldt “mere prestigegivende litteratur”. Man så det, da Hans Lyngby Jepsen for nogle år siden udgav “Sin lykkes smed”, hvor et bøssepar i åbningsscenen ligge dræbt, den ene i den indefra låste lejlighed, den anden uden for. Det giver forfatteren mulighed for at tegne en række småsnurrige portrætter, efterhånden som politiet afhører opgangens beboere - men arbejdet med spor og indicer fader hastigt ud, “mordene er forfatteren lige så ligeglad med som vi andre” skrev Jens Kistrup i sin positive anmeldelse. En pålidelig krimianmelder som Preben B. Christensen konkluderede mere præcist: “En flad fornemmelse, en parentes i forfatterskabet”.

Naturligvis kan det gøres, når talentet er til begge dele. Lars R. Stadil - der bestemt ikke er spændingsforfatter - beviste det for nogle år siden med “Originalen”, som primært er en læseværdig generationsroman, men som dog kvitterede for lånet af en række krimi-skabeloner ved at fastholde et gådefuldt plot, tilrettelægge en troværdig efterforskning og afslutningsvis levere en opklaring. Også i 2000 har en håndfuld forfattere, der er ude i andet ærinde, lænet sig op ad spændingsgenren. Og det har i et par tilfælde givet interessante resultater.

En videnskabsmand uden hoved.

Robert Zola Christensen skriver om Pelle Beck, der arbejder på Panuminstituttet og har haft succes med sin forskning i genteknologiens viderværdigheder. Romanen fortæller om hans nedtur, da han i løbet af et langt vinterhalvår sætter det hele over styr: Konen skrider, forskerkarrieren går på grund, jobbet ryger, hus og hjem er borte, elskerinden forsvinder på mystisk vis, og til sidst mister han sin lille søn. En deprimerende historie, fortalt i løsrevne episoder. Den rationelle videnskabsmand fatter ikke, hvad der sker med hans liv, og han kan slet ikke styre det. Læserens fornemmelse er usikker. Det er naturligvis mere end den banale midtvejskrise, men er det et accelererende sammenbrud, eller er det en psykiatrisk sygejournal? Paranoiaen bliver i al fald tydelig, efterhånden som Pelle selvdestruktivt linder på døren til sin “indre gummicelle”.

Som en slags kompositorisk ramme indgår en kriminalhistorie, der begynder, da Pelle fra elskerindens lejlighed ser en mistænkelig person haste fra det buskads, der viser sig at være gerningsstedet for et seksualdrab på en lille pige. Pelle ringer anonymt til politiet med et signalement, men slipper ikke med det. Successive drages han ind i sagen, der viser sig at handle om en uhyrlig pædofiliring. Politiets fremgangsmåde kan kun forstås, hvis de ansvarlige bagmænd skal findes højt oppe i etatens hierarki.

Ulykkerne er imidlertid ikke en følge af, at Pelle tangerer mordet. Katastroferne var begyndt allerede da. Sære ting sker omkring Pelle. Forklaringer antydes, men dokumenteres ikke. De er romanens hovedtema: “Virkningerne er der i virkeligheden før årsagen. Der sker det, der sker. Og årsagssammenhænge er en menneskelig opfindelse. Vi er nødt til at støve forklaringer op”. Det er naturligvis en anskuelse med konfliktstof for en stringent naturvidenskabsmand. Men det er lige så selvfølgeligt en helt umulig tese i en krimi.

Historien om forbrydelsen, der munder ud i mystifikation snarere end i opklaring, arbejder ikke sammen med historien om manden, der langsomt krakelerer. Biologen taber hovedet, medens romanen savner rygraden. Tilbage står de isolerede forløb, der er kigget godt ud i øjeblikkets danske virkelighed. Samlet bliver det imidlertid en tung vandring mod ingen afslutning.  

En lysende kat. 

Titelkatten i Niels Brunses roman hedder Sursa og bor hos den lidt ensomme kriminalreporter Jesper Lund. Den er kun et dekorativt element i romanen. Katten opklarer ingenting, den nøjes med at anskue sin 37-årige herres problemer netop fra kattehøjde. Man havde gerne kendt den siameser!

Jespers kontakt på politigården giver ham et tip om en sær sag: Komponisten Peter Vejland er forsvundet. Han kørte i Kalundborg om bord på katamaranen på vej til en arbejdsferie i Jylland - men bilen stod tilbage på vogndækket, da færgen blev tømt i Århus. Politiets undersøgelser giver ikke grundlag for andet end en formodning om en hændelig ulykke. Jespers intuition siger ham, at der er mere i sagen, der langsomt udvikler sig til en besættelse, også for pressefotografen Madeleine, som han under forløbet etablerer et forhold til.

Jespers efterforskning bringer ham i kontakt med Vejlands familie - den unge hustru, det nyfødte barn og den sambo, som Vejland selv indførte i familien efter barnets fødsel. Langsomt afdækkes komponistens liv, hvis holdepunkt har været, at han i virkeligheden ikke er søn af den kedsommeligt venlige kontormand, som hans mor giftede sig med kort før hans fødsel. Hans far var en frihedskæmper, der blev ærefuldt dræbt ved en aktion i april 1945. Til sidst finder Jesper det afgørende spor, der naturligvis fører til Vejland selv. Bogens anden del er Vejlands beretning om, hvorfor han har gjort som han har gjort, tredje og sidste del konfronterer de to fortællinger. Komponisten, der har levet på en dobbelt identitet, og mistede dem begge. Og den personlighedsløse journalist, der finder en identitet sammen med den pige, han møder lidt sent i sit liv. “Han var til stede, lige her, han var ikke gået i skjul bag indbildte meninger og vrangforestillinger”, konstaterer Madeleine befriet, da hun og Jesper omsider har elsket.

Katten kan være tilfreds, og læseren tilgiver Brunse det ene lidt fjollede vildspor, der består i Jespers okkulte vision af en lille grå mand, som uforklarligt dukker op, når handlingen runder et kritisk hjørne. Resten af mange mystifikationer glider overbevisende på plads i det labyrintiske, vel udtænkte plot. Sporbehandlingen er forbilledlig - Brunses variant af en krimikliché som kryptogrammets hemmelige budskab er f. eks. drejet så elegant og overraskende, at selv garvede krimiforfattere må blive misundelige.

Endelig må enhver glæde sig over det usædvanligt præcise sprog, Brunse mestrer (god træning fra fremragende oversættelser?). Der ruttes ikke med beskrivende adjektiver, men de, der er der, fungerer effektivt. Der fortælles en hel del, når Jesper betaler “et tåget antal kroner” på værtshuset.

Hvad enten man er til krimi eller ej, er “I lyset af en kat” simpelthen en pragtfuld oplevelse.