GLASNØGLEN 1998 – Præsentation

                                 Præsentation ved Skandinavisk Kriminalselskabs årsmøde 1998 i Uppsala af de tre romaner, der var indstillet til selskabets pris Glasnøglen, som bedste spændingsroman i Norden i 1997.

                                                  Kandidaterne var:

                                                  Anders Bodelsen: Den åbne dør. Gyldendal, København 1997

                                                  Lennart Lundmark: Den motsträvige kommissarien. Rabén Prisma, Stockholm 1997.

                                                  Jo Nesbø: Flaggermusmannen. Aschehoug, Oslo 199.

Der er kun én ting fælles for de tre romanerer, der er nomineret til Glasnøglen for den bedste nordiske spændingsroman i 1997: Ingen af dem handler om Skandinavien i dag, ingen af dem tematiserer problemer, der specielt er aktuelle i de nordiske velfærdsstater ved slutningen af det tyvende århundrede. I stedet præsenteres en historisk krimi, hvor vægten ligger på intens skildring af sæder og fordomme i det sene 1700-tal, en snæver, præcis thriller om kærlighedens tidløse komplikationer mellem unge mennesker, og et farverigt eventyr om sære eksistenser og oldgamle myter i den modsatte ende af verden, i Australien.

***

Lennart Lundmark er historiker af fag. Han havde en enkelt roman - der ikke var krimi - bag sig, da han udsendte Den motsträvige kommissarien, på titelbladet betegnet som en polisroman från 1700-talets Stockholm. Scenen er sat i sommeren 1793, året efter det spektakulære mord på Gustav III. Atmosfæren i byens bedre kredse er stadig forgiftet af rygter, mytedannelsen har frit løb. Det er et gennemkorrupt samfund, hvor indflydelse og embeder er forbeholdt den fødte adel med første ret til de ældste familier. Der er dog sket noget nyt siden den relativt trygge middelalder, hvor laugsvæsenet udgjorde en slags sikkerhedsnet. Den første liberalisme har stukket bukkehoven frem: Förr i tiden hade det varit en mänsklig plikt att garantera även de fattigas välfärd. Men nu hade professorerna förklarat att sådant bara skadade rikets hushållning. En myckenhet av fattiga är nämligen ett lands största rikedom. När arbetarna är få och välmående blir allt dyrt att tillverka. - Margaret Thatcher anno 1793!

En højtstående officer findes myrdet uden for sin gadedør. Det pålægges politikommissær Samuel Roos at opklare sagen. Det passer ham ikke. Han har engang med moderat succes skrevet et svulstigt digt, og han ser nu sig selv ikke som politijurist, men som digter, højt hævet over poliskammarens alla gemena angelägenheter. - Sitt blod och sina sår kunde de ha för sig själva. Det inspirerade inte til någon poesi.

Roos fortæller historien og afslører sig som en bigot, naiv småborger. Han kender sin plads - sådan nogenlunde midt i hakkeordenen - og er lige ivrig, hvad enten han hovent hævder sig på de smås bekostning eller henrykt fedter for de højtstående. Roos har ingen skrupler, da politichefen og den militære øverstbefalende vil hænge en uskyldig mand (der sågar er jacobiner) op på mordet - den eneste bekymring er, om Roos som anklager kan få ham dømt trods et solidt alibi. Det er måske ikke nok (som ellers) at købe et løgnagtigt vidneudsagn.

Et par fra underklassen opklarer sagen: En forhenværende præst, der er fradømt kjole og krave, og den pige, der ledte præsten i syndig fristelse og siden giftede sig med ham. Det er hende, der gennemskuer gåden. Som netop drejer sig om den rette afstamning, den fødte adels førsteret og plebejernes pligt til at forblive på samfundets smudsige bund. Løsningen strider imod den herskende samfundsorden, så Roos afviser den med forargelse.

Lundmark leverer en overbevisende skildring af miljø og tankesæt i de år, hvor friheds- og lighedsideerne begyndte at ulme i Europa. Han har også konstrueret et ganske djærvt plot. Hovedpersonen overbeviser ikke ganske - man tror gerne, at kommissær Roos er så led og illoyal, som han fremstår, men kan en veluddannet mand virkelig være så ubegribeligt dum? Med det forbehold er romanen et eksempel på de muligheder, den historiske krimi rummer. For det er naturligvis ikke kun en skildring af fortiden - der vælges temaer og vinkler, der også peger på nutidige forhold.

