Den omvendte privatisering af detektiven

                                                        Så kom der en betjent

                                                        som sku' se, hvad der var hændt ....

                                                                                                                           (børnevise)

... En sådan detektiv som kriminalkommissarie Wijk skulle i verkligheten vara omöjlig på grund av den rad av åtal för tjänstefel, disciplinära bestraffningar och anmärkningar som skulle föranledas av han förhörsmetoder.

(Klas Lithner: Åklagaren läser detektivromaner. Om

  Maria Lang i “Poe-klubbens Årbog 1967-68”)

I have a trade of my own. I suppose I am the only one in the world. I'm a consulting detective. Sådan begynder Sherlock Holmes, da han netop har truffet dr. Watson og skal forklare, hvad hans levebrød egentlig består i. Ikke blot detektiv, men detektivernes detektiv, som både politifolk og mindre begavede kolleger kan søge bistand hos, når de er kørt fast. Nuvel, den sidste pointe udvikles ikke nærmere i conanen. Til gengæld etableres den første model: Privat efterforskning som profession, en mand, som klienterne kan engagere til en bestemt opgave. Og en mand der - når opgaven er løst - skriver en regning på linje med enhver anden producent af tjenesteydelser.

Dette moment af “trade" fortonede sig til dels i den britiske krimis udvikling (men blev unægtelig taget op, da de hårdkogte amerikanere kom til). Til gengæld skete der en fortsat udbygning af myten om den geniale ener, der står uden for - måske rettere: Over - politiet, og som i kraft af sin intelligens og af netop uafhængigheden kan løse problemerne, hvor myndigheder og læsere må give op. Kriminallitteraturen blev vel­signet med et væld af “private” detektiver, amatører såvel som professionelle. Politiet var henvist til en tilskuerrolle, klart overhalet af mesteren. De søgte at hævde sig, de brave pansere, men de kom til kort. I den amerikanske variant greb ordensmagten til grimme midler i sine forgæves forsøg på at standse the private gumshoe. Hele stjerneparaden fra Philip Marlowe til Vic Warshawski er fælles om den erfaring. Og Nero Wolfe havde en afmægtigt sydende politikommissær Cramer som fast in­ventar i sit venteværelse.

Privatdetektiven - den professionelle variant hyppigere end amatøren - har overlevet og trives i bedste velgående i USA. Der er stadig gang i den hårdkogte genre med forfattere som Estleman, Parker, Crumley, Roger L Simon og Jonathan Valin. Den eneste seriøse konkurrence kommer fra en række stærke kvinder: Marcia Muller, Paretsky, Linda Barnes, Sue Grafton, Susan Dunlap m.fl. Endelig er adskillige læseværdige "solister" aktive uden for disse grupper: Emma Lathen, Lawrence Block, Robert Campbell og på det seneste Abigail Padgett, Mary Willis Walker, Walter Mosley, Stephen Solomita og John Dunning. Det er værd at bemærke, at en del af de nyere "privat"­detektiver er politifolk, der har opgivet karrieren.

I England (og i Skandinavien) optræder der naturligvis også privatdetektiver i halvfemsernes krimier. Det er imidlertid sværere at remse forfatternavne op. Der er indlysende eksempler (en række kvinder, der skriver i England, Staalesen i Norge, Jarlskov i Danmark). Når de er nævnt, skal der tænkes - og listen bliver kun suppleret med få navne.

Der er med andre ord sket et skifte i den typiske engelsk-skandinaviske kriminalroman, der er kommet et ændret koncept: Politimanden som detektiv.

Det begyndte uskyldigt. I guldalderkrimien i England var detektiven oftest hentet fra en leisure-class, der måtte forslå den alt for rigelige tid med et-eller-andet. Det er i længden svært at nøjes med den tobak, som John Worthing ifølge lady Bracknell kunne betragte som fuldt tilstrækkelig beskæftigelse for en gentleman. Det pudsige er imidlertid, at der få skridt fra detektiven dukker en kompetent politimand op, og at detektiven etablerer et friktionsfrit samarbejde med ham. Peter Wimsey har sin nære ven og senere svoger Charles Parker som mere end en nyttig spar­ringspartner. Albert Campion er i de seneste romaner ved at blive konkurreret ud af Charles Luke. Nigel Strangeways tidlige karriere protegeres af en onkel i en overordnet stilling i Scotland Yard. Endog Miss Marple bliver på det nærmeste markedsført af sir Henry Clithering fra samme yard. Politimanden kan bidrage med ressourcer til mere omfattende efterforskning, adgang til tekniske hjælpemidler, mulighed for indsigt i lukkede sagsakter eller ransagning af privat ejendom. Og naturligvis med anholdelsen og det efterfølgende, kedsommelige papirarbejde.

