Ruth Rendells krimier og thrillers (1994)

Den mystiske kone fra Colchester

Ruth Rendells krimier og thrillers (1994)

                       Svigerinden? Konen til broderen i Bath? Når man ikke véd, hvilket skridt man nu skal tage, plejer Raymond Chandler at råde forfatteren af samme slags bøger som hans egne til at lade en mand komme ind med en pistol i hånden. Når det drejer sig om virkelige mord, tænkte Wexford, hvilken overraskende gæst er så bedre end den mystiske kone fra Bath.

           (Sort som ravne)

De britiske krimiforfattere udvalgte i 1990 "alle tiders" 100 bedste kriminal­romaner. Tre forfattere toppede med hver fire titler. Det var - ikke over­raskende - Raymond Chandler og Dorothy L. Sayers (fanebærerne i hver sin tradition). Og så var det for det tredje - Ruth Rendell.

Det sidste ville man næppe have gættet. Rendells stabilt produktive værksted har siden debuten i 1964 forsynet markedet med to snese krimier og thrillers - gennemgående godt anmeldt, ofte endda rost som fremragende. Men først med Ind i mørket fra 1986 (udsendt under pseudony­met Barbara Vine) kan man hævde, at hun fornyede og udvidede genren. Det er imidlertid værd at bemærke, at hun til stadighed har modtaget en række priser for sine bøger - bl.a. fire "Gold-Daggers" og en "Silver-Dagger" i England og et antal Edgars i USA. Hun er også den ene af de to-tre nulevende engelske krimi-forfattere, der har fået samtlige sine romaner udsendt på dansk: 15 bind i serien om Wexford & Burden, 18 thrillers og 6 Vine-romaner.

At Ruth Rendell skriver godt, disponerer sit stof med omhu og holder strikte orden både i research og plots siger sig selv. Uden de evner når ingen hendes position. Men der er så meget andet, hun ikke gør. Hun har ikke noget politisk program, hun er ikke "feministisk" eller "samfundskritisk" (om end skildringen af England i de seneste romaner nærmer sig det sidste). Hendes bøger er underholdende i kraft af præcise beskrivelser af interessante miljøer, psykologisk overbevisende personkarakteristik etc. - alt sammen gode litterære kvaliteter - men der er kun få vitser og ikke ret megen humor i øvrigt. Traditionelle spændingseffekter bruges sjældent. Handlingen skrider frem i en køligt besindig fremstil­ling, der uvarslet afbrydes af et velplaceret chok. Blandingen er nervepirrende, lejlighedsvis nærmest enerverende.  Historierne er som regel relativt ublodige. Der dvæles ikke ved makabre detaljer, der er så godt som ingen udpenslede voldsscener, ingen bragende skudsalver eller hidsige biljagter. Sex er en drivkraft handlingen igennem, men der er aldrig saftige beskrivelser. Varm og ægte kærlighed omtales - især de ledende politifolks lykkelige ægteskaber - men det bliver næsten altid ved omtalen. Derimod pointeres stærke og positive slægtsbånd.

Kærligheden afvises med noget nær råhed i Astas Bog. Den da 25-årige Asta registrerer i sin dagbog ægtemandens hjemkomst efter måneders fravær:

           Han kyssede mig, og jeg kyssede ham igen. Hvad andet kunne jeg gøre under de omstændigheder? Han ser i hvert fald godt ud. Det havde jeg næsten glemt. Jeg havde glemt denne sitrende fornemmelse inden i mig. Det er ikke kærlighed, det er mere som at være sulten, og jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det.

Wexford og Burden 

Debutromanen - Med hilsen fra døden fra 1964 - introducerede Reginald Wexford og Michael Burden fra kriminalpolitiet i Kings­markham, en frit opfundet, mindre købstad i Sussex. Kingsmarkham havde dengang 12.000 indbyggere i selve byen, hvortil kommer adskillige landsbyer i oplandet, der også hører til politikredsen. Senere opgives indbyggertallet til 78.000, hvilket på den ene side bedre forklarer, at byen sidst i tresserne kunne rumme 80.000 deltagere i en rockfestival, men på den anden side ikke stemmer godt overens med, at biografen i 1986 måtte opgive konkurrencen med TV og lukke. Byen er smukt beliggende ved Kingsbrook-floden, og rundt om den findes skove og landbrugsområder med rigeligt af de ensomt belig­gende, herskabelige huse, der fascinerer Ruth Rendell.

Makkerparret Wexford & Burden har foreløbig opklaret 15 sager, med en enkelt undtagelse alle i provinsmiljøet, men dog med afstikkere til London, der kan nås med tog på tre kvarter á en time. En enkelt roman (Når mordet er begået ...) er henlagt til London, hvor Wexford rekreerer sig efter alvorlig sygdom.

Styrkens chef var i en årrække den lidet tiltalende politimester Griswold, der aldrig bidrog til efterforskningen, men ofte skarpt kritiserede Wexford (... jeg vil ikke have vort politis ry bragt i fare på grund af en tåbelig mand, der handler ud fra sin egen intuition og ikke på grundlag af indicier). Wexford sammenlignede ham hyppigt med den daværende franske præsident de Gaulle (tung, højtidelig og heftig), og den landsby, hvor Griswold boede, kaldtes følgelig en tid for Millerton-Les-Deux-Eglises. - I den seneste roman er Griswold afløst af politimester James Freeborn, der viser en del af de samme dårlige chefegenskaber. Det er påfaldende, at engelske politime­stre behandler deres succesrige afdelingschefer så skidt. - Colin Dexter og Reginald Hill fortæller jo det samme.

