Leif Davidsen: Lime’s billede. Lindhardt & Ringhof 1998. 301 sider, 248 kr.
 

Jan Stage: Tilfældets kyst. Tiderne Skifter 1998. 224 sider, 268 kr.

Den internationale thriller er den mest journalistiske subgenre inden for spændingslitteraturen. Fiktionen forankres i kendte, faktiske forløb, og virkelige personer (politikere m.v.) inddrages som baggrund for romanfigurerne. Begge dele kræver journalistisk research. Agentromanen har tilpasset sig verden efter øst-vest konfrontationens sammenbrud. Der skrives om andre konflikter eller - som i de foreliggende romaner - om fortidens skeletter, der laver ravage, når de vælter ud af skabene.

På dansk har Leif Davidsen og Jan Stage bidraget med succes. Begge har høstet positive anmeldelser for deres værker i 1998.

Leif Davidsen har som hovedperson valgt en dansk pressefotograf, Peter Lime, der er medindehaver af et internationalt bureau i Madrid, hvor han har etableret et lykkeligt familieliv. Limes speciale er afslørende billeder af kendte personer i pinlige situationer. Han er med andre ord (også) en gemen paparazzo, fjernt fra sin idealistiske fortid i et venstresnoet dansk kollektiv engang for 25-30 år siden. Her havde han et forhold til den senere så berygtede museumsdirektør med “romantiseret” fortid. Det er et fotografi af hende, som en kvindelig dansk kriminalinspektør fra efterretningstjenesten vil have Lime til at identificere i romanens start.

Kort efter et scoop (et afslørende foto, hvor en særdeles borgerlig spansk minister elsker med en italiensk starlet) rammes Lime af den totale katastrofe: En bombe mod hjemmet dræber hans familie. Der er mange mulige gerningsmænd: Baskiske terrorister? Et raid fra den spanske regerings hemmelige SA-tropper? Eller er han tilfældigt kommet for tæt på et menneske med en skammelig STASI-fortid? - Lime beslutter at finde ud af det, og det bliver en hidsig jagt til Berlin, København og Moskva.

Jan Stage sætter sin kriminalkommissær Arne Sehested i et dilemma. Sehested arbejder i politiets afdeling for særlige anliggender. Han efterforsker en dansk ambassadørs forsvinden i Spanien for 13 år siden. Blev han dræbt, omkom han eller flygtede han? Politiet tror det sidste. Det tror udenrigsministeriet også, for ambassadøren havde før sin forsvinden fjernet originalakterne i en pinlig sag - dokumentationen for bestikkelse af danske politikere og topembedsmænd i forbindelse med Thuleaftalerne med USA. Sehested kommer på sporet af ambassadøren og møder ham til sidst på “Tilfældets kyst”, et afsides fiskerleje ved Den Mexicanske Golf. Efterforskningens afsløringer og samtalerne med den flygtede tvinger Sehested til at overveje, hvem hans loyalitet egentlig retter sig imod.

Undervejs indtræffer en række mystiske begivenheder, som ikke følges op og aldrig får en rimelig forklaring. Derimod beskriver Stage stærkt og bevægende traumerne hos en tidligere faglig sekretær fra Danmarks kommunistiske Parti. Han lider af et totalt erindringstab vedrørende det, der er sket de sidste 34 år. Ved Berlin-murens fald i 1989 gik hans ur i stå, og nu eksisterer tiden efter 1964 ikke for ham. (Det forklares ikke, hvorfor hans traumatiske amnesi er sprunget tilbage fra 1989 til 1964).

Davidsens roman er en historie om en mand på knap 50 år, der erkender, at han er nærmere sin død end sin fødsel. Hvad sker der inden i hovedet på ham, når hans gode liv pludselig lægges øde? Der er noget blufærdigt, men personligt og fint i Davidsens arbejde med det tema. Hans overvejelser om paparazzo-fænomenet er relevante, både når Lime bliver offer for en kynisk verdenspresses nærgående opmærksomhed, og når Davidsen peger på symbiosen: De “sårbare og salgbare” har selv brugt aviserne til egne formål. De er både aktører og ofre - og “inviterer man først medierne indenfor, går gæsterne ikke før de selv vil”.

Det er vanskeligere at finde temaer i Stages roman. Måske er anliggendet en nihilistisk påstand om, at det hele er ligefedt. Den kommunistiske utopis uhyrligheder er borte - men den sejrende kapitalistiske model er lige så afskyelig. Sådan er i al fald pointen, når Stage opdigter en forklaring på afsløringen af Per Stig Møllers spritdom: Det var statsministeriet, der bestilte det ulovlige indbrud i strafferegisteret. Sehested kommer til at tænke på STASI’s metoder i det tidligere Østtyskland: “I kernen er vi ens. Det var hans konklusion”. - Proportionsforvrængningen er vist åbenbar, hvis man lader den stå et øjeblik!

***

To i visse henseender ens og dog aldeles forskellige romaner. Begge fra professionelle skribenter, der kan formidle deres stof og skriver med den kommunikerende klarhed, som er den gode journalists adelsmærke, men måske ikke helt er nok, når det gælder den litterære forfatter. Davidsens roman hævder sig som klog, relevant og helt usædvanligt spændende. Stages bog er flimrende, upræcis og på væsentlige punkter uden den sammenhæng, der er eksistensberettigelsen for en god spændingsroman.

(Trykt i Litteraturmagasinet Standart 1998, nr, 5)