Politiromaner er kendt fra spændingslitteraturens tidligste barndom, men først i mellemkrigsårene introduceres serier på højt niveau med en politimand som gennemgående helt. Læserne fulgte fra 1936 og et halvt århundrede frem sir John Applebys smukke karriere op gennem hierarkiet. Det er beskrevet i godt en snes fremragende romaner af Michael Innes (det er nok på krimifronten de danske forlags mest bemærkelsesværdige undladelsessynd, at ikke en eneste blev oversat, medens tid var). Til gengæld kan danskere glæde sig med samtlige de 32 romaner, som Ngaio Marsh skrev om inspector, senere superintendent Roderick Alleyn og hans assistent, inspector "Teddy" Fox. Michael Gilbert udgav i det første tiår efter anden verdenskrig fem udmærkede romaner om inspector Hazleriggs meritter (en enkelt er oversat til dansk), og på det mindre ambitiøse niveau kan man erindre J. J. Marrics gedigne serie om Commander George Gideon (på dansk findes godt et dusin af de 21 bind). Linien er fulgt op bl.a. af Patricia Moyes (Henry Tibbett) og Joyce Porter (Dover og MacGregor). Fra det dagsaktuelle engelske katalog er listen lang. I danske oversættelser er i al fald følgende serier i gang i 1997:

Colin Dexter om Morse & Lewis

Michael Dibdin om Aurelio Zen

John Harvey om Charlie Resnick

Reginald Hill om Dalziel & Pascoe

P. D. James om Dalgliesh

James McClure om Kramer & Zondi

Jill McGown om Lloyd & Hill

William McIlvanney om Jack Laidlaw

Ian Rankin om John Rebus

Ruth Rendell om Wexford & Burden

R. D. Wingfield om Jack Frost

Listen er givetvis længere. Det er nemt at supplere med svenske og danske pendanter. Og det er på sæt og vis ganske konsekvent, at de amerikanske damer, der skriver om "merry old England" - Elizabeth George og Martha Grimes - har valgt denne engelske tradition frem for den amerikanske!

I essays om kriminalromaner tales der somme tider om "den store politidetektiv", når denne romantype præsenteres. Mere træffende ville det måske være at tale om "den ensomme kriminalchef". Både som solist og som chef i et makkerpar er han nærmere i slægt med den klassiske privatdetektiv end med virkelighedens politimand. Det viser sig blandt andet, når en assistent på et mere eller mindre begavet niveau udfylder "Watson-rollen". Der er tale om sært isolerede mænd, ofte også i privatlivet. De er fraskilte, enkemænd eller ugifte (med Reginald Wexford som eneste undtagelse i opremsningen foran) - modsat assistenterne, der ofte tillades et familieliv, hvis væsentligste komplikation er chefens uhæmmede krav om bistand på snart sagt alle tidspunkter af døgnet.

Kriminalchefen jager alene. Han støtter sig til "indre" ressourcer som ræsonnement, psykologisk indsigt eller sågar intuition, frem for den hjælp, der kan hentes fra retsmedicinere og tekniske laboratorier. Det er hyppigt en pointe, at opklaringen nås, netop fordi detektiven giver pokker i den etablerede politirutine, lejlighedsvis også i de retsplejebestemmelser, der sætter grænser for politiets udfoldelse. I nogle af romanerne er politihelten engageret på det personlige plan, og det kommer ikke helt sjældent til et afsluttende, fysisk opgør mellem detektiv og misdæder. Alt det er gods, der er hentet fra privatdetektivernes verden, det er ikke realistisk beskrivelse af politiarbejde. "Den store politidetektiv" er ved nøjere eftersyn en privatdetektiv, der har formummet sig i en uniform!

Når disse romaner alligevel forekommer mere virkelighedsnære end historierne om privatdetektiver, skyldes det flere forhold. For det første er kriminalchefen en mere egnet romanfigur end privatdetektiven. Læseren har på forhånd et begreb om, hvad en politimand er - en privatdetektiv skal forklares, og det er ikke nemt at gøre ham helt troværdig. Det kræver ingen begrundelse, at kriminalchefen tager sig af en forbrydelse, medens det unægtelig har voldt mange forfattere kvaler at finde en plausibel forklaring på, at privatdetektiven får hovedrollen i en efterforskning.

