Ole Clifford: Sort natskygge. People’sPress 2006. 399 sider, 249 kr.

Myten om tabt viden fra fortiden er sejlivet. Denne gang gælder det to ting. Middelalderens augustinermunke i Soutraklosteret syd for Edinburgh, der med naturmedicin kunne helbrede en række sygdomme, som den moderne lægevidenskab et halvt årtusind senere står mere eller mindre magtesløse over for. Og mayafolket, som længe før vor tidsregning havde udviklet en kalender, der var mere præcis end den, pave Gregorius lagde navn til – men med det særlige raffinement, at mayaerne også havde gennemskuet tidernes ende, nærmere bestemt exeunte anni, som var beregnet til 2012.

De to skrøner danner grundlag for en hemmelig loge af magtfulde skotske mænd, som vil revitalisere den gamle naturmedicin, så den er parat, når en ny verdensorden om få år skal begynde. De har ”opskrifterne”, og logens stormester er i gang med at afprøve dem. Af grunde, der aldrig helt klarlægges, vil skotterne presse en større medicinalkoncern til at introducere de nye muligheder, vel at mærke uden profit (det krævede den længst afdøde prior i sit testamente, da han videregav sin fortrolige viden). Kravet indebærer unægteligt den samlede medicinalindustris nært forestående fallit, når brugen af ”syntetisk medicin” ophører! Stormesterens motiv er dog klart nok. Han og et par medsammensvorne vil gedulgt score kassen, som er lige sikker, hvad enten koncernen får held til at patentere processer og recepter, eller de kyniske forretningsmænd vælger at hemmeligholde den nye (gamle) viden for at beskytte den hidtidige produktion. Logen har forgæves kontaktet topcheferne i en håndfuld virksomheder, og man har – da de ikke gik med på ideen – set sig nødsaget til hastigt at likvidere dem, behændigt skjult som en række ”naturlige dødsfald”.

Nu er turen kommet til den amerikanske gigant GlobalChem, og her er generaldirektøren interesseret. Han sætter sin smukke unge forskningschef på sagen, og han engagerer den fremragende privatdetektiv (og hårdtslående vietnamveteran) Harry McFarlane. De to skal gennemskue, hvad der er fup eller fakta, og de skal om muligt sikre koncernen eneret på den hemmelige viden. Dermed er der varmet op til en ny variant af James Bond-konceptet: En superskurk med umådelig indflydelse imod en frontsoldat, der skal bekæmpe ham med støtte i ubegrænsede ressourcer, ikke mindst når det gælder nutidens finurlige teknik.   

Det bliver en hidsig historie, som i lange passager er endog meget spændende. Det gælder ikke mindst det fremragende og originale detektivarbejde, som en tysk kriminalmand præsterer, da han som den første gennemskuer et af de arrangerede dødsfald. Særlig realistisk er plottet lykkeligvis ikke, og flere gange lader forfatteren Harry komme lidt for nemt om ved det. Spændingen forstyrres også af en indlagt fortælling om et yngre dansk ægtepar, hvor hun får diagnosticeret en malign kræftknude. Hun vil ikke visne hen i strålebehandling og kemoterapi, men insisterer på at finde den rette naturmedicin – et projekt som også ender i Skotland. De to handlinger nøjes med at tangere hinanden. Sigtet har måske været at minde læseren om, at temaet ikke er fantasteri – mirakelkuren er nok en drøm, men tumoren er bitter virkelighed. Det fungerer bare ikke. Den halve snes indskud om det danske par (i alt ca. 60 af de knap 400 sider) betyder hver gang et afbræk, og det tåler en thriller af denne type dårligt.

De mange rigtigt spændende afsnit gør romanen læseværdig. Og så er det for krimielskeren en fin liden spøg, at en række personers efternavne er valgt fra den gode spændingslitteraturs biografiske leksikon.