Reginald ("Reg") Wexford leder kriminalafdelingen i Kingsmarkham. Han er detective chief inspector, hvilket i de første mange romaner blev oversat til dansk som "kriminalassistent", men nu gengives som "kriminalkommissær" (og en enkelt gang undervejs som "kriminalinspektør"). Hans alder oplyses i første roman (1964) til 52 år, i 1973 til 60 år - og siden har han vel konstant været "først i tresserne".

Wexford er en kraftig herre - 185 cm høj. I starten blev hans korpus og lidt frastødende ydre betonet:

           Han tænkte sommetider, at han egentlig kun manglede snabelen for at ligne en elefant til forveksling. Hans krop var stor og tung og klodset, hans hud rynket og grå som en tykhuds, og hans trekantede ører strittede ud under en sparsom bevoksning af kommunefarvet hår. Når han var i Zoologisk Have, gik han altid hurtigt forbi elefanthuset, for at uærbødige tilskuere ikke skulle finde på at drage sammenligninger.

                                                                                        (Mord før brylluppet)

I begyndelsen af 1970’erne ændres billedet af Wexford. Det er et af resultater­ne af en mindre blodprop. Sygdommen tvinger ham til at slanke sig og til at lægge livsstilen om. Så lyder den venligere beskrivelse:

           Det var en kraftig, korpulent mand, en snes år ældre end overbe­tjenten. En mand der havde nået den alder, hvor folk, når de skulle beskrive ham, var begyndt at foretrække ordet "ældre" frem for "midaldrende". Hans ansigt havde aldrig været smukt. Alderen og tabet af næsten alt hår havde ikke forskønnet de posede træk, men et udtryk af - ikke medgørlighed - men tolerance over for alt andet end intolerance virkede forsonende og gjorde ansigtet næsten tiltrækkende.

                                                                                      (Døden holder festival)

Wexford er en dannet mand. Han citerer hyppigt klassisk engelsk litteratur, og han kan på stående fod angive de månedsnavne, som blev indført under den franske revolution. Han er fast forankret i sit job - for ham nærmest et kald - med henblik på orden og tryghed i det samfund, han har valgt at tjene. Han iagttages med de kraftige albuer hvilende på bordet, fingrene pressede mod hinanden i en urokkelig pyramide. Et sindbillede på lov og orden.

Wexfords styrke er evnen til at forstå de mennesker, han taler med, og fatte de ofte usle motiver, der har bevæget til vold eller drab. Han har kun få fordomme, hans livssyn er positivt og han er en livskraftig gentleman, lejlighedsvis med et for voldsomt temperament. Der er en grænse for hans tolerance, når han møder den småtskårne følelsesmæssige afstumpethed. F.eks. en far til en myrdet kvinde, der ikke har haft forbindelse med datteren i mange år, og som nu er optaget af de pekuniære muligheder i situationen:

           ... Han gik hen mod døren og var ganske uanfægtet af Wexfords skulen. "En avis har tilbudt mig totusind pund for eneretten til min historie".

           "Ih, det tilbud skulle De tage imod", sagde Wexford roligt. "De penge vil være en vis erstatning for Deres tragiske og smertelige tab".

                                                                                      (En morder eftersøges)

Michael ("Mike") Burden er en anden type. Han præsenteres tidligt i serien således:

           Teen var uden sukker, fordi Burden bedst kunne lide den sådan, ikke for at undgå kalorier. Hans skikkelse forblev slank og mager, uanset hvad han spiste, og hans smalle myndeansigt var uforanderligt skarpt og asketisk. Han klædte sig konservativt og smigrede sig med, at han nu til formiddag i sit nye tøj lignede en vekselerer ...

                                                                                    (En morder vælger galt)

Burdens verden skrider sammen, da hustruen Jean dør. Han bliver trættekær, bitter:

           Burden var så tynd. De høje, skarpe kindben trådte frem under den stramme hud, og hans øjne have et ubehageligt udtryk, når man mødte dem, men var direkte frastødende, når man så dybere ind i dem. Han havde engang været en ganske køn mand, meget engelsk at se på, lyshåret og rødmosset, men nu havde al farve og liv forladt ham, og han var nærmest grå. Han gik stadig med sort slips, og det var bundet så stramt, at man skulle tro, det ville kvæle ham.

                                                                                      (En morder eftersøges)

Den hårdt tiltrukne slipseknude løsnes aldrig helt, men efter fem år som enkemand finder Burden sammen med Jenny, og det "normaliserer" ham. Burden beskrives nu som en

           ... konventionel konservativ mand, som troede lidenskabeligt på lov og orden. Den mindste krænkelse af disse principper irriterede ham, og han hadede forbrydelse. Denne mærkelige forståelse for den forbryderiske mentalitet og dens virke, som nogle politifolk er i besiddelse af til en sådan grad, at der ikke er ret megen forskel på dem og deres moral og forbryderne og deres, var Burden fremmed, ja han afskyede den. Det var måske derfor, at han havde mindre held med sig som politimand, end han kunne have haft.

                                                                                        (Hjemkomst til mord)

Burdens bigotte fantasiløshed er en afgørende begrænsning. Lejlighedsvis bliver den farlig. I Dødens slør er Wexford sat ud af spillet ved en ulykke. Burden skal på egen hånd afsløre den neurotiske lærer Clifford Sanders. Det forsøger han gennem en række udmattende forhør - for sent begriber han, at Clifford har udskiftet sin profes­sionelle terapeut med Burden, og at det er Clifford, der manipulerer ham. Rædsels­slagen trækker han sig ud - nægter sig til stede, når Clifford vil tale med ham. Og så går det helt galt, da Clifford insisterer på at fastholde hans interesse.