For det andet er politimanden nok den store detektiv, men han er - i al fald i nutidens udgave af romanmodellen - samtidig middelklasseborger i det samfund, som han i sit arbejdsliv skal beskytte. Han deler ydre kår med forbrydelsernes ofre og måske også med deres gerningsmænd. Det kommer tydeligst frem, når kriminalchefen lever i et ikke alt for uover­skueligt bysamfund. Måske er det derfor, så mange af de engelske politiromaner er henlagt til provinsbyer (det er i opremsningen foran kun P. D. James, der har placeret sin hovedperson i London). I den private sfære er politidetektiven ikke excentriker, men et menneske, der bærer på nederlag og bekymringer som alle andre i dagligdagen. Dermed er der blevet plads til en stilfærdig socialrealisme. Ruth Rendell har med føje fremhævet, at det er i politiromanernes "baggrundsstof", en eftertid vil kunne finde det mest præcise og detaljerede billede af "den almindelige" englænders dagligdag i sidste fjerdedel af det 20. århundrede.

Politimandens (og læserens) mulighed for at identificere sig med både offeret og gerningsmanden er brændstof for spænding på et mere abstrakt plan. Tanken om sig selv i rollen som gerningsmand strejfede ikke Peter Wimsey eller Philip Marlowe, men den er ikke helt fjern for Wexford eller Morse. De forstår meget vel, hvad der foregår i hovedet på selv en groft usympatisk morder, og de kan lejlighedsvis komme i situationer, hvor den mistænkte og hans handling forekommer dem nok så sympatisk. Reginald Hill fortæller i “De sidste ord” om de problemer, en række demente mennesker skaber for sig selv og andre. I en af de mange bihandlinger beskrives det helvede, som et vidnes senilt aggressive far påfører hende og hendes mand. I bogens sidste kapitel har Pascoe et ærinde på hospitalet. Han træffer på ny parret ved skadestuen - de venter, medens faderen bliver indlagt efter et alvorligt fald ned ad trappen, forventeligt med dødelige skader. Pascoe erindrer, at den despotiske herre aldrig bevægede sig op på første sal. Han tøver et øjeblik, medens han erkender, at han står over for et drab eller drabsforsøg. Så går han videre! - Det bliver nu og da en smule svært for læseren at holde styr på ret og vrang i øjeblikkets krimier. (Retfærdigvis bør tilføjes, at samme ambivalens præger en række amerikanske romaner om privatdetektiver, man kan blot nævne Lawrence Blocks serie om Matt Scudder).

Endelig har kriminalchefen i modsætning til privatdetektiven sine overordnede og sine arbejdsgivere. Begge kræver hurtige resultater, og arbejdsgiverne (repræsenteret af valgte politikere) insisterer på en opklaring, der passer ind i det herskende politiske mønster. Der er skrevet mange sider om presset på politimanden - og det er næsten blevet en kliché, at kriminalchefens overordnede er en nok så stupid politimester, der på et eller andet tidspunkt desavouerer vor helt og truer med at tage sagen (eller i det mindste modet) fra ham. Alt det spares privatdetektiven for, og det er næppe heller nogen synderligt realistisk beskrivelse af arbejdsforholdene i en politistyrke. Virkelighedens overordnede har forhåbentlig andre og bedre ideer om management. Basalt er politidetektivens trængsler som ansat imidlertid noget, gennemsnitslæseren har let ved at identificere sig med.

Den helt realistiske skildring af kriminalpolitiets arbejde kommer først med the police procedural, det man på dansk kunne kalde "den kollektive politiroman". Historier af den type dukker for alvor op i USA i 1950’erne, de store navne er Hillary Waugh og Ed McBain. På skandinavisk grund må man nævne Sjöwahlöö og til dels Henning Mankell (der veksler lidt mellem teamwork i Ystadpolitiet og Kurt Wallanders solopræstationer). Der findes efter sigende også fremragende engelske eksempler, men vistnok ingen, der er oversat til dansk. Derimod er rammen brugt i adskillige britiske TV-serier.

I disse fortællinger betones til stadighed, at det afsluttende resultat kun opnås i kraft af hele holdets samvirke. Der er hyppige scener med fordomsfri brainstorming og mange forløb, hvor hver politimand bidrager med sit beskedne delresultat, således at der til sidst kan tilvejebringes en syntese, der er større end addendernes sum. Romanskabelonen giver plads for de mange tekniske hjælpemidler, laboratorieresultater m.v. Der er typisk respekt for de retsregler, som gælder for politiarbejdet, ofte sådan at disse regler underkastes en diskussion. De er jo på samme tid retsgarantier for borgerne og begrænsninger af politiets effektivitet, det sidste til klar og lejlighedsvis urimelig fordel for forbryderne.

