Leif Davidsen: Den ukendte hustru. Lindhardt & Ringhof 2006. 374 sider, 299 kr.

Et ægtepar på ferie i Rusland, en flodsejlads fra Moskva til St. Petersborg. I en lille by undervejs går hun i land – og er borte. Så enkel og så skræmmende er åbningsscenen i Leif Davidsens roman. Marcus står der bare. Skal han sejle videre, eller stå af for selv forsøge at finde hende? Han kan ikke sproget, har ingen venner eller andre, han kan støtte sig til.

Marcus er ingeniør, tidligere jægersoldat og nu værdsat, velaflønnet medarbejder i et større firma. Han har levet ti lykkelige år med Nathalie, som han traf på en forretningsrejse til Moskva og straks forelskede sig stormende i. Tiltrækningen var gensidig, og hun forlod gerne Rusland, men fortalte aldrig om, hvad hun havde oplevet der. Hun ville ikke tilbage, før hun efter de mange år foreslog den fatale ferietur. Han må gøre sig klart, at han i virkeligheden véd meget lidt om hende, og hans eftersøgning forudsætter, at han nu finder den viden. Og måske også opnår en indsigt i sit eget liv, i de ting han i sin kompetent styrede karriere lod ligge, de følelser, han aldrig gav plads til.

Det bliver en på samme tid ond og fascinerende beretning om Rusland efter kommunismens fald. Om nyrige oligarker og marginaliserede dropouts. Om korruption og brutalitet, mafia og tjetjenske terrorister. Om den kærlighed, der tror og håber alt og derfor kan overvinde alt. Marcus finder allierede undervejs, men tør han stole på dem? Davidsens talent viser sin styrke, når han får læseren til at acceptere det venskab, der opstår mellem Marcus og et fortabt gadebarn – den historie ville for de fleste forfattere blive klæbrig og vammel. Her er den håb og human optimisme.

Plottet afsløres med dreven langsommelighed. Et par steder nærmer det sig forelæsning om Ruslands nyere historie. Det er interessant, men ikke altid befordrende for spændingen. Det samme gælder en lidt påklistret udflugt til Japan. Resten er til gengæld nervepirrende, som det sjældent opleves i en dansk roman. Man læser intenst, forsøger forgæves at stålsætte sig mod nye chok, og når alt for hurtigt den barske finale.

Herhjemme gøres det ikke mere effektivt i disse år.

Anbefales.

Adskillige anmeldere har klaget over, at Marcus er for stiv og kedelig til at udfylde en hovedrolle. Det er ikke min oplevelse. Marcus er tegnet præcist som et sindigt, ordentligt menneske, der har slidt sig til et godt liv og er tilfreds med det. Han (og de mange i tiden, der ligner ham) sætter ikke tilværelsen på spil med vilde handlinger eller lidenskabeligt innenleben. Det er naturligvis ordinært, hvis der skal sammenlignes med jetsettets selviscenesættelser og søgte originalitet. Men det er Marcus, der repræsenterer danskeren af i dag - når han er bedst. Grundmur frem for facade!