Glasnøgletale 2001

Præsentation ved Skandinavisk Kriminalselskabs årsmøde den 11. maj 2001 i Mariefred af de fire romaner, der var indstillet til selskabets pris, glasnøglen, som bedste kriminalroman i Skandinavien i 2000. Finland havde ikke indstillet kandidat. - Trykt som manuskript.

Kandidaterne var:

Karin Alvtegen: Saknad. Legenda - Bokförlaget Natur och Kultur, Stockholm 2000.

Kjell Ola Dahl: En liten gyllen ring. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo 2000.

Viktor Arnar Ingólfsson: Engin Spor. 1998. (Præsenteret for SKS’s jury i udkast til oversættelse til dansk)

Mark Ørsten: Venner og fjender. Lindhardt & Ringhof, København 2000.

Det er fire meget forskellige bøger, der er nomineret som år 2000's bud på den bedste skandinaviske spændingsroman. Forholdsvis traditionelle politiromaner fra Norge og Island, en hidsig, socialrealistisk thriller fra Sverige og en kompliceret historie fra Danmark, der lægger op til det store, paranoide komplot mellem politik, kapital og mafia.

Og så er der alligevel ligheder.

Banalt kan man hæfte sig ved det pudsige sammentræf, at hele tre af historierne er fælles om et usædvanligt element i plottet, - man kunne kalde det mord over to generationer. Politifolkene erfarer tidligt i forløbet, at offerets far eller mor mange år tidligere også blev myrdet. Romanens gåde er bl. a., om der er en sammenhæng mellem de to drab, og i givet fald, hvad denne sammenhæng er.

Det er naturligvis en ydre lighed, som reelt ikke siger noget som helst. Det interessante er, om de fire romaner har nogle sammenfaldende synsvinkler, nogle temaer, som genspejler en fælles, skandinavisk virkelighed.

Og det har de faktisk.

Der er solidariteten med de sociale tabere eller drop-outs, som springer frem både i den norske beretning om mordet på en næsten rehabiliteret narkoprostitueret, og i den svenske historie om en hjemløs kvinde, der dog viser sig at være en sand overlever.

Der er det vilde fantasteri. Det ødelagde tilværelsen for den islandske ingeniør, som kun drømte om jernbaner. Og virkelighedsfjernt fantasteri var vel også inspirationen bag de luftkasteller, der blev bygget af fremtrædende danske erhvervsfolk og politikere - og som nu braser livsfarligt sammen omkring dem.

Der er endelig en skepsis over for systemer og velordnede forhold, myndigheder og leveregler. Den trygge velfærdsstat er ikke hele sandheden om vore samfund. Overfladen er flot nok. Mark Ørstens hovedperson falder et sted i staver på Københavns Hovedbanegård:

Han kiggede på signalerne, hørte de fjerne stemmer over højtalerne, der annoncerede ankomster og forsinkelser, og lidt efter lidt begyndte de enkelte detaljer at glide sammen. Han bemærkede ikke længere de enkelte spor. Systemer af signaler, der regulerede trafikken. Langsomt følte han pulsen fra et funktionelt, gennemrationaliseret samfundssystem, Det var en hypnotisk puls: rolig og vedvarende. Og lyttede man længe nok, var det ikke svært at bilde sig selv ind, at alt fungerede på samme sikre, gennemregulerede facon. At hver enkelt del vitterlig havde sin egen plads i den store køreplan, og at ingen nogensinde kørte så meget af sporet, at man ikke kunne hjælpe dem på banen igen.

Det er barsk ironi. Alle fire historier handler netop om folk, der kørte af sporet, og som ikke kom på det igen, eller i al fald havde mere end svært ved at finde derop. Der er tilsyneladende hjælpere nok - behandlergruppen i Norge, forældrene og lægen i Sverige, eller de, der skulle have været vennerne i Danmark. Men de viser sig med få undtagelser svigefulde, til syvende og sidst har de egne kartofler at hyppe. Vore hovedpersoner er ensomme, sårbare og udsatte - og det er op til dem selv at overleve som Jacob fra Danmark og Sibylla fra Sverige. Eller at gå til grunde som Jacob Kieler i Island og Katrine Batterud i Norge.

Det er måske lidt kunstigt at prøve at finde den slags ligheder i bøger, der som sagt er meget forskellige. Når man alligevel forsøger, er det fordi ingen af de fire romaner kunne være amerikanske. Der er ingen macho-helte, ingen ordknappe, hårdføre mænd, hvor de blanke smil aldrig når øjnene, ingen farligt korrumperede politifolk (men godt nok nogle stupide pansere), ingen psykotiske seriemordere. Der er mere end ét voldeligt dødsfald i hver af romanerne, men motiverne er rationelle: Hævn, afværge af afpresning, etc. De tv-inspirerede actionscener skæmmer øjeblikkets amerikanske krimi. De er sjældne her. Der er et eksempel hos vore fire kandidater og der er tilløb et par andre steder. Og det er ikke det bedste i bøgerne. Jan Guillou, Leif Davidsen og måske Henning Mankell kan. Ellers tror jeg ikke, at skandinavisk krimi egner sig for bredbåndsformatet. Vi er som oftest mere til kammerspillet og de små, intime scener.

