Glasnøglen til Erik Otto Larsen (1995)

Erik Otto Larsen vandt med ”Masken i spejlet”PRIVATE  Det Skandinaviske Kriminalselskabs pris ”Glasnøglen” i 1995. Glasnøglen blev overrakt ved selskabets årsmøde den 12. maj 1995 i Lund.

Forfatterskabet blev præsenteret for de svenske og norske medlemmer med følgende tale:

Erik Otto Larsens produktion er beskeden - fire korte romaner på 7 år. Det er imidlertid et forfatter­skab, som krimi-læserne i Danmark er ganske stolte af.

Det er svært at placere bøgerne i en kategori. I en vis forstand er der tale om politiromaner med en fast personkreds. I alle fire bind møder vi kriminalin­spektør Jørgen Birk fra Rigspolitiets rejsehold, kriminalassistent Erik Svane, der nu arbejder i Køben­havns politi, og den ambitiøse kriminalas­si­stent Frank Søndergaard, styrkens unge, fremadstormende håb. Så langt, så godt - men ved nærmere eftersyn holder det ikke. Politifolkene er bipersoner. De er tegnet med kun få streger, og selv efter det forholdsvis lange bekendtskab véd vi som læsere forbløffen­de lidt om dem. Jeg ser bort fra det lidt melodramatiske forløb i Så længe jeg lever, hvor Svane udsigtsløst forsøger at etablere en romance med den morderiske arkitekt Bodil. Det er nok den eneste gang, Larsen har nærmet sig det banale.

Larsens kamera følger som regel mennesker, der psykisk er presset til den kant, hvor mord kan blive en realitet. Eller ud over kanten! En håndværksmaler, hvis hjerne er eroderet af op­løsningsmidler. En yngre kvinde, tilsyneladende vel­fungerende og succes­fuld, men sjæleligt invalideret af et sex-overgreb, hun var udsat for som ni-årig. En pensio­neret politimand, der vil gøre et langt ægteskabs forsømmelser godt, da hustruen rammes af håbløs kræft. Og senest en skizofren stu­derende med et mildt sagt forkvaklet forhold til pigerne.

Det er disse mordere eller potentielle mordere, som Larsen præsen­terer - og som fanger læserens interesse. Larsen skriver ikke "Whodunnit's". Det spændende bliver i stedet, om politiet vil opklare mordene og især hvordan det vil lykkes dem. Larsen er ikke karrig med ligene - typisk må 3 ofre lade livet i hver af de korte ro­maner. Flere gange aflives den tilsyneladende hovedperson sådan ca. midt i forløbet - og så står vi tilbage med den særlige form for udnyttelse, som virkelig får vreden frem hos Larsen. De psykotiske eller grænsepsykotiske medmennesker har Larsens sympati - og vel mere eller mindre også læsernes.  Der er derimod ingen forståelse for dem, der udnytter stak­ler­ne i stedet for at hjælpe dem. Her sker ret­færdig­heden fyldest, så nådeløst som i en guldalder­krimi af Agatha Christie. Men tilbage står som Larsens første styrke den medfølende, overbevisende skildring af det splittede menneske, det syge sind.

Det kan lyde som om handlingen må blive indviklet og over­konstrueret, men sådan opleves det ikke. Larsens anden force er nemlig hans evne som plot­lægger. Og det er vel i første række den, vi som krimilæ­sere vil hylde. Historierne hænger sammen, logikken holder. Og i al fald mens man læser det, virker udviklingen sandsynlig og rimelig. Det kan skorte en smule, når det gustne overlæg kommer til bagefter. Det er plots, der tillader Larsen at lægge spor ud - og dermed at koble politifolkene på. Min favorit i så henseende er det sidemotiv, der handler om moderne kunst i debutromanen Pondus sidste sag. Den lidt enfoldige kriminalas­sistent Poulsen - kaldet Pondus - er ikke den store gådeløser. Men han har forstand på kunst. Og dermed kan han gennemskue, at den tilsyneladende fremstående kunstmaler i virkeligheden bare er en fidusmager, der har opfundet en stensikker metode til at hvidva­ske narkopengene. Her er Larsen på hjemmebane, da han jo ved siden af forfatterskabet har gjort sig gældende som kunstmaler og grafiker. Men han bruger det kun som én af flere ledetråde i romanen. Larsens kunnen som billedskaber får vi til gengæld glæde af ved de fremragende omslagstegninger, han ledsager romanerne med.

Erik Otto Larsens har nok nået det største publikum med sin tredje roman, Manden der holdt op med at smile fra 1990. Det er sket i kraft af den svensk-danske tv-serie, der blev drejet over historien i 1994. Serien hed Frihedens skygge, og bogen er i revideret stand genudgivet under den titel. Den gør sig bedre som roman end som TV. TV betoner nødvendigvis action på bekostning af de psykologiske nuancer. Hovedrollen må spilles af en kompetent skuespiller, hvad den så sandelig også blev af Fritz Helmuth. Men dermed fik figuren en autoritet, der forrykkede balancen i retning af det banale. Læser man romanen efter at have set serien, bliver man klar over, hvor meget af Larsens kunst der beror på det uudtalte og antydningen. Angivelsen af de mange muligheder over for den ubønhørlige udvikling i det skæb­nemønster, som Larsen afsøger. Den slags kan gøres i en roman. Tager man blot hand­lingsskelettet, bliver det mindre interessant. Jeg tror ikke, at Larsens bøger egner sig til filmati­sering. I al fald ikke inden for Det Danske Filminstituts traditionelle rammer.

Larsen jonglerer elegant og drillende med det flertydige. Den roman, vi belønner i dag, er både thriller og politiroman - eller måske ingen af delene. Der veksles behændigt mellem manden og masken, ansigtet og det skizofrene spejlbillede. Og da det i romanens sidste del brager rigtig løs, er det den kløgtige kriminalas­sistents opklaring af de to første mord, der baner vejen for det mulige tredje. Det er en ironisk pointe, som også findes tidligere i for­fatterskabet. Man har at gøre med djævelskab, og det er farligt.

Larsen er en usædvanlig forfatter i det danske krimimiljø. Vi har adskillige forfattere, der på samme måde forankrer deres bøger i en fast kreds af politi­folk - Søren Jakobsen, Ole Frøslev og hyppigt også Erik Amdrup. Men de skriver med andre, mere kontante formål. I en skandinavisk sammenhæng kan man snarere sammenligne Larsen med svenskere som Jean Bolinder og måske Ulf Durling. Og Larsen falder ikke igennem.

Larsen har haft stærke modkandidater. På udebanen Arild Rypdals internationale thriller om Koderne i Metrograd og Hakon Nessers præcise politiroman om Borkmanns Punkt. Og på hjemmebanen især Poul Ørums come back med romanen Vildspor og Jacob Gammelgaards eksplosive agenthistorie om Filosoffernes Restaurant. Det er al ære værd, at Larsen har vundet i det selskab, endda med stemmer fra alle tre lande.

Jeg er glad for Larsens fire romaner og håber på flere. Og jeg er glad for, at vi med glasnøglen i dag kan henlede opmærksomheden på dette fortrinlige danske for­fatterskab.