Henrik Desmond: Den brændende platform. Politikens forlag 2008. 400 sider, 249 kr.

Der er to historier i romanen. Den ene om kriminalinspektør Bent Johannesens indsats i en sag, der begynder med to drab på unge mænd af fremmed herkomst og ender i truslen om en skræmmende terroraktion. Den anden om en række påsatte brande på en produktionsplatform i Nordsøen. Her er det ”Plan B” (statsministerens og en række virksomhedsbestyrelsers hemmelige specialenhed), der må tage affære, især den begavede unge analytiker Morten Hvid. Og så løber de to historier naturligvis sammen til sidst.

Terrorsagen er – i al fald indtil sporet leder ud i Nordsøen – god politikrimi. Fint fortalt, gedigent og begavet politiarbejde og et par elegante tvists undervejs, ikke mindst fordi Johannesen er lidet forudberegnelig. Attentaterne mod platformen – og dermed imod vitale danske olieinteresser – kører længe på høj og støjende spænding, men der er adskillige irritationsmomenter. Morten Hvid er kvik, men han bruger fortsat ikke de unikke talenter, som Desmond skitserede i Plan B-seriens første bind. I stedet følger våben og korporlige slagsmål, og her afslører den kløgtige analytiker færdigheder, der kunne få en tegneseriehelt til at blegne af misundelse. Hans kollega Eva – der er effektiv kampsoldat – viser sig at have en fortid, som gør det vanskeligt at tro på, at hun med de traumer ikke ville være endt på et sindssygehospital (muligvis med en behandlingsdom). Og hele tiden fortaber historien sig i de tekniske finesser på platformen og dens satellitter – maskineriet bruges ganske vist successive til at bringe handlingen videre, men læseren hægtes af og begynder at tænke på alt muligt andet. Det hele ender i en lang, blodig finale, akkompagneret af en brandstorm på Nordsøen. Helikoptere forliser spektakulært, skurken brænder makabert til døde, vitale dele af platformen eksploderer, etc. Overkill og greul, og så til sidste statsministeren og den gamle skibsreder (to af bagmændene for Plan B) som deux ex machina’er, da Morten skal lempes ud af den farligste klemhærke.

Det lyder fælt, og det er fælt. Men undervejs mod katastrofen kan man glæde sig over en god politihistorie og en del effektiv spænding.

Det er ikke helt nok.