Der er andre politimænd med i romanerne - overvejende i statist- og vand­bærerroller. De tegnes hurtigt, sommetider blot for at rekapitulere skildringen af Wexford og Burden. F.eks. tiltræder overbetjent Barry Vine (et navn, der ikke kan være valgt tilfældigt!) i Kys ikke kanonérens datter, og hans holdninger sammenfattes hastigt:

           Medens Burden troede på, at verden ville blive et bedre sted, hvis andre opførte sig lidt mere, som han selv gjorde, og Wexford var af den mening, at tingene ville forandre sig til det bedre, hvis folk lærte at tænke, hengav Vine sig ikke engang til så primitive metafysiske betragtninger. For ham eksisterede der en stor (men ikke stor nok) befolkningsgruppe af pæne, lovlydige mennesker, som arbejdede og ejede huse og opfostrede familier på forskellige pekuniære niveauer, og en sværm af andre, let genkendelige for ham selv, selv om de - endnu - ikke havde begået noget kriminelt.

Politifolkenes privatliv og familier kommer langsomt med i serien. Fra starten kender læseren Burdens lykkelige familieliv med Jean og to teenagebørn. Jean dør som nævnt tidligt af en cancer, og Burden kæmper i adskillige år med alenefaderens vanskeligheder. Han gifter sig igen - atter et lykkeligt ægteskab, der dog i Sort som ravne trues af hustruens svangerskabspsykose. Wexford er gift med den intelligente og følsomme Dora og har to døtre. Han er nært knyttet til den yngste, skuespillerinden Shelia (så tæt, at en alvorlig uoverensstemmelse på et tidspunkt er ved at forplumre hans evne til at se tingene skarpt).

                                                         ****

Wexfords metode kan det være svært at få greb om - han forfalder sjældent til teoretiske betragtninger. Han oplever sig som en FN-kontrolofficer, hvis opgave det var at forhindre indtrængen på sagesløses territorium. Det hedder om ham, at ... det var gennem studiet af menneskets natur og adfærdsmønster frem for at sætte sin lid til indicier, at han havde opnået sine tidligere succeser. Og selv siger han: "Hvorfor er vi nogensinde nogen steder? For at stille spørgsmål, for at få ting at vide, for at drage slutninger og for at gøre en fangst." Wexford er helt igennem rationel i sin tankegang. En mistænkt bemærker under en afhøring:

           "Man kan ikke altid forklare sine handlinger."

           "Jeg er ikke enig med Dem. Jeg tror vi kan, hvis vi ærligt undersøger vore motiver".

                                                                                              (Det sidste farvel)

Derimod tror Wexford ikke på intuition - for så vidt med rette, som hans mere intuitive efterforskningsskridt jævnligt bringer ham på afveje, lejlighedsvis ud i skandaløse fejlgreb:

           Folk praler af deres intuition, fordi de kun bryder sig om at huske de gange, den har vist sig at være rigtig. Jeg tillader aldrig mig selv at glemme de utallige gange, hvor min intuition var forkert.

                                                                                      (En morder eftersøges)

Det er den seje efterforskning efter bogen, der muliggør resultaterne. Ikke mindst afdækningen af det liv, den myrdede har levet. Opgaven beskrives med noget, der minder om vemod:

           Kvinden var død, men døden for morderhånd er på en vis måde ikke en afslutning, men en begyndelse. Er man død en naturlig død, kan éns liv som regel begraves sammen med én. Hendes liv ville gradvis blive blotlagt, begivenhed efter begivenhed, og hvor ukendt hun end havde været, ville hendes liv komme til at virke som en biografi over en berømthed.

                                                                                         (Mord uden adresse)

I de seneste bind anstilles et par interessante betragtninger om alibier i mordsager:

           "Naturligvis bor jeg ikke sammen med nogen. Jeg var alene hjemme og så på TV."

           Endnu en TV-fan. Hvad i alverden foretog de sig i gamle dage før katode-revolutionen? Han burde kunne huske de alibier, der forekom før TV-æraen, men han kunne ikke. Jeg læste, syede, satte hylder op, fiskede, lyttede til radioen, var ude at spadsere, på pubben, i biografen. Måske.

                                                                                               (Sort som ravne)

           ... i de senere år er der sket noget højst mærkværdigt med alibier. Det er blevet mere og mere vanskeligt at etablere de vandtætte. Det er naturligvis i forbrydernes disfavør, men også til deres fordel. Det har noget at gøre med, at folk lever en mere og mere isoleret tilværelse. Der er flere mennesker end nogensinde før, men de enkelte lever mere ensomt.

                                                                              (Kys ikke kanonérens datter)

Romanerne

Alle Wexford & Burden-historierne handler om mordsager. Der er i de 15 bind i alt 25 mord, de 6 samlet i Kys ikke Kanonérens datter. Drabene er ligetil: Ofrene bliver kvalt, får slået skallen ind, stikkes ned eller bliver (i to af romanerne) skudt. Det chokerende enkle betones, som da Wexford gysende indser, at en rundpind i de "rette hænder" er den perfekte garrotte. Motiverne er tilsvarende simple: Jalousi, pengebegær eller et par steder opgøret med en pengeafpresser. Flere mord er slet og ret udslag af psykose. Det er kvinderne, det går ud over (kun 7 af de 25 ofre er mænd), men det er til gengæld også kvinder, der i godt halvdelen af sagerne er de ansvarlige. Påfaldende ofte er morderne helt unge mennesker.

Intrigerne er i de første mange bøger bygget op som i krimierne fra 30'erne og 40'erne. Indviklede, næsten matematiske konstruktioner, hvor et par afgørende elementer i sidste ende skifter plads. Den lidt Agatha Christie’ske skabelon har Rendell først endegyldigt forladt med seriens sidste to-tre bind.

Sagerne blev i de tidlige romaner afviklet hurtigt - handlingen strakte sig sjældent over mere end én uge à ti dage. Det ændrede sig midt i serien (hvor forløbet i Det sidste farvel udspiller sig gennem femten måneder). I de seneste bøger kræver opklaringen en måned eller lidt mere.