***

Anders Bodelsen er etableret forfatter. Over mere end en menneskealder har han udsendt et stort antal romaner, til nogle kritikeres irritation frimodigt vekslende mellem hidsige thrillers og naturalistiske skildringer af øjeblikkets danske dagligdag. Den åbne dør er en brevroman. For 42 år siden forsvandt den ombejlede Frida Lander. Det skete under en udflugt til en ødegård i Småland, det sydligste punkt, hvor et dusin unge danske kunne opleve århundredets sidste totale solformørkelse på vore breddegrader. Sidst i juni 1954 tog de af sted. De så fænomenet. Ved aftenstid var Frida væk. Der blev naturligvis iværksat en eftersøgning, draget vod og skrevet politirapporter, men der blev aldrig fundet spor af den 22-årige medicinstuderende.

Turens yngste deltager var den nu 60-årige skolelærer Allan. Man aner, at oplevelsen på en eller anden måde satte ham i stå - han fik aldrig fulgt professionelt op på sin glubende interesse for astronomi, han stiftede aldrig familie. Han er fortsat naget af følelsen af at befinde sig i et rum, som nogen har forladt, men uden at lukke døren ordentligt efter sig. En frygtelig uorden. Så finder han frem til adresserne på de andre, som han ikke har haft forbindelse med i mellemtiden. Han skriver til dem og beder dem fortælle, hvad de husker om turen, deres nu vellagrede opfattelse af, hvad der egentlig skete. Det er romanens første kapitel. Han får ni breve tilbage - ni erindringer om et par lyse sommernætters dårskab. Elvte kapitel er Allans aldrig afsendte brev med hans sammenfatning af det, han kan uddrage af sit “materiale”. Afslutningsvis følger endnu et brev til Allan. Med et par sider fra Fridas dagbog.

Bodelsen giver ingen løsning (men mener vistnok, at konklusionen er indlysende for den opmærksomme læser). Det er den lykkeligvis ikke. Under Bodelsens glasklare prosa skjuler sig altid en mindre entydig virkelighed. Det er en både fræk og morsom idé således at gøre læseren til detektiv. Der er nok et svar, der er meget nærliggende, men der er bestemt flere muligheder. Frida var centrum for alles følelser. Det gjaldt senest Allans nu afdøde storebror Torsten, der måske alligevel nåede op til ødegården, selv om han var genindkaldt til en forårsmanøvre. Han fortrængte den professionelle soldat Lasse, turens ældste deltager med en fortid i modstandsbevægelsen, herunder en forkert likvidering. Frida havde også kasseret digteren Jan Hastrup, der kuldsejlede som seriøs lyriker, men i ugebladene har fundet et lukrativt marked for pseudonyme noveller. Han måtte vige fra Fridas værelse, da Lasse kom.  Hans jalousi var så stærk, at han år senere opsøgte Fridas alderdomssvækkede far og stjal hendes dagbøger. Måske kan man mistænke barndomsveninden Ida, der nu er fysiker og sent er sprunget ud som lesbisk, men som dengang rædselsslagen afslog Fridas tilbud om at gå i seng sammen. Eller Fridas søster Ulla, der stadig i blind jalousi hader Frida - efter mere end 40 års godt ægteskab i Argentina. Hun vidste, at Torsten kun kom sammen med hende for at være Frida nærmere. Endelig havde bibliotekaren Alis sit motiv. Hun var forelsket i Allan. Han opdagede det ikke, men hun så hans drengebetagelse af Frida.

Allan er ingen Sherlock Holmes, og han er næppe heller en helt troværdig fortæller. Der er tæt og god suspense, rimelig spænding. 50’er-atmosfæren er præcist erindret og gengivet. De ni breve, Allan modtager, er samtidig ni skitser af livsforløb, som repræsentativt viser de muligheder, der eksisterede for unge, som skulle starte voksenlivet medens det endnu var efterkrigstid med små ressourcer og lukkede grænser.

