Ole Clifford: Det 11. bud. People’s Press 2004. 337 sider, 249 kr.

Et hold arkæologer udgraver ruinerne af en 3.500 år gammel landsby lidt uden for Napoli. De finder en enestående bronzekrukke, men chefen for Napoli-museets etnografiske samling tilegner sig fundet. Han har – med mafiaens mellemkomst – kontakt til en styrtende rig privat samler, og han får da også krukken afleveret. Så er han på flugt med pengene, både fra mafiaen og fra politiet. Det bliver til adskillige dødsfald, før han selv bliver offer. Udgravningens leder Giancarlo og hans danske assistent Christina står lidt betuttede tilbage med skurkens kuffert, der indeholder betalingen på 1½ mio euro. Og de er ganske bevidste om, at det i politiets øjne vil være beviset på, at de var implicerede i den lyssky transaktion.

Krukken var spændende, men ingenting imod det, den viser sig at indeholde. Nogle stenfragmenter af en gammel tavle med hebraisk tekst – stumper af det tiende bud. Og under dette nogle sære tegn, som dog ikke er det 11. bud, som titlen taler om. Det er endnu mere sensationelt, det er koordinaterne for en ukendt planet. Måske er fragmenterne resterne af de tavler, som Moses knuste, da han første gang kom ned fra Sinai bjerg, og måske var det ikke Gud han traf deroppe, men intelligensvæsener fra en anden planet. Det er Cliffords postulat, at den sandhed vil rive grundlaget væk under både kristendom og jødedom, og at der dermed vil opstå voldsom ravage i det internationale samfund. Det kan man tvivle på – religionerne har jo vist sig robuste nok til at overleve både renæssancens ny verdensbillede og Darwins teorier. Her må den læser, der vil have fornøjelsen, imidlertid beslutte sig til at lege med.

Rigmanden iværksætter en hemmelig undersøgelse, der inddrager både en amerikansk astrofysiker (med tilknytning til CIA), en astronom fra Vatikanets observatorium (som hjemmefra har ordre til om muligt at destruere stenstumperne), en israelsk historiker og en internationalt kendt kryptograf. Teorierne flyver højt. Havde de gamle sumerer kontakt med intelligensvæsener udefra? Findes spøgelsesplaneten Nibiru overhovedet? (Undertegnede havde aldrig hørt om det eventyr, men det er åbenbart en udbredt myte – internettet tilbyder ca. 380.000 hits på ”planeten X”, den tiende planet).

Der er fart på historien, masser af spænding og ramasjang. Det er naturligvis alt sammen løgn og forbandet digt, men det udgiver sig ikke for mere. På sine præmisser er plottet godt nok (bortset fra nogle irriterende passager, hvor Christina viser sig at være synsk, så hun kan lede Giancarlo på rette spor). Dan Brown har opnået international succes med ”Da Vinci mysteriet”, der er dårligere skrevet og befængt med konspirationer, som gravalvorligt hævdes at være facts, men som blot er på én gang er totalt latterlige og aldeles overflødige. Sligt er der ikke tale om i Cliffords roman. Det er eventyr og præsenterer sig som eventyr. Læseren kan – hvis sund skepsis lægges til side – få nogle endog meget underholdende timer.