                                                         ****

Ruth Rendells styrke er personskildringen - ofre, mistænkte, vidner m.v. En gennemgående type er et neurotisk og egocentrisk menneske, som på kort formel beskrives således:

           ... det de havde til fælles, var en form for forfølgelses­vanvid, begærlighed og den opfattelse, at samfundet skyldte dem et levebrød.

Ordene fra Det sidste farvel gælder den myrdedes ægtemand og hans mor - der har et udseende som en fangevogterske fra ældre tid eller lederen af et fattighus. Wexford møder mange folk fra den stamme, og han belærer et sted Burden om definitionen på en psykopat:

           Det fremtrædende træk er følelsesmæssig umodenhed i den bredeste betydning. Disse mennesker er impulsive og energiløse, uvillige til at acceptere erfaringens resulta­ter og kan ikke benytte sig af dem ... sommetider fulde af energi, men helt uden standhaftighed, de lyder bestikkende, men er uoprigtige, krævende, men ligeglade med andres ønsker, kun til at stole på inden for grænserne af deres egen upålidelighed, kun trofaste mod utroskaben, oprørske og ulykkelige...

                                                                                                    (Dødens slør)

Psykopatien kan slå ud som en hensynsløs og beslutsom stræben efter tilfredsstillelse af egen forfængelighed – en lidt taktløs tilføjelse, der i sin sammenhæng også kan forstås som Wexfords vurdering af Burdens fremfærd i sagen.

Rendell forklarer ofte forbrydelsen med mental sygdom – måske er gernings­manden selv offer for en holdning som den beskrevne i sit barndomshjem. Der fortælles imidlertid også – om end knap så tit – om mennesker, der klarer de udfordringer, de møder, hvad enten de skal kæmpe sig fri af en knugende barndom eller slet og ret skal overkom­me en byrdefuld tilværelse. Som den gamle kvinde på plejehjemmet, der holder hovedet og humøret højt efter et liv med 11 barnefødsler og konstant kamp for at få for lidt til at slå til. Wexford tænker:

           Sikken et liv, hun måtte have haft! De elleve børn og alle de deraf følgende bekymringer og anstrengelser og tragedier. Uvelkomne ægteskaber, endnu mindre acceptable skilsmisser, adskillelse, død..

Mrs. Chowney har taget det hele i stiv arm. Blot skal man ikke komme til hende med vås, som da hendes datter ynker en velbeslået veninde for dennes tomme liv:

           Tomt, tænkte jeg ved mig selv, når hun boede i det hus, aldrig havde kendt til problemer med penge, pjattede med at sælge keramikdyr, aldrig havde været nødt til at sørge for sig selv. Det er ikke et tomt liv, sagde jeg, det er en beskyttet tilværelse.

                                                                              (Kys ikke kanonérens datter)

Den gamle dame behøver ingen medlidenhed. Det gør de fleste andre, der krydser Wexfords og Burdens vej. De får den tit hos Wexford. I en led sag, hvor alt peger imod, at et barn er blevet offer for en sexualforbrydelse, siger Burden:

           "Et dejligt job vi har. Jeg føler mig slimet over det hele."

           "De kunne selv have været en af dem, hvis Deres forældre havde stødt Dem fra sig", sagde Wexford. "Jeg kunne have været en af dem, hvis jeg havde givet efter for de tilnærmelser, jeg kom ud for på skolens toiletter. 'De sidder i mørke, de er født til en endeløs nat', som Blake eller en af de andre dygtige fyre sagde. Medlidenhed koster ikke noget, Mike, og det er ikke så lidt mere opbyggeligt end at råbe op om pisk og hængning og kastration og hvad ved jeg".

           "Jeg råber ikke op, sir. Jeg er bare tilhænger af at fremelske selvbeherskelse. Og min medlidenhed går til moderen og til det arme barn".

           "Ja, men ægte medlidenhed lader sig ikke si. Fejlen ved Dem er, at De er et forstoppet dørslag, og Deres medlidenhed siver kun ud gennem et par ynkelige små huller".

                                                                                      (En morder eftersøges)

Medfølelsen kommer også frem i beskrivelserne. F.eks. et kig ind hos manden, en uges tid efter at hans hustru er myrdet:

           For første gang i et halvt år begyndte støvet at lægge sig på toiletbordet, på kaminhyldens metalplade og på det linoleumsbelagte gulv.

                                                                                      (Med hilsen fra døden)

Rendell dvæler gerne ved forfaldet:

           Mrs Crilling var iført et lyserødt nylonnegligé, der så ud, som om det engang havde været beregnet til en brud. Hvedebrødsdagene var for længst forbi, for negligeet var plettet, flænget og ækelt. Hun sad i en øreklapstol og stirrede ud på et indhegnet stykke jord til gårdsiden af huset. Det kunne dårligt kaldes en have, for der groede ikke andet end tre fod høje nælder og brombær, som dækkede alt med bladlus­befængte ranker.

                                                                                       (Døden kaster skygge)

Men det er dog ikke begrædelighed alt sammen. Også lysere toner kommer med:

           Tingene forekommer altid anderledes om morgenen. Denne banale sandhed gentager vi altid med undren, måske fordi det er sådan en bemærkelsesværdig sandhed. Det er uvægerligt sådan. Det frygtelige, det angstfyldte, det uhyrlige, det makabre, alt vaskes bort i det kølige praktiske morgenlys.