***

Islandske Viktor Arnar Ingólfsson fortæller i Engin spor en historie, der udspiller sig helt tilbage i 1973. Den knap 50-årige Jacob Kieler ligger skudt foran kaminen i den store stue i familiens slotslignende ejendom i Reykjavik. Han boede der alene som sidste mandlige medlem af slægten - der er en svag duft af Buddenbrooks over familiens nedtur, der over mange tiår har gjort det af med den formue og den position, som Jacobs farfar skabte. Nedturen blev fuldbyrdet som en konsekvens af Jacobs sidste, fanatiske plan om, at huset og indboet skulle overtages af det offentlige og bevares som museum om en stor islandsk familie. Politiet afdækker en del spor, men bare ingen der hjælper med til at afsløre en morder. Mystikken bliver tættere, da de finder frem til, at Jacobs far blev dræbt samme sted knap 30 år tidligere, endda skudt ihjel med samme pistol. Faderen var driftig ingeniør, men brugte det meste af sit liv og alt for mange penge i sin forgæves kamp for at få anlagt jernbaner i Island. Drømmen om jernbanen var en besættelse, men det blev - som titlen dobbelttydigt siger - til ingen spor overhovedet. En stor del af romanen er uddrag af den dagbog, som faderen førte fra sin studentereksamen i 1910 til umiddelbart før sin voldsomme død i 1945 - men heller ikke den indeholder spor af betydning for kriminalsagen, kun et intimt signalement af en mand med en vision, der blev et mareridt. - Den krimitrænede læser begynder dog nok temmelig tidligt at erindre en historie fra "The Casebook of Sherlock Holmes", der afslører, hvordan det kan hænge sammen. Og sent finder den kvikke kvindelige kriminalassistent Hrefna en oplysning, der leder til samme konklusion.

***

Hos Kjell Ola Dahl er ofret i En liten gyllen ring den unge Katrine Batterud, der har været stiknarkoman og narkoprostitueret, men nu er næsten rehabiliteret efter et langt ophold i et center uden for Oslo. Hun og hendes kæreste er til en fest i centeret. Den løser sig op i druk og almindelig promiskuitet, og ingen så, hvad der blev af Katrine - før hendes lig næste morgen findes i en vejgrøft et godt stykke borte. Der er naturligvis flere, der kan have et motiv - den karaktersvage kæreste, den tidligere alfons eller måske den socialarbejder, der hentede hende fra festen og senere den nat elskede med hende. De kan imidlertid alle udelukkes, og Dahls lidt bjæffende politiførstebetjent Gunnerstranda må tilbage i Katrines komplicerede fortid for at finde det virkelige, måske lidt for udspekulerede motiv. Sporet viser sig, da de bliver klar over, at også Katrines mor blev myrdet for mange år siden. Det leder frem til afsløringen af Katrines morder. Og moderens. Det er gedigen, traditionel politiroman, opdateret til et nutidigt Oslo og Norge. Et par steder bruges den forædlede rose som metafor. Den podes på roden af en vildrose - men sommetider bestemmer roden sig til at vokse på egen hånd. Det er en historie om megen og deprimerende ensomhed - også politimændenes spleen. Enkemanden Gunnerstranda taler et sted med sin guldfisk:

Ved du, hvad der er det værste? Det er, at man ikke længere får lov til at være alene med ensomheden. Nu er det moderne at være ensom, nu har de radioprogrammer om ensomhed, og alle snakker om ensomhed, og de sender programmer for de ensomme.