En ganske lille roman på godt 100 sider. Som med hensyn til indhold og kvalitet mageligt overgår tidens moppedrenge af det seksdobbelte omfang!

***

Jo Nesbø har debutantens herlige appetit på at få det hele med. Der er mangfoldige temaer i Flaggermusmannen: Australiens fremmede miljø, spillet mellem aboriginals og det hvide befolkningsflertal, macho-mænds midtvejskrise, serial-killing, narkohandel og meget mere.

Det begynder med mordet på en ung norsk pige, der arbejder på en restaurant i Sydney. Den 23-årige Inger Holter bliver voldtaget og kvalt på vejen hjem. Harry Hole fra Oslo-politiet sendes ud for at bistå det australske politi. Hans vejviser bliver Andrew Kensington, en charmerende kriminalassistent med et ambivalent forhold til sin oprindelse - han er aboriginal, men som barn fjernet fra sin stamme. De er begge rodløse mænd, Kensington med usikkerheden om sin identitet, Harry med traumatiserende mørke i sin fortid. Venskabet er hurtigt sluttet, og Kensington fører Harry gennem sære australske miljøer, koncentreret om et omrejsende tivoli, hvor Kensington er ven både med stammefællen, der optræder som “stærk mand”, og dragdronningen Otto, der også viser vejen til et betændt prostitutions- og narkomiljø. Læseren indser sent, at rundturen har en del at gøre med romanens plot.

Sydney-politiet tager kompetent fat. Der er et par personer fra den dræbte piges omgangskreds, som det er vel værd at se efter i sømmene. Men der er, viser computerteknikken, også en anden, nok så skræmmende mulighed. Harry yder effektive bidrag, der skiftevis fører opklaringen videre og kører den af sporet. Dramatikken stiger i takt med, at hele tre hovedpersoner må lade livet, før Harry i det afsluttende opgør kan tage livet af den skyldige. Forløbet er for ham dybt deprimerende, og det er en helt nødvendig virkelighedsflugt, når han til slut deltager i et faldskærmsudspring - det frie fald i det tomme rum. Som Harry siger tidligt i forløbet: Man blir en smule skadet hver gang man ruller opp historien rundt et mord. Dessverre ligger det som regel mer menneskelig dritt og triste historier bak, og mindre utspekulerte motiver enn man får inntrykk av gjennom å lese Agatha Christie-romaner. I starten så jeg på meg selv som en slags rettferdighetens ridder, men til tider føler jeg meg mer som en søppelmann.

Der er en del fin efterforskning af gode spor og dermed ægte krimi. Ind imellem er de mange andre ting, forfatteren vil have med, nok ved at tage magten fra spændingen. Især er der afsat plads til aboriginal-visdom - en gammel myte, der fortælles tidligt i handlingen, har lagt navn til romanens tre afdelinger, og dens titel hentyder til, at aboriginals opfatter flagermusen som et dødssymbol. Den australske flavour er overbevisende - og vi er i meget langt fra Norge: landet der oppe i nord som anså seg som et driftig og fremsynt folk, men som mest av alt lignet en bananrepublikk. Som hadde skog og havner når hollendere og engelskmenn trengte trelast, som hadde fossefall når man oppfant elektrisiteten, og som på toppen av alt fant olje rett utenfor stuedøren. “Vi har aldri laget noe Volvo eller noe Tuborg”, sa Harry. “Vi har bare eksportert naturen vår og sluppet å tenke”. - Det er overraskende (og forfriskende) at læse en sådan passus i en norsk krimi.

***

Det eksotiske og det historiske dominerer årets Glasnøgle-kandidater. Forskellene er store, også på forfatterne: En etableret, førende forfatter, en genredebutant, der dog har et forfatterskab bag sig, og en helt ung debutant. Der er noget at vælge imellem.

Det skal så afslutningsvis blot beklages, at der ikke er kommet et bud fra vennerne i Finland. Sprogbarrieren er givetvis forklaringen - det er desværre en forudsætning for en finsk kandidat, at romanen kan læses på ét af de nordiske sprog. Det har tilsyneladende ikke været muligt i denne omgang.

***

Glasnøglen gik til Jo Nesbø.