Glasnøglen 2000 - Præsentation

Præsentation ved Skandinavisk Kriminalselskabs årsmøde 1999 i Humlebæk af de tre romaner, der var indstillet til selskabets pris, Glasnøglen som bedste kriminalroman i Norden i 1999.

                       Kandidaterne var:

                       Unni Lindell: Drømmefangeren – Aschehoug. Oslo 1999

                       Leo Löthman: Big M@m@ - Söderström & C:o. Helsingfors 1999

                       Håkan Nesser: Carambole – Bonnier. Stockholm 1999

                       Bjarne Reuter: Mordet på Leon Culman – Gyldendal. København 1999.

Glasnøglen skal ifølge Skandinavisk Kriminalselskabs vedtægter gives til "det bedste skandinaviske kriminallitterære værk i det foregående år". Hvert land har udset en jury på tre personer, som har nomineret de bøger, der afslutningsvis konkurrerer om prisen. I år er der sket det glædelige, at Finland for første gang stiller med en kandidat. Der ligger således 4 romaner på bordet. Og det er fire gode romaner, som det ikke er let at vælge imellem. Tre er skrevet af mænd, een (naturligvis den norske) af en kvinde.

Der er tale om politiromaner fra Sverige og Norge, og thrillers et stykke på vej mod main-stream litteratur fra Finland og Danmark.

De to politiromaner indgår i serier. Det er Håkan Nessers syvende krimi med den nu førtidspensionerede kommissær van Veeteren i en vigtig rolle, og Unni Lindells anden om Oslo-politimanden Cato Isaksen. De er begge fortalt objektivt i tredje person, og begge handler om politiholdets samlede indsats, hvor flere personers iagttagelser, ideer og forslag langsomt samles i en syntese, en endelig opklaring. De er også fælles om et lidt betænkeligt træk: Ind imellem er der korte kapitler, som refererer den indtil slutningen anonyme gerningsmands overvejelser. Det er på en måde et brud med genrens koncept. Læseren forsynes ad den vej med viden og sammenhænge, som politifolkene ikke kender. Det kan blive til, at det mere er forfatteren end detektiverne, der har æren af at løse gåderne. Det skal dog erkendes, at metoden fungerer i de to romaner.

**

Uni Lindell præsenterer Cato Isaksen for et grimt mord på en ung kvinde. Hun overfaldes på åben gade ved højlys dag. Hendes lig findes et par dage senere et stykke derfra, hendes bil et tredje sted. Et yderligere mord på en veninde til den dræbte skaber mere mystik. Politifolkene skal trænge ind i en ungdomskultur, der er dem fremmed. De skal prøve at forstå de dræbte pigers personligheder og spillet dem imellem og i forhold til forældrene. Arbejdet med sagen strækker sig over fem måneder, og det bliver for politifolkene en næsten ubærlig belastning af privatlivet. Isaksens familieforhold er i forvejen komplicerede - her er det vistnok meget tydeligt, at det er en kvindelig forfatter, der skriver. Det er også på det generelle plan en lidt deprimerende norsk hverdag, Uni Lindell præsenterer os for. - Voldsmænd og deres ofre er blevet ikoner, samfundet har erstattet tidligere tiders forbilleder med skræmmebilleder. Varmen i historien kommer fra politifolkenes engagement, deres vilje til at standse en vanvittig morder, at afdække én eller rettere en række komplicerede sandheder.

***

Håkan Nesser har fortsat ikke røbet, hvor i Europa hans handling foregår. Personers og steders navne leder tanken hen på Holland, men det mentale klima er umiskendeligt skandinavisk. Denne gang gælder det en god borger, der ved en aftens ubetænksomme spritkørsel forvolder en ung mands død. Han stikker af og tror sig en uges tid i sikkerhed - så ankommer brevet fra den anonyme pengeafpresser. Spritbilisten ser kun én udvej: At finde ud af, hvem afpresseren er - og så slå ham ihjel. Den, han i første omgang myrder, er ulykkeligvis blot et bud, som antagelig ikke anede, hvad han var impliceret i. Og så følger næste skridt, et yderligere mord og et til. - Den hvide kugle er stødt ud på det grønne klæde. Kuglens retning og kursændringer, når den rammer en anden kugle, er for så vidt lagt fast med det første stød. Men mønsteret kan først ses til sidst. Sagen kommer tæt på politifolkene, fordi den dræbte budbringer er van Veeterens søn, som ellers var ved at rette sig efter en trist ungdom med narko og snusket kriminalitet. Loyaliteten mod den tidligere chef sætter ekstra pres på efterforskningen, som gennemføres smukt, selv om politifolkene - modsat læseren - har det handicap, at de ikke kender drabsmandens motiv. Trods det ganske barske emne har Nesser holdt sin bog klar af den depressive dysterhed, man i de senere år har mødt i en del svenske krimier. Der er ikke nogen efterklang af Kurt Wallanders næsten opgivende fortvivlelse eller Martin Becks forpinte pessimisme. Den drivende kraft er et stærkt, enkelt krav om, at retfærdigheden sker fyldest - næsten drevet til det ekstreme, da van Veeteren til sidst får det ønskede møde med sønnens morder i arresten. van Veteren vil vide at holde den skyldige fast på beslutningen om selvmord, hvis han skulle glemme den selv. Her ringer dommedagsklokkerne, så det giver genlyd.

