Christian Dorph og Simon Pasternak: Om et øjeblik i himlen. Gyldendal 2005. 475 sider, 299 kr.

Christian Dorph har tidligere forsøgt sig med to spændingsromaner, der var fortalt godt, men ikke ganske levede op til genrens krav om stringent plot og effektiv efterforskning. Denne gang har han allieret sig med sin forlagsredaktør, og sammen tilbyder de så en historie, der har flere lag.

Handlingen er henlagt til 1975 – midten af et kaotisk årti, hvor en del blev omvurderet, hvor værdier skulle nyformuleres, hvor politisk vold for alvor tittede frem i Europa, hvor supermagternes kolde krig endnu var en realitet. Som en af personerne siger: ... hvad vi oplever i disse år med oliekrise, stigende arbejdsløshed og international afmatning, er jo ikke bare en forbigående krise, der kommer til at gå over, når cand.polit.ernes samlebetegnelse for det, de ikke forstår et hammerslag af, nemlig konjunkturerne, ændrer sig. Nej, den kapitalistiske verden er inde i en permanent krise ...

Romanen er først og fremmest en krimi om det usandsynligt brutale mord på en hel familie. Han havde en fremtrædende position på den yderste venstrefløj, men var samtidig i gang med store forretninger, fed filantropi og en mediekarriere, der havde gjort ham til et kendt tv-ansigt. Hun var ligeledes berømt som rigmandsdatteren, der var den smukkeste blandt jetsettets evigt fotograferede kvinder, endda med en begyndende position som skuespiller. Det tredje offer var deres barn. Den elegante villa var ribbet for kostbart indbo, så måske var det et tyveri, der gik helt galt – men hvorfor så brutaliteten? Og hvorfor det spaltede forsæt, som viser sig ved, at den døde moder og barnet bagefter omhyggeligt var lagt i seng og nærmest kærligt puttet? Er der en forbindelse til terroristkredse? Hvorfor havde en højtstående diplomat fra den sovjetiske ambassade på selve mordnatten besøgt den dræbte?

De mange muligheder afprøves gennem en række afhøringer. Hypoteser stilles op, men dementeres straks efter. Til allersidst er der en overraskende opklaring – uden at læseren føler sig ganske overbevist om, at den fulde sandhed dermed er afdækket.

Arbejdet udføres af to midaldrende kriminalassistenter, der samtidig gennemlever den berømmelige midtvejskrise. Ole Larsen er kørt fast i et kedsommeligt ægteskab, og han skal måske finde en vej ud af det. Kollegaen Erik Rohde må omsider vedgå nogle ubehagelige kendsgerninger om sig selv, og det kan muligvis blive begyndelsen på et nyt, anderledes liv for ham. Begivenhederne drager begge ind i grænseoverskridende erfaringer, og så begynder tingene at ske hurtigt, ikke bare omkring dem men også i deres sind.

Det er akkurat så labyrintisk som det lyder. Politifolkene kommer igennem et bredt udsnit af samfundets muligheder. Fra narko i et nordsjællandsk rigmandsmiljø til det snuskede pornoudbud på Vesterbro. Fra den sidste kommunistiske partisekretær, der residerer i fæstningen på Dronningens Tværgade, til Simon Spies’ anarkistiske imperium med hovedkvarter i Hotel Merkur. Fra et maoistisk kollektiv til en lummer bøssesauna. Kriminaliteten begrænser sig ikke til de tre mord (og de adskilligt flere drab, der følger efter). Den omfatter også underslæb og mandatsvig i erhvervslivets top, spionage, måske en tråd tilbage til 30 år gamle uhyrligheder i en nazistisk kz-lejr, etc. Der er gods på alle hylder og nok af grumsede fantasier, som kan leves ud og for en dels vedkommende bliver det.

Kriminalassistent Rohde erkender mod slutningen, at motiver og personer og hændelser var spundet sammen i en kompliceret og intrikat redelighed. Det bliver også læserens oplevelse – men læseren er som Rohde fascineret og temmelig skræmt af det turbulente billede. Er man ikke alt for sensibel, når en historie er kaotisk og vedbliver med at være kaos, tilbyder ”Om et øjeblik i himlen” en rigtig god læseoplevelse.