Modsat både privatdetektiverne og de ensomme politichefer er holdet i den kollektive politiroman i gang med flere sager på samme tid. Et af problemerne kan være, at den ene sag må fremmes på bekostning af arbejdet med en anden. Kriminalfolkene er opmærksomme på, at selv en celeber mordsag ikke kan gøre krav på hele opmærksomheden. Tingene hænger sammen, og politiets opgave er lige så meget at forebygge og forhindre forbrydelser, som at opklare de ugerninger, der allerede er begået.

Hvad er forklaringen på, at amerikanske forfattere hyppigt har foretrukket historier om privatdetektiver (evt. kollektive politiromaner), hvor europæerne har givet romaner om "den store politidetek­tiv" mest plads? Der ligger lige for hånden nogle banale betragt­ninger. Velfærdsstaten har i vor del af Europa gjort det naturligt, at "det offentlige" tager sig af problemerne. I USA er idealet sta­dig, at problemer løses i privat regie. Der er nok også øst for Atlanten en større respekt for - og endnu måske også tillid til - myndighederne. Amerika­nere bryder sig ikke om auto­ritære skikkelser blandt offentligt ansatte (allerede Richard Queen måtte vige førstepladsen, når lille logiske Ellery tog fat). Den slags sociologiske godtkøbsbetragtninger fører imidlertid ikke langt. Amerikanerne har i deres nationale tradition et elsket og stærkt forbillede for den ensomme kriminalchef. Det er sherif­fen, der ene mand skulle skabe lov og orden på en grænse­­post mellem det åbne land vestpå og den civilisation, som gennem forrige århundre­de bredte sig østfra. Det havde dermed været lige så nemt at begrunde den modsatte fordeling af skabelo­nerne.

Man kan overveje en mere litterær forklaring. Historierne om privatdetektiver er ofte "jeg-fortællinger", hvor detektiven selv beretter om sin efterforskning. Det er et forfatterteknisk arrangement, der falder godt i tråd med en roman om en ener. Men det er vistnok ikke brugt i romanerne om de store politidetektiver - her er forfatterstemmen anonym, alvidende, og der fortælles "i tredje person". Det er en markant forskel, men den kan næppe henføres til nogen generel modsætning mellem de litterære traditioner i hen­holdsvis USA og Nord-Europa, og den kan heller ikke ses som udtryk for forskellige trin af "romanens udvikling". Den anonyme for­tælling er en naturlig ramme, når der skal fremstilles en mere kollektiv historie, men den er ikke selvskreven, når det gælder den store politidetektiv.

Årsagen skal måske snarest søges i modens magt, der for en genre som spændingslitteratur er endog meget stærk. Det, der sælger, kalder på gentagelse og kopiering - læsernes smag (eller forfat­teres og forlæggeres formodning om læsernes smag) er styrende for udbuddet. Dertil kommer i nyere tid mulighederne for TV-dramati­seringer, men her kan der næppe gives fortrin for den ene eller anden model - der er lavet fremragende og populære serier efter alle recepter.

De foranstående betragtninger er naturligvis groft generaliserende, og der må tages kraftige forbehold:

Der udkommer en svimlende mangfoldighed af engelsksprogede krimier. Det er umuligt at have et samlet overblik. Et halvårskatalog fra specialforretningen Murder One i London indeholder ca. 300 engelske titler i hardcover og et udvalg på mere end 225 amerikanske. En tiendedel er genoptryk, men antallet efterlader (sammen med de bøger, som alene udgives i pocketserier) en årlig produktion på mere end 1.000 nye titler. Observationerne i denne artikel bygger primært på det, der udgives i Danmark, og dermed belyser de måske danske forlæggeres præferencer mere end forfatternes. Spredt læsning af engelske og amerikanske essays om krimi­nallitteratur bekræfter dog, at udvalget ikke er ganske skævt.

Tendensen i amerikansk krimis udvik­ling er tydeliggjort ud over det tilladelige. Amerikanerne har selvsagt deres historier om "store politidetektiver" - allere­de i 1920.erne fik Earl Deer Biggers succes med serien om Charlie Chan, John Ball brugte poli­timanden Virgil Tibbs med stor dygtig­hed, og sidst i 1970.erne udgav Thomas Chastain en fortrinlig lille serie om kriminalinspek­tør Max Kaufman. Det sidste eksempel passer perfekt ind i det, som foran er beskrevet som en primært britisk type, og det samme gælder blandt de nyeste tilbud Laurie R. Kings serie om Kate Martinelli og Al Hawkin.

(Trykt i antologihæftet ”Den engelske krimi”, udsendt

til Skandinavisk Kriminalselskabs årsmøde 1997 I Aalborg)