                                                                                        (Hjemkomst til mord)

Flere af romanerne er tematiske. Når mordet er begået ... handler om ufrivillig barnløshed og adoption. Mord uden adresse sætter fokus på kvinders vilkår og muligheder i en mandsdomineret verden. Det er den virkelige baggrund for intrigen, og det er også Wexfords private problem, da hans ældste datter flytter hjem i bitter og forkælet foruret­telse over sin status som hjemmegående husmoder. Emnet tages op på ny i Sort som ravne, der drejer sig om firsernes mere militante kvin­debevægelse, repræsenteret af en feministisk organisation, der er på vej over i det bevæbnede opgør. Mordsagen gælder et egocentrisk skvat af mand, der efter drabet afsløres som bigamist. På den private front må Burden tage tørnen med Jenny, der som sent førstegangsgravid har fået taget en fostervandsprøve og derfor véd, at det er en pige, hun skal føde. Det magter hun ikke - ikke en pige til den mandsverden! Og samtidig afskyr hun sig selv, fordi hun ikke vil vide af sin kommende datter. Det er faktisk toppen af, hvad Burden kan klare.

Som sagt er seriens første mange romaner - deres fortjenester i øvrigt ufortalt - en smule skematiske. Ruth Rendell har nok følt det samme, da hun i et interview med The Armchair Detective i 1989 (ved 25-året for debuten) blev spurgt, hvorfor hun fortsat skrev om Wexford og Burden, hvad der er så interessant ved dem?

           I keep writing for one simple reason. It is not interesting to me; it is that people ask for it. I write the other books for my pleasure; I write the Wexford and Burdens because they are popular. People ask for them, and I will - I may - write another one, but it's getting heavy now.

                                                                    (TAD summer 1989, vol 22, nr. 3)

I stedet for at droppe serien valgte Rendell imidlertid i 1992 at skrive dens mest vellykkede bind, Kys ikke kanonérens datter. Også de tidligere romaner kan trods forfatterens lidt nedladende replik anbefales (især Mord uden adresse og - for en blændende beskrivelse af en musikfestival i tiden omkring 1970 - Døden holder festival.) Rendells serie er på mange måder "overgangen" fra Ngaio March's og Chris­tianna Brands fortællinger (der endnu var bundet til den britiske førkrigstradition) til senere politiromaner som Colin Dexters og Reginald Hills. Rendell bragte den type krimier fra de sofistikerede miljøer til middel- og arbejderklassen. Og de bøger er bestemt værd at læse - også som gode historier.

Thrillers

Eunice Parchman myrdede familien Coverdale, fordi hun ikke kunne læse eller skrive.

Sådan lyder de første tolv ord i Morder antages fra 1977. Ruth Rendell giver forlods alt det fra sig, som ellers skaber handling og spænding i en krimi: Ofrene, morderen og motivet. Og dog er det indledningen i en af kriminallitteraturens mest knugende og uafrystelige thrillers. Romanen redegør for baggrunden – Eunice’s fortid blotlægges. Hun ansættes knap 50 år gammel som husbe­styrerinde hos Coverdales, der med omhu præsen­teres som en gennemkultiveret, hyggelig og venlig familie, måske en smule overfladisk. Skridt for skridt nærmer udviklingen sig den afsluttende massakre (ironisk placeret på St. Valentines dag). Alt er uafvendeligt som i et græsk skæbnedrama. Det er tydeligt for læseren, hvordan familiens positive udspil misforstås og fejlfortolkes, medens Eunice’s neurose næres og vokser. Indtil den afsluttende eksplosion, som læseren fra starten kender og hyppigt er mindet om.

Psykopatien (eller den skjulte psykose) er tilbagevendende i Rendells thrillers. I Mord i vente fra 1976 gælder det den midaldrende kontorassistent Arthur Johnson. Han anser sig selv for en fuldstændig normal mand, der - som alle normale mænd - havde en lille særhed, som han udmærket var i stand til at holde under kontrol. Arthur er pedant, en skadefro undermåler, og panisk ræd for kvinder eller blot for at færdes ude efter mørkets frembrud. Han er også - når det kommer over ham - "Ke­nbourne-kvæleren", der har dræbt en række kvinder. I en del år opnår han udløsning ved at kværke en voksmannequin, som han har fundet blandt det øvrige affald i saneringsejendommens kælder. Så ender figuren på et Guy Fawkes-bål - og dermed rabler det for alvor for Arthur. - Angst fra 1986 følger den nu 38-årige Victor Jennings, der netop er prøveløsladt efter ti år i fængsel. Han skød og lemlæstede politimanden David Fleetwood, da han søgte at undvige efter en voldtægt. David underkrop er lammet, men han har skabt sig et på mange måder positivt liv som forfatter og respekteret kommentator. Victor er fascineret, da han læser om David i en avis. Et kaos af had, kærlighed, konkurrence og identifikation. Forbrydelsen frikender Victor sig selv for: Det var hans onkel Sydney, der pralede med den pistol, han under krigen havde taget fra en tysk officer: Han og Fleetwood og pigen Rosemary Stanley havde hver sin del af ansvaret for Fleetwoods invaliditet. Sydney fordi han havde taget pistolen, Fleetwood fordi han ikke havde villet tro på dens indlysende ægthed, pigen for hendes tåbelige skrigen op. Folk tænkte heller aldrig på, hvordan deres ubetænksomme adfærd kunne skabe kaos i andres liv. Det er - på et skæbnesvangert plan - den form for fordrejet og forvreden argumen­tation, som alle forældre til mugne teenage-børn kender. Victor kontakter "ti år efter" David. Og det går naturligvis galt, galt...

De nævnte thrillers er prisbelønnede eller optaget på "hitlisten" fra Crime Writers Association. Det er der god grund til - det er bøger, der holder læseren fast, skræmmer og fængsler. Kun en fagpsykolog kan afgøre, om de fuldt ud er realistiske, men den gemene læser er overbevist. Og også en smule forfrossen. Begivenhederne ses næsten konsekvent med en Arthurs eller en Victors øjne, og det er en ganske bedærvet verden, som på den vis præsenteres. Undertrykte tanker voksede og blomstrede i drømme som rodknolde, der er gemt væk i en mørk kælder og skyder lange, blege sygelige skud - for at citere beskrivelsen af Arthur Johnson.

