Farvel til en ven – Michael Dibdin 1947-2007.

Vil man forstå noget af nutidens sære Italien, er Michael Dibdins elleve romaner om kriminalchef Aurelio Zen et godt tilbud. Første bind fra 1988 hed kort Ratking (dansk: ”Frænde værst”). Titlen sigter ikke til en særlig fed og modbydelig overrotte (sådan ville det være i en banal krimi), men til et aparte naturfænomen, hvor mange rotter har fået filtret halerne uhjælpeligt sammen. De kan overleve og ernære sig, men dyrenes piben røber lidelsen. Det er det billede, Dibdin med varm kærlighed tegner af et land og et folk, som han er totalt fascineret af.

Zens job fører ham Italien rundt. Hver gang til en sag, der er delikat, fordi den involverer skumle finansielle eller politiske interesser. Og Zen opklarer – ofte mod sine foresattes ønske – hvad der er sket, om end det ikke ret ofte fører til domfældelse og straf for de skyldige. Italiensk design rummer jo så mange andre muligheder! I niende bind (Medusa fra 2003) vælger Zen at lukke sagen selv, og det gør han på det mest chokerende. Men han kan også spille med i det mangetydige, dobbeltbundede spil. I Hævn over hævn fra 1990 har han (nærmest af vanvare) lempet en fremtrædende politiker ud af en prekær klemhærke. ”Hvis der nogensinde er noget, De har brug for” mumler politikeren. Og det er et tilsagn, som er ”bedre end penge i banken”, når man lever i et samfund, hvor netværket af tjenester og gentjenester er den eneste stærke struktur.

Zen indkasserer den æresgæld i seriens bedste bind, Jagt på skygger (”Dead Lagoon” fra 1994), hvor han er tilbage i sin barndoms Venezia. Han kan stadig tale dialekten og finde vej gennem de snoede caller, men han er med de erfaringer, han har gjort, alligevel en fremmed. Og så begår han den største fejl, man kan begå i hans job: ”At tage det alvorligt. At tro, at man nogensinde er i stand til at udrette noget for alvor. At tro, at der er nogen, som vil drømme om at støtte én”. Det er bitter blues, den skeptiske humanist må ofre sine sidste illusioner. En skræmmende beskrivelse af et land i mental og politisk krise, hele tiden akkompagneret af tumulterne fra borgerkrigen, der samtidig rasede i de gamle venezianske besiddelser i Bosnien og Kroatien. Alt sammen er det henlagt til verdens måske smukkeste by – hvis herligheder truer med at forsvinde i lagunen.  En dyster metafor for en truet kultur!

Italiens nyere historie er ikke opmuntrende. I De Røde Brigaders æra var verden ”hård og venlig”, i Berlusconis nutid er den blevet ”blød og ondskabsfuld”, Zen er ikke optimist. Han lever modstræbende med i den berømmelige ”operation rene hænder”, hvor selv politichefen får det svært (”Han aner jo ikke længere, hvilke ordrer, han skal ignorere”). Femte bind – Cosi Fan Tutti fra 1996 – spiller på det. Romanen er ren farce, hvor handlingen er en bagvendt parodi på intrigen i Mozarts opera (med den ændring, at det ikke kun er kvinderne, der gør det). Der er nok af falske identiteter og usandfærdige opklaringer. Afslutningsvis kommer hele ensemblet på scenen, som det hører sig til såvel i en komisk opera som i en klassisk krimi. Maskerne falder, alle viser sig at være noget ganske andet, end man troede. Løssluppen munterhed over hele linjen – kan man ikke andet, må man jo forsøge at tage det som en spøg!

Humoren er bevaret i de følgende bind, som regel i form af bidende forfatterreplikker, der rammer rent ind. Og sagaen slutter så i 2007 med End games (”Dommedagsspillet”, der netop er kommet på dansk). Zen må som vikarierende politichef i Calabrien konfrontere fordums romantiske vanvid, hvor vendetta stadig er en ærespligt og den sammenbidte tavshed over for myndighederne en betingelse for at overleve. Baggrunden er både en afsindig amerikaners ide om at filmatisere Johannes Åbenbaring og en højteknologisk jagt på en skat, som ifølge sagnet skal være begravet netop der. Det lyder rablende, men naturligvis hænger plottet sammen, naturligvis gennemskuer Zen, hvad der er sket, og naturligvis er det kun ham selv (og en kær gammel bedstemor), der kan se triumfen, hvor andre kun får øje på fiaskoen.

Det blev enden på legen. Michael Dibdin døde i 2007, kun 60 år gammel. Dette krimihjørnes forfatter traf ham en enkelt gang. Forventningen var på baggrund af de første romaner en mager, lidt dyster alvorsmand. Virkeligheden viste sig at være en trivelig blanding af en romersk tavernevært og en irsk stand up-komiker, en livsnyder der med et skummende glas fadøl i næven og en smøg i kæften rablede gode vitser af sig.

Læserne har mistet en ven – eller rettere to. En af sin generations bedste britiske spændingsforfattere. Og en ”detektiv”, som vil blive stående længe i erindringen.

                   Trykt i Standart nr. 4/2008