Leif Davidsen: På udkig efter Hemingway. Lindhardt & Ringhof 2008. 377 sider, 300 kr.

”Men det begynder altid med en hovedperson”, har Davidsen engang forklaret. Her er det en ca. 45-årig gymnasielærer fra Ringkøbing, John C. Petersen. Han er sygemeldt, han fik et nervesammenbrud efter hustruens død – og efter de sandheder, hun på dødslejet fortalte ham om deres ægteskabs stivnen i rutiner og alt for tryg hverdag. John er populær på skolen. Han kan adskillige ting. Spansk naturligvis – det er hans hovedfag, han taler sproget med aristokratisk Madrid-dialekt. Han kan også danse, han har i sin mere farverige ungdom lært at køre motorcykel, og han har fra barnsben holdt af at sejle alle slags både. Det er alt sammen færdigheder, som han får brug for!

John bruger sygeorloven til at følge op på sin fascination af Ernest Hemingway, hvis liv og værker han i årevis har beskæftiget sig med. Han rejser til Key West i Florida for at studere de få minder om den store forfatter, og så fanges han ind. Han møder Cuba-flygtningen Carlos, som i sin høje alderdom vil genoptage forbindelsen med sin yndlingsdatter Clara. Hun blev læge, og hun foretrak i ungdommelig idealisme at slå sig ned i Cuba og blive en del af Castros revolution. Da John skal derover for at besøge Hemingways andet hjem, har Carlos en simpel opgave til ham: Han skal viderebringe et brev til datteren. Det lyder enkelt, men det er det naturligvis ikke. Carlos har en skjult dagsorden, som John ikke kender. Det er en ”skat”, som Carlos’ afdøde far gemte, da Castros guerilla-soldater for næsten 50 år siden erobrede magten i Havanna. Og netop John er den perfekte mand at sætte på sporet af den skat.

På Cuba står tingene stille. Der er få cubanere, der har en erindring om et Cuba uden Castros brutale føregreb. Men nu er den alderstegne comandante døende, og hvad skal der så ske? En af romanens kvaliteter er formidlingen af denne stemning af usikkerhed og flimrende nervøsitet. John rodes pø om pø ind i de politiske klemhærker. CIA er på banen – eller hvem det nu er, der også vil bruge og misbruge John. Han er sådan set med på den værste. Han kom som en midaldrende lektor fra den danske provins, der sad fast i livet til halsen, men hans forstenede sind er ved at tø op. Erotik, som han ikke har kendt ret meget til i årevis, er en del af metamorfosen, tilfredsstillelsen var kort, men vanedannende. John begynder at leve på en ny måde, men ser sig samtidig truet af en farlig virkelighed, som en nobel vestjysk gymnasielærer bestemt ikke er klædt på til at konfrontere.

Leif Davidsen skriver med noget, man kunne kalde drævende spænding. Skruen drejes med en næsten frustrerende langsommelighed. Det lange forløb fængsler imidlertid i passager mere end den voldsomme dramatik, som efter genrens koncept brager løs i finalen. Det bliver ellers så barsk, som nogen kan ønske sig – dobbelt eller tredobbelt forræderi og nedslagtning af både reelle og formodede fjender. Man er imidlertid lidt for tryg ved, at John nok skal klare skærene, han overlever jo, så han kan fortælle historien.

Davidsen har i tidligere romaner øst af sin indsigt i russiske og spanske forhold. Denne gang digtes der mere frit, og dermed begrænses momentet af oplysning og belæring. I stedet tilbydes masser af potent ramasjang, og der er bestemt ingen ringe erstatning.

Læseren er på bedste vis underholdt hele vejen, og da spændingen til slut eksploderer, er man uhjælpeligt låst fast gennem romanens sidste mange sider, indtil John kan bringe både sin Clara og sin Hemingway sikkert i havn.

Anbefales.