Diplom til Peter Dürrfeld. Tale  den 12. juni 1998

Peter Dürrfelds roman fra 1997 hedder "Den virkelige virkelig­hed". Bogen kalder sig på omslaget for en "spændingsroman", og bagsideteksten er et citat, hvor krimi­jargonen er tydelig. Det er ikke helt fair. Dürrfelds ærinde er et andet. Han går til angreb på medieverdenen. Øjeblikkets mindst sympatiske tendenser er forlænget en smule, så der tegnes et barsk billede af presse og TV om nogle få år. Den "virkelige" virkelighed har veget pladsen for den "redigerede" virkelighed. I sidste ende en manipuleret virke­lighed, hvor fakta er erstat­tet med show. En me­dieskabt virke­lighed, pro­portions­forvræn­gende og lystent snagende i menneskelig ulykke. Grænsen mellem computerspil og journa­listik fortoner sig. De indre svinehunde luftes hensynsløst.

Dürrfeld ser - nogen kunne måske sige: En smule frelst - sagen fra Informations synsvinkel. Det er let at genkende en bestemt formiddagsavis og en kommerciel TV-station. - Satiren ramte i al fald nogle ømme tæer, hvad et par anmeldelser bar vidnesbyrd om.

Alt det er så godt og sundt, som debat om væsentlige forhold nu engang er.

Kriminalakademiets synspunkt er naturligvis snævrere. Vi skal koncentrere opmærksomheden om den krimi, der er Dürrfelds påskud til at slippe angrebene løs.

Historien er enkel: En lille pige forsvinder på vejen hjem fra rideskolen. Presse og TV køres stakåndet i stilling, men skuffes, da pigen et par dage efter findes i live. Hun udpeger i fototeket en gerningsmand, og han bliver så til alt held myrdet, umiddelbart før politiet finder frem til den rette adresse. Den historie får samvittighedsløse mediefolk alt ud af - medens politiet skal arbejde metodisk med opklaringen.

Plottet er gennemtænkt og holder. For­løbet drejes, så det bliver muligt at mistænke adskil­lige personer. Siden Christer Wiijks velmagtsdage har man på skandinavisk grund ikke set et festfyrværkeri af forkerte løsninger, som det, der præsenteres i Dürrfelds finale. Det virker længe en smule søgt, men finder til sidst en ironisk forklaring. Det er her, Dürrfeld leger mest elegant med elskede krimiklicheer. Og det er den leg, akademiet har besluttet at udmærke med et diplom.

Der bliver kærligt men effektivt tager gas på os krimien­tusia­ster­. Som kriminalkommissæren ræsonnerer et sted:

           Undertiden spørger jeg mig selv om, hvordan man overhove­det kunne arbejde som politimand dengang man selv skulle regne det hele ud. Og med en vis vemod sender man så en tanke til de store detektiver i kriminallitteraturens eller filmens verden. Sherlock Holmes, Hercule Poirot, Maigret og hvad de alle sammen hed. Folk, der ikke havde elektroniske chips at støtte sig til, men måtte forlade sig på deres egne små og fejlbehæftede hjerneceller.