Det beror på temperament og smag, om man kan lide de bøger (kan man, fås de næppe bedre!) For denne artikels forfatter er der flere vitaminer i thrillers, hvor kameraet følger en i bund og grund sjælssund person. Det gælder den mystiske og komplicerede Et barn savnes fra 1984, hvor en ung kvindelig forfatter reelt ender som barnerøver. Et intelligent, følsomt og redeligt menneske i en rolle, formentlig alle vil opfatte som umenneske­lig. Rendells kunst er at vise, hvorledes Brigitte selv erkender sin situation, og at få læseren til at acceptere hendes handling. - I Brudepigen (1989) ligger den unge Philip Wardman under for Senta Pelham, som han træffer ved sin søsters bryllup. "Elleskudt", ville de gamle have sagt, den totale seksuelle fascination. Han indser efterhånden, at Senta er depraveret, måske skizofren. Hun foreslår, at de skal "bevise" deres kærlighed ved at "begå et mord for hinanden". Han leger (for længe) med... - I Rendells seneste thriller (Som fuglen i krokodillens gab fra 1993) fortæller den purunge Eliza Beck om sin isolerede opvækst hos moderen, der bestyrede den altid fraværende elskedes ejendom. Og forsvarede sin og datterens uafhængighed - om fornødent ved mord. En nødvendighed, som flere gange blev en realitet. Eliza har levet sorgløst som den fugl, der holder reptilets tænder skarpe. Hun mener selv, at hun har haft en storartet barndom med en vidunderlig mor. Men hun gentager ikke det sygelige mønster, da anledningen byder sig.

Der er mere på spil i disse bøger, der skildrer det normale menneskes begrænsede muligheder i nærkontakt med galskaben. Som læser oplever man dem som engagerende, fordi man tvinges til at overveje, hvorledes man selv ville reagere, hvis man var spundet ind i den kokon af modstridende hensyn, som fanger Ruth Rendells "almindelige" hovedpersoner. Det er omvendt for let at lægge problemet fra sig, når det drejer sig om den snehvide, rendyrkede psykose. Skræmmende og aldeles forfærdeligt - på samme måde som et uhyggeligt jordskælv eller et vulkanudbrud. Virkningerne er frygtelige, ødelæg­gelsen total. Men der er ingen muligheder for at undgå ulykkerne, næppe alternativer, man kunne (eller burde) have grebet til i tide.

Barbara Vine

I 1986 udkom Ind i mørket. Forfatternavnet var angivet som Barbara Vine, men det var umiddelbart klart, at bogen var skrevet af Ruth Rendell (om ikke andet var copyright'en angivet som tilhørende Kingsmarkham Enterprises Ltd). Form og indhold var fjernt fra Rendells hidtidige koncept. Her er ingen roligt fremadskridende fortælling, som starter med begyndelsen og sindigt når slutningen. De førte mange sider er nærmest kaos - hvem fortæller? hvem er de personer, der henkastet nævnes ved fornavn? hvordan kan fortælleren på første side skildre sine minder fra den morgen, hvor Vera skulle dø klokken otte? Det varer imidlertid ikke længe, før læseren er indforstået med og tryllebundet af Faith Severns fortælling om tragedien i hendes familie: Dengang hendes fars tvillingsøster Vera dræbte sin yngste søster Eden, og blev dømt og hængt for det mord. Nu (d.v.s. 1984 eller 1985) vil en journalist skrive en bog om "den sidste kvinde, der blev hængt i England". Faith må knap tres år gammel tage sin fortid op, alle fortrængningerne og traumerne, og forsøge at få hold på, hvad der egentlig skete. Bogen foregår på mange tidsplaner, nutiden, tiden for mordet (1950) og Faiths tidlige ungdom, da hun under krigen var evakueret til de to søstres ejendom på landet. Vera var i tyverne nogle år i Indien, hvor en ældre søster var gift med en officer i kolonialhæ­ren. Brevene fra dengang spænder tidsforløbet fra imperiets sidste stolte dage til Thatchers ramponerede Britannia i firserne. Faith er en erfaren og klog kvinde - men hun husker meget vel, hvordan hun i sin tidlige pubertet (eller som ung, nyforelsket student) reagerede på det, hun hørte og så. Som moden kvinde må hun selvsagt revidere de opfattelser, hun dannede sig dengang. Det kan lyde forvirrende, men det er som sagt enkelt nok for læseren at holde rede på de raffinerede tidsskift. Bogens egentlige gåde - hvem af de to søstre, der var mor til det barn, som står i centrum for det afsluttende opgør - løses til gengæld ikke.

Ind i mørket er ingen konventionel thriller, snarere en familieroman, et moderne sidestykke til Forsythe-sagaen (om end mere medrivende og vedkommende). Tematisk handler den om erindring og minder. Faith undrer sig over, at de breve, der er bevaret fra hendes barndomshjem, alle er sendt om sommeren - indtil hun husker, at breve blev stillet på kaminhylden, når de var læst. Om vinteren er de efter nogen tid endt i ilden, om sommeren i en skuffe. Hendes erindringer dukker op, efterhånden som hun finder papirer og gamle fotos - men de stemmer tit ikke med det, hun får at vide hos de andre implicerede, der endnu lever. Den resignerede pointe er værd at fastholde:

           Vor hukommelse er ikke perfekt. Vi har affundet os med, at der er ting, vi ikke kan huske. Derimod har vi svært ved at accep­tere oplysningen om, at en begivenhed, vi faktisk husker, aldrig har fundet sted.

