Niels-Ole Rasmussen: Kongen af Ragnarok. Ries 2005. 367 sider, 329 kr.

Boreprøven afslører alt. På ét år, måske to år, går klimaet bananas. Havstrømme stopper. Vinden blæser i alle verdenshjørner på én gang. Det er nedbrud, det er sammenbrud, det er horror, ja horror.

Nogenlunde sådan fortolker en aldrende professor en række opsigtsvækkende meteorologiske observationer. Og så galt går det. En serie orkaner, hvis styrke sprænger alle måleskalaer, raserer kontinenterne. De følges af fimbulvinteren (ikke en langsom skriden af gletschere, men en nærmest øjeblikkelig dybfrysning af alt og alle). Det er ifølge den norrøne mytologi forvarslet for ragnarok, verdens undergang. I Niels-Ole Rasmussens debutroman overlever nogle små grupper i et sammen-styrtet og nedbrændt København: En ultrareligiøs skare (et samarbejde mellem fundamentalistiske muslimer og Københavns nu vanvittige biskop), en fascistisk gruppe ”landsoldater”, ledet af en kvindelig minister, der ligeledes har mistet forstanden, og endelig et blandet hold ordentlige og tapre mennesker under ledelse af kronprins Frederik, romanens helt. Han har som en anden Hamlet vaklet mellem at udfylde sin skæbnebestemte rolle eller at kvitte hele den tåbelige Se-og-Hør-verden for dog at få et liv. Nu træder han i karakter (som en livsfarlig blanding af Supermand og Rambo), og da krigen bryder ud mellem grupperne, har han med sin militære uddannelse det, der skal til. Det bliver en brutal, morderisk affære, før den lille koloni kan forlade et Danmark, der i måske 100.000 år vil forsvinde under isen. En ny stamme, der skal finde livsmuligheder et nyt sted. Danmark er en saga blot.

Romanen høstede positive anmeldelser. Det skyldes antagelig dens tætte energi, dens overvældende sproglige overskud og dens helt ubesværede kommunikation med læseren. Måske også det gode humør, som trods det dystre emne behersker beretningen. Sådan set burde det jo være et slutspil, hvor de levende misunder de døde. Men ingenlunde så – der er gåpåmod og optimisme.

Historien er – som andre rædselsromaner om fremtiden – noget vrøvl. Hele tiden opstår nye, forfærdende problemer, så slutter det kapitel med en klassisk cliffhanger-scene. Som derpå i et senere kapitel overkommes. Det bliver trættende, også fordi redningen hver gang beror på et tilfældigt fund af netop de ressourcer, heltene behøver – en kampvogn, en snescooter, et våbenlager, en bazooka, etc. Lige så tilfældigt besidder de mennesker, som kronprinsen samler op på sin vej, de indsigter, den viden og de færdigheder, der aktuelt er brug for. En kurdisk flygtning, der ernærede sig som rengøringsarbejder, kan nu anvende den lægeuddannelse, han aldrig fik anerkendt i Danmark. En spøjs transvestit har som ingeniør stået for tunnelsystemer og underjordiske installationer, som er nyttige i næste fremstød. En overrumplende pointe skuer man forgæves efter.

Brugen af kongefamilien som romanpersoner fungerer for så vidt godt, men romanen undgår ikke at få fært af den royale fims, som kronprinsen forståeligt nok var træt af. De store biroller (ministeren, biskoppen) er så langt ude i parodien, at det direkte modarbejder den realisme, som formodentlig tilstræbes midt i fantasien.

Det er bestemt ikke ”a tale told by an idiot”, men det er – som den store digter skrev – en historie ”full of sound and fury, signifying nothing”.