***

Det sociale perspektiv er barskere, når Karin Alvtegen fortæller den 32-årige Sibylla Forsenströms historie i Saknad. Sibylla er datter af en velhavende fabrikant og matador i en smålandsk småby. Især hendes snobbede og stupide mor gjorde livet til et helvede for datteren, kulminerende med, at moderen og lægen hen over hovedet på Sibylla bortadopterede det barn, Sibylla så pinligt blev mor til som ugift 17-årig. Sibylla stak af, og siden har hun levet som hjemløs uden for samfundet - den eneste forbindelse med familien er de 1500 kr., som moderen hver måned sender til en postboksadresse. Som en slags betaling for, at den uheldige datter forbliver ude af syne. - Ind imellem slår Sibylla plat. Hun sætter sig i den pæne kjole fra genbrugsbutikken ved et ensomt bord på hotellets dyre restaurant, og der er snart en lige så enlig forretningsmand på gennemrejse, der forsøger at score og gerne betaler middagen. Men Sibylla er ikke prostitueret. Hun brænder ham af - og tidligt om morgenen forsvinder hun fra sit luksuøse eneværelse, naturligvis uden at betale. Det er sådan en forretningsmand, der findes myrdet morgenen efter, endda mere eller mindre sprættet op og berøvet flere indvolde. Politiet identificerer hendes fingeraftryk - hun havde i sin halvvilde ungdom været impliceret i et biltyveri - og Sibylla bliver en jaget person, navnlig da nok et par tilsvarende voldsomme drab støder til, tilsyneladende uden den mindste indbyrdes forbindelse mellem ofrene. Nu skal Sibylla ikke bare holde sig klar af samfundet, hun skal flygte fra det. Hendes eneste hjælper bliver en 15-årig knægt, der er fascineret af hendes oprør mod det bestående, og som véd at hun er uskyldig - de sov på samme forladte loft den nat, det seneste mord blev begået. Politiet gør ikke meget ved sagen, Sibylla må selv opklare drabene - med god hjælp fra knægtens ven. Vennen er en edb-freak, der kan hacke sig frem til de dybt fortrolige oplysninger, som afslører sammenhængen mellem ofrene. Det er en god og spændende historie. Forfatteren er nok mest engageret i sin pågående skildring af Sverige, set fra en drop out’s synsvinkel. Krimilæseren bliver imidlertid ikke snydt, der er gode spor, intelligent efterforskning - og så naturligvis nogle overraskende chok, der drejer historien i en ny retning, lige som man troede, at nu havde man styr på den. Vi glider ubesværet fra den grå socialrealisme over i den intelligente krimi - og derfra videre til en sjældent enerverende thrillerfrekvens. Det eneste, jeg har det lidt svært med, er teenage-hackeren. Ham har jeg ligesom mødt for tit i det sidste tiårs krimier. Resten er fint nok - Sibylla er ingen taber, man kommer til at holde af hende og under hende gerne historiens måske lidt for lykkelige slutning. - Og den ensomhed, som var så belastende for vor norske ven, er ikke så slem for Sibylla:

Det eneste hun ønskede sig af livet var at få lov til at være i fred. At få lov til at passe sig selv. Det havde hun gjort i 15 år, og hidtil havde ingen spurgt efter hende.

***

Og så til sidst danskeren Mark Ørsten. Hans roman hedder Venner og fjender. Temaerne er mange. Det er en generationsroman om børnene af 1968, der voksede op, medens det viste sig, at kampen mod magten i virkeligheden var en kamp om magten. Det er den tidløse fortælling om de nære venskaber fra ungdommen, hvor man måske alligevel aldrig lærte hinanden at kende - for hvem har vi hemmeligheder for, hvis ikke vore nærmeste, som det hedder flere steder. Og så er det en krimi, hvor flere plot er snoet behændigt sammen, så det er svært at sige, hvor det ene holder op og det andet begynder. Det drejer sig om svindel i et statsligt aktieselskab (en af de uskønne hybrider fra managementkulturen, som vi har haft og har en del fornøjelse af i Danmark i disse år). Der spilles sorteper med både det strafferetlige og det politiske ansvar. Det drejer sig om at finde sikker placering af de anseelige beløb, som i sidste ende er franarret skatteyderne, og som er endt hos en inderkreds af tunge erhvervsdrenge, højtstående embedsmænd og svigefulde politikere. Og så drejer det sig måske i sidste ende blot om simpel, privat hævn. Mulighederne er mange, da den unge jurist Jacob Gade en nat kontaktes af politiet. Han har selv været politimand, og det er en makker fra dengang, som nu vil have ham til at identificere liget af hans tidligere kæreste Mia, der ligger død i sit badekar med pulsårene skåret over. Det er naturligvis ikke selvmord, og Jacob må rundt i vennekredsen fra den ungdom, der ligger en halv snes år tilbage. Alle nu folk med position. Og alle medspillere i gråzonen mellem på den ene side politik og myndighed - og på den anden side driftigt erhvervsliv med store profitter. Intrigen er labyrintisk, men styret med imponerende sikkerhed, om end en afsluttende actionscene som sagt nok tenderer mod overkill. Et lødigt opgør med skræmmende tendenser i 1990'ernes politik og erhvervsliv, og en aktuel reportage om livsstil og virkelighedsforfalskning i dagens Danmark. Og så især en rigtig spændende historie.

***

Det er en af disse fire romaner, som om et øjeblik skal belønnes med Det Skandinaviske Kriminalselskabs tiende Glasnøgle. Den - og de tre andre kandidater - er komme i et godt selskab. Vi har en stak på nu 10 svenske, 10 norske, 9 danske, én finsk og én islandsk spændingsroman. Listen viser, at alle subgenrer er med: Politiroman, historier om privatdetektiver, thriller, historisk krimi og agentroman. De er der. Jeg synes også, at udvalget af forfattere på det bedste gengiver, hvem der kan noget i øjeblikkets skandinaviske spændingslitteratur – om end jeg savner et par af de rigtig gode fra Norge. - Det er med det forbehold ikke kun i dag, Glasnøglen dækker spekteret fra A som i Alvtegen til Ø som i Ørsten.

Det står ikke så ringe til endda med den skandinaviske spændingsroman ved indgangen til det 21. århundrede!

(Glasnøglen gik til Karin Alvtegens roman)