Romanen havde fortjent en Gold-Dagger - men prisen blev det år vundet af Ruth Rendells Angst. Guld-dolken gik næste år, 1987, til Vine-roman opus to. Det var Skæbnesommer, der beretter om en tilfældigt sammenbragt gruppe unges dårskab i en lang, hed sommer på et landsted, som den ene har arvet fra en excentrisk onkel. Den uforpligtende leg ender i katastrofe Det har de implicerede så haft en halv snes år til at fortrænge. Tiden, der læger alle sår, selv om den ender med at slå én ihjel, havde udrettet mere, end terapien kunne. Så bryder fortiden op og truer med at ramme de nu etablerede, agtede samfundsborgere, som ikke mere er umodne "syndere i sommersol".

Endnu en førstepris opnåede Kong Salomons tæppe fra 1991. Romanen bevæger sig ganske langt fra den traditionelle krimi - prøvede man at referere handlingen, ville det fremstå som tilløb til fire-fem noveller, kombineret med en lidt absurd London-guide. Eller som en afhandling om Londons undergrundsbaner. Det er end ikke efter gentagen læsning muligt at forklare, hvorfor bogen fascinerer totalt - det kan i al fald ikke gøres i få ord. Det må blot konstateres.

Væbneren fra 1990 skildrer den charmerende psykopat Sandro, der vil kidnappe "prinsessen", den tidligere topmannequin Nina, som nu er rigt gift og bosat på et luksuøst herresæde. Ved sin side har Sandro den depressive taber Joe, medens Nina vogtes af chaufføren, der dog kan rammes via sin mindreårige datter. Der er megen forvreden kærlighed mellem disse personer, anspændte relationer, vekslende fra beskyttelse til underkastelse. Bogen rummer tæt og god suspense, men plottet (og den barsk-sarkastiske afslutning) smager af Rendell, ikke af Vine.

Det er lidt svært at forstå, at Ruth Rendell har videreført et særskilt Vine-forfatterskab. Det må være vanskeligt at placere manuskripter under det ene eller andet forfatternavn. Flere nyere Rendell-thrillers indeholder samme fortættede atmosfære som Vine-bøgerne og samme subtile mangetydighed (f.eks. Brudepigen fra 1989 eller romanetten Hjertesten fra 1987). Ruth Rendell har i et interview sagt, at Vine-romanerne skildrer normale mennesker, der presses til at overskride nogle grænser. Det er der naturligvis en del om, men hverken hovedpersonerne i Væbneren eller den hævnende Axel Jonas i Kong Salomons tæppe passer med den sondring. Andre har hæftet sig ved, at Vine-historierne som regel er knyttet til store huse, som afgørende betinger handlingen. Det gælder imidlertid også adskillige af Rendells krimier. Snarest kan man måske sige, at der med Vine-romanerne er kommet mere lys og en ny medmenneskelighed ind i det samlede forfatterskab.

Den seneste Vine-udgivelse - Astas Bog fra 1993 - er således en varm, medfølende roman. Dens baggrund er de sporadiske dagbogsop­tegnelser, som Asta Westerby nedfælder fra 1905, hvor yndlingsdatteren Swanny bliver født, til 1967, da den eneste mand, hun elskede, dør. Asta er født i 1880 i Danmark, men fra 1905 bosat i London. Dagbøgerne, som hun har skrevet på dansk, afspejler et vidtforgrenet skæbnedrama, som over tre generationer implicerer fire familier. Der er mange tråde på kryds og tværs - og dermed også en skildring af 60 års social udvikling, hvor sæderne mildnes og skellet mellem upstairs og downstairs til dels ophæves. Romanen koncentrerer sig om Swanny, der efter moderens død i 1974 finder de mange hæfter, erkender deres litterære værdi og får dem udgivet - til sin overraskelse med overvældende succes. Swanny søger forpint efter sin egen identitet: Hun mener at vide, at hun i virkeligheden ikke er Astas barn. Hun dør uden at kende sandheden. Hendes niece, bogens fortæller, arver ophavsretten til dagbøgerne og dermed adskillige nøgler til gåden om Swanny og til opklaringen af det spektakulære mord i 1905, som bestandigt spøger bag begivenhederne. Der er indviklede mysterier, som alle får ganske enkle forklaringer. Og der er tilsyneladende simple spørgsmål, som til sidst finder uhyre komplice­rede svar. Der er endelig nogle stænk grum ironi - f.eks. viser det sig, at Asta uden at vide det faktisk besad netop det, som hun i mange år begærede mest.

Ved oversættelsen går noget af bogens flavour uhjælpeligt tabt. Originaludgavens spredte citater på dansk kan ikke komme til at fremstå som æggende, uløselige kryptogrammer. Men også uden den snert er Astas Bog en usædvanligt læseværdig roman - med et neddæmpet kriminelt sidemotiv.

Afslutning

Rendell arbejder som nævnt ofte mere med chok end med traditionel spænding. Hyppigt indtræffer en misforståelse: Wexford er f. eks. omsider sikker på den myrdedes identitet og gennemfører husunder­søgelsen i den forladte bolig - netop som ejeren kommer hjem fra ferie og indigneret beder oplyst, hvad de herrer foretager sig i hendes hjem?  Lignende forløb gengives flere gange i relation til et savnet vidne - tricket forekommer i forskellige varianter syv gange i løbet af Wexford-Burden-serien. Mest elegant er det anvendt i Skæbnesommer, hvor læseren omsider overmander Rendell (Vine). Læseren sidder tilfreds med løsningen ca. fem sjettedele henne i bogen. Nu er det gennem­skuet hvad der skete hin ulykkessvangre sommer, og hvem det skelet, der er opdaget mange år senere, stammer fra. Tingene falder på plads. Næste kapitel starter naturligvis med, at netop den person gør sin entré i nutiden. Forfra, kære læser! Og det er vel at mærke gjort uden det mindste snyderi. Bare mesterligt.

