”Henrik Desmond”: Dødens kredsløb. Politikens forlag 2007. 367 sider, 249 kr.

”Plan B” er en hemmelig organisation, skabt af ledende erhvervsfolk og af selveste statsministeren. En lille gruppe håndplukkede folk med særlige talenter, der skal sættes ind, når alvorlig fare fra kriminalitet, som ikke kan bekæmpes af politiet og som næppe kan standses uden anvendelse af metoder, der går ud over det tilladelige. Det minder fælt om de hemmelige tjenester, som kendes fra et par sydamerikanske diktaturstater. Patruljer, der skulle dræbe formodede fjender af regimet, og som gjorde det med sadistisk brutalitet. Slet så barske er ”Plan B’s” aktiviteter foreløbig ikke, men blot tanken om en privatiseret, ukontrolleret myndighedsudøvelse sætter nogle dårlige viberationer i gang.

Romanen skildrer ”Plan B’s” første sag. En berygtet serbisk krigsforbryder kommer under falsk navn til Danmark. Han rejser på et tysk pas, og hans papirer er i orden. Der findes ingen beviser for, at han har været hovedmanden i folkedrab og sadistiske massemord. Hvad er hans ærinde? Kan det forhindres, at han iværksætter et eller andet modbydeligt? Efterretningstjenesten observerer, eller er de i virkeligheden sat til at beskytte ham? Det åbne politi får ikke adgang til tjenestens oplysninger, heller ikke da noget peget på, at der er en forbindelse mellem ham og et modbydeligt drab på en navnløs kvinde, sandsynligvis et stakkels offer for moderne sexslaveri. Så er der endelig mystik omkring om et tyveri fra et laboratorium på Danmarks Tekniske Universitet. Nogle kostbare, nyudviklede chips til en supercomputer er stjålet. Det isenkram er også superhemmeligt, og adskillige dunkle kræfter kan være ude efter det.

”Plan B´s” nye medarbejder kommer i ilden. Morten blev introduceret i ”Den udvalgte”, der var første bind i fortællingen om Plan B. Hans kvalifikation er, at han har lært sig at tænke på en ny måde. Han søger ikke ”lineære” årsagsforklaringer, men spejder i stedet efter mønstre og strukturer. Det lød spændende i bind 1, men det droppes desværre denne gang. Morten kommer i tvivl om sit særlige talent, og alternativet – vold og våben – bliver mere interessant for ham. Vi følger ham og gruppens jægersoldat – en ordknap klon af Rambo – på en blodig udflugt til Sarajevo, og siden på en uhyrlig rundtur i København. Det støjer voldsomt, men det er ikke synderlig interessant. Der er mere gods i den traditionelle politihistorie, der sideløbende fortælles om kriminalinspektør Bent Johannesen, som sammen med sine kolleger efterforsker drabet på kvinden. Den manglende samarbejdsvilje fra PET’s side er trukket skarpt op, men efterhånden som afsløringerne om politiets tvesindede behandling af Blekingegadebandens meriter er sluppet ud, tør man næppe afvise det som en helt urealistisk fremstilling.

Romanens plot er udtænkt ganske snedigt, men alt for meget beror på sammentræf og usandsynlige tilfældigheder. Det forsøges overdøvet af larmende action-scener, der imidlertid er koreograferet så mekanisk, at læsningen bliver tung, næsten apatisk. Til slut er der dog en vis portion ægte spænding. Så måske kan man sammenfattende vurdere romanen som en hårdkogt variant af den bløde mellemvare. Eller knap nok det.