***

Leo Lötman lader en kvindelig gymnasielærer i Mariehamn på Ålandsøerne fortælle en barsk historie. Hun vurderer sig selv og sine evner højt, og hun tåler ikke at blive forbigået eller overset. De fejl, hun nidkært finder hos andre, skal rettes - og det sørger hun mildest talt for! Hun er skræmmende effektiv, både når hun sætter sig for at blive rektor ved gymnasiet, og når hun kaster sine øjne på manden i nabovillaen. Der er til dels en erotisk besættelse, men nok især en vilje til at vise sin magt. Naboen er godt inde i det, som vi på dansk kalder en fed-fyrre-færdig-krise med et stigende alkoholforbrug i smug. Det sætter hun en stopper for - midlerne skal ikke røbes her. Hun kalder det omsorg, læseren ser rystet en total overvågning, der langsomt bliver til styring af den stakkels mands liv. Udadtil opnår hun, at han bliver ædru og får fornyet succes i jobbet. Indadtil er resultatet hans stigende usikkerhed og paranoia. Det er lykkedes forfatteren at sandsynliggøre denne successive bemægtigelse af et fremmed menneskes liv, uhyggeligt hjulpet på vej af moderne tekniks infame spionageudstyr - dog ikke specielt computere, så omslagets snabel-a'er er en smule gådefulde. Naturligvis ender det med en katastrofe, som hun dog klarer sig fri af. Hun forklarer selv i sine optegnelser, at hendes kræfter kommer af hendes interesse for medmenneskene, hendes engagement i at korrigere deres fejl. Og hun kræver til gengæld den respekt, hun fortjener. Omverdenen skal lære at værdsætte hendes opofrelse. Det er en dame, som jeg meget, meget nødig ville møde i virkelighedens verden. En tjekket og myndig karrierekvinde, der samtidig er en livsfarlig, afsporet psykopat.

***

Bjarne Reuter fortæller om den oktobertorsdag, der måske skal blive den sidste dag i 78-årige Leon Culmans liv. Morgenposten bringer et anonymt brev, der lakonisk meddeler, at han denne dag vil blive likvideret som straf for tidligere tiders ugerninger. Brevet er tydeligvis skrevet på Leons egen gamle skrivemaskine, det er altså en fra familien eller en nær ven, der har sendt det. Smukt skildres Leons vekslende stemninger. Først harme over den grovkornede spøg, derpå angst og vrede - og overvejelser om at søge politibistand. Det følges op af paranoia og rablen for at ende i resignation og accept. Erindringsglimt slører som vågne mareridt Leons bevidsthed. Hele tiden forsøger han at genkalde de episoder i hans lange liv, der kan have givet nogen en grund til at dræbe ham - langsomt forsynes flere og flere i hans snævre kreds med et muligt motiv. Det er på en måde guldalderkrimiens lukkede selskab, hvor alle og ingen kan være gerningsmanden - her blot til et mord, der ikke er begået, men måske vil blive det. Historien er samtidig en øm og klog skildring af gammellivet i Danmark sidst i det tyvende århundrede, hvor det ”fanneme ikke er et job for tøsedrenge at blive firs år gammel”.

***

De fire romaner repræsenterer cremen af, hvad skandinavisk spænding havde at byde på i 1999. Ingen af dem indeholder den vrede samfundskritik, der ellers har taget og fortsat tager megen plads på krimiscenen. De skildrer en vanskelig nutid med usikre mennesker, der nok har en ydre, materiel tryghed, men til gengæld et klemt og forkvaklet innenleben. På en mere eller mindre skæv måde handler de også alle fire om vort fundamentale behov for retfærdighed - hos Lindell og Löthman afsløret som et behov, der kan føre lige ud i vanviddet. Lige så vigtigt er det at slå fast: De tilbyder alle fire den vare, som tit savnes i krimier: De er spændende at læse. Er man først et stykke inde, er det veritable pageturners, man ikke bare kan lægge fra sig.

Glasnøglen gik til Håkan Nessers roman