Med få, tidlige undtagelser er Ruth Rendells produktion værd at læse eller genlæse. Politiromanerne kan med betydelig fornøjelse indtages en suite - hendes thrillers bør nydes med større forsigtighed og formentlig i beskedne doser. De er lidet opløftende, og holder man ikke af at balancere på eller overskride grænserne til det mareridtsagtige, er der et par titler, man bør skåne sig for.

Modsat de mange forfattere, der får sværere og sværere ved at finde nyt stof, har Rendell gennem årene befriet sig fra tradition og forbilleder. Hendes bøger er, som det er søgt vist, i takt dermed blevet bedre og bedre.

Bibliografi

Ruth Rendells romaner er på dansk udkommet på Forums forlag, først i en (nummereret) serie på 12 originalpocketbøger, så i Forums sorte serie (1976 – 85/87). Fra og med 1986/87 er der tale om "almindelige" bogudgaver. En enkelt (Hjertesten) er udsendt af Borgens forlag. - Barbara Vine-romanerne udgives af Gyldendal.

A. Wexford & Burden romanerne:  

From Doon with Death (1964) - Med hilsen fra døden (nr. 4 - 1973)

A New Lease of Death (1967) - Døden kaster skygge (nr. 1 - 1972)

Wolf to the Slaughter (1967) - En morder vælger galt (nr. 2 - 1972)

The Best Man to Die (1969) - Mord før brylluppet (nr. 5 - 1973)

A Guilty Thing Suprised (1970) - Døden sætter punktum (nr. 3 - 1972)

No More Dying Then (1971) - En morder eftersøges (nr. 6 - 1973)

Murder Being Done Once (1972) - Når mordet er begået ... (nr. 7 - 1974)

Some Lie and Some Die (1973) - Døden holder festival (nr. 8 - 1974)

Shake Hands Forever (1975) - Det sidste farvel (1976)

A Sleeping Life (1978) - Mord uden adresse (1979)

Put On by Cunning (1981) - Mord i blinde (1982)

The Speaker of Mandarin (1983) - Hjemkomst til mord (1984)

An Unkindness of Ravens (1985) - Sort som ravne (1987)

The Veiled One (1988) - Dødens slør (1988)

Kissing the Gunner's Daughter (1992) - Kys ikke kanonérens datter (1992)

B. Enkeltstående thrillers:

To Fear a Painted Devil (1965) - En malet djævel (1990)

Vanity Dies Hard (1965) - Mani eller mord? (nr. 9 - 1974)

The Secret House of Death (1968) - Selvmorderne (nr. 10 - 1975)

One Across, Two Down (1971) - Døden skal du lide (nr. 11 - 1975)

The Face of Trespass (1974) - Besat af en kvinde (nr. 12 - 1975)

A Demon in My View (1976) - Mord i vente (1976)

A Judgement in Stone (1977) - Morder antages (1978)

Make Death Love Me (1979) - Døden tager gevinst (1980)

The Lake of Darkness (1980) - I skorpionens tegn (1980)

Master of the Moor (1982) - Hedens hersker (1983)

The Killing Doll (1984) - En dukke, der dræber (1985)

The Tree of Hands (1984) - Et barn savnes (1986)

Live Flesh (1986) - Angst (1986)

Heartstones (1987) - Hjertesten (1988 - med efterskrift af Bo Green Jensen)

Talking to Strange Men (1987) - Hemmelige budskaber (1987)

The Bridesmaid (1989) - Brudepigen (1989)

Going Wrong (1990) - Altid om lørdagen (1991)

The Crocodile Bird (1993) - Som fuglen i krokodillens gab (1993)

C. Barbara Vine Romanerne:

A Dark-Adapted Eye (1986) - Ind i mørket (1987)

A Fatal Inversion (1987) - Skæbnesommer (1988)

The House of Stairs (1989) - Huset med trappen (1992)

Gallowglass (1990) - Væbneren (1991)

King Solomon's Carpet (1991) - Kong Salomons tæppe (1993)

Asta's Book (1993) - Astas Bog (1994)

Ruth Rendell har udsendt 5 samlinger med noveller. De er ikke oversat, og så vidt jeg har kunnet efterspore, er hun ikke repræsenteret i antologier på dansk, men i al fald en enkelt novelle har været bragt i Søndags-BT. Der er tale om en uforklarlig mangel - flere af Rendells short-stories har opnået prisbelønninger i USA. De fem samlinger rummer i alt 47 fortællinger. Means of Evil fra 1979 præsenterer 5 historier om Wexford & Burden (bl. a. om Burdens andet bryllup), ligesom parret er med i en enkelt novelle i The Copper Peacock fra 1992.

Oversigten bygger på Twentieth-Century Crime and Mystery Writers (3.rd edition - London 1991) samt egne hylder. Dateringerne fra den engelske bibliografi er fastholdt, uanset at et par danske udgaver oplyser en copyright fra året forud.

Tre danske udgaver er - lidt hurtigt - sammenholdt med den engelske tekst. Der synes ikke at være væsentlige forkortelser, men en del citater er udeladt på dansk. Der er typisk tale om brudstykker fra ældre engelsk litteratur eller f. eks. Det Gamle Testamentes apokryfe bøger, d.v.s. stof, der næppe kan formodes bekendt for en dansk læser.

Efterskrift 2005:

Artiklen er skrevet i marts 1994 på baggrund af, at Ruth Rendell det år modtog Det Danske Kriminalakademis Rosenkrantz-pris. Den blev udsendt som særskilt hæfte af Skandinavisk Kriminalselskab, og den blev optrykt i Pinkerton nr. 51. – Udgivelsen på dansk af Ruth Rendells og Barbara Vines romaner er lykkeligvis fortsat efter 1994, og der er herunder udgivet et udvalg af hendes noveller.

Ruth Rendell boede dengang i Colchester.