Erik Christiansen: Manden uden tid. Modtryk 2001. 220 s. 248 kr. 

Historien fortælles af en mand sidst i fyrrene. Han er alene - konen har forladt ham og taget børnene med. Han har kun sit ydmyge job som arkivar i et mindre ministerium, og så dagdrømmene om Maria. Hende mødte han som helt ung, de forelskede sig - men forholdet endte, da hendes forældre opdagede, at hun var gravid. Hun forsvandt ud af hans liv, barnet blev bortadopteret. Det er han aldrig kommet over, og måske er det en slags forklaring på, at han er gået så aldeles i stå.

Navnet er “Larsen”. Kun det, men det er jo belastet nok i dansk litteratur. Denne nutidens Larsen har aldrig haft nogen melodi (bortset måske fra dengang med Maria), og han har følgelig heller ikke mistet nogen. Han er vokset op i et ortodokst socialdemokratisk miljø, traf Maria i DSU, og er stadig medlem af partiet. Hans passivitet skiller ham ikke fra de andre - ideologien er død, de røde faner rullet sammen.

Det bedste i bogen er Larsens resignerede ensomhed, da de moderne management-mekanikere tager fat på ministeriet. Journalsystemet afskaffes, hans kammerater fritstilles efter mange års tjeneste. Det sker med en “plan” og garneres med tidens meningsløse koder: Strukturrationalisering, tilpasning, omstilling, outscoring etc. Altsammen farlige ord, der koster menneskeskæbner. Så mange flittige år af de bedste til en beskeden løn, men med troen på den ikke skrevne gensidige aftale om sikkerhed i ansættelsen som tillæg for den lille løn. Og den sikkerhed var der ikke. Det opleves som forræderi.

Larsens tilværelse begynder at skride, da der samtidig sker to andre ting. Han kontaktes af den ukendte, bortadopterede datter. Og han bliver af vælgerforeningen udpeget som nævning, med den første opgave i en sag om et trist kærestedrab i Vesterbros barske narkomiljø. Begge dele får konsekvenser, og i bogens sidste, knap så troværdige del forvandles den stillestående tristesse til blodig action, orkestreret af en tilsyneladende vanvittig politimand.

Det hænger ikke sammen. Romanen bærer fra forfatterens hånd genrebetegnelsen “kærlighedskrimi”. Man tror måske på det første - det livslange traume, da forholdet til Maria så brutalt blev afbrudt (sådan noget kunne måske ske endnu i 1960'ernes Danmark, eller kunne det?). Krimien er det sværere at se, trods de efterhånden fire drab. Læseren får fra starten fortalt, hvem der begår dem, hvorfor og hvordan. Nogen efterforskning er der ikke tale om.

Stilen skal illustrere, at der i Larsens ensformige liv næsten ikke er grund til at skelne mellem nutid og fortid eller til at sætte tingene i rette tidsfølge. Romanen kaster sig frem og tilbage. Det, der er af handling i ét kapitel, følges op tre-fire kapitler senere, afbrudt af Larsens idelige flash-back’s. Det er måske ikke forvirrende, men det er heller ikke synderlig elegant eller spændingsskabende.

En sanddru socialrealistisk rapport, der næsten kvæles i en trist og lidt banal kærlighedshistorie. Med enkelte lån fra krimiarsenalet.