Den ufuldendte politithriller
Søren Jakobsens otte romaner

Jeg begriber ikke, hvorfor så mange er vilde efter at høre sandheden om alt muligt. Jeg synes, den tit er ganske forfærdelig.

(Den italienske forbindelse)

Søren Jakobsens debutroman begynder med, at flyttemand Poul Olsen tager Linie 3 hjem fra H. C. Ørstedsvej til musikbyen i Sydhavnen - gennem nogle af de mindst attraktive kvarterer i København. Flyttemanden undrer sig, og romanen - der ellers ikke befatter sig med ham - viser, at han har god grund til at studse over en tilsyneladende harmløs uregelmæssighed ved udenrigsministeriets flytning fra en række spredte adresser til det ny hovedsæde på Asiatisk Plads.

Det er en ukarakteristisk scene for Søren Jacobsens romaner. Det er ikke "det arbejdende Danmark", der står i centrum - almindelige mennesker interesserer kun som anonyme ofre. Jakobsen holder sig til over-Danmark, gennemgående set under den let hadefulde vinkel, man kender fra Ekstra Bladet - forfatterens daglige arbejdsplads. Ministre, topchefer i embedsværket og navnlig firsernes foretagsomme, lidet sensible forretningsfolk portrætteres med degout. Jakobsens første tre romaner mindede i forteksterne om, at han tidligere havde udgivet mere faktuelle bøger om "skrivebordspirater" og trusseredere.

Ved første blik er der tale om politiromaner. Der fortælles i alle 8 bind om sager, som forankres hos politiet i København - drabsafdelingen med den buldogagtige Valdemar Henriksen som chef, tyveri- og røveriafdelingen under den mere fintfølende Jens Varring, narkotikaafdelingen, som Torsten Nielsen varetager med skjult, men farligt skarpsind, og efterretningstjenesten (PET) der ledes af den let opløste Oluf Trapp Madsen. Det er hyppigt konklusionen, at politifolkene ikke finder frem til den virkelige sammenhæng. Nogle sager klinger bare ud - andre ender med, at et par af "de små tyve" sættes fast. Slutningen kan også være, at politiet stilles tilfreds med den fall-guy, som "bagmændene" på forhånd havde udset (eller med en forklaring, der er konstrueret hos en samvittighedsløs fremmed efterretningstjeneste). Et par af de yngre politimænd aner lejlighedsvis dele af sandheden, men deres fantasifostre interesserer ikke ledelsen. Navnlig ikke politiets top, der generelt skildres som inkompetente skrivebordsjurister, til fals for de øjeblikkelige politiske chefer, men uden viden om eller evne til reelt efterforskningsarbejde. I de seneste bøger må dog undtages den effektive kvindelige vicedirektør. I toppen rangerer justitsministeriets umenneskeligt iskolde departementschef, Viggo Nielsen - uden at det bliver klart, hvilke kartofler han hypper.

Politifolkene går som nævnt igen i alle otte romaner. De individualiseres ikke og ændrer sig som regel ikke. En tidlig undtagelse er hovedpersonen i Den radioaktive mand, kriminalassistent Anders Bojskov fra PET, der i Minister under mistanke langsomt restitueres efter en dramatisk bilulykke, som næsten kostede ham livet i første bog. Det viser, at Jakobsen meget vel kan gøre rede for en personlig udvikling - det er bare ikke den slags nuancer, der er ærindet i de tidligste 4-5 romaner. Politifolkene må nøjes med at blive karakteriseret med én eller to egenskaber og (navnlig) ved påklædning og tobaksvaner. Politimiljøet beskrives som en frustrerende blanding af tilskoddet hierarki, gensidig mistænksomhed og rivalisering mellem afdelingerne - det sidste ofte til skade for opklaringsarbejdet. Fra privatfronten nævnes hustruerne, men sjældent mere. Jakobsen befatter sig ikke med romantik eller diskussion om kønsrollerne - selvom han kan lade en inkarneret ungkarl sukke: Det er anstrengende at støve damer op. De vil både kurtiseres og behandles som ligeværdige, og de, der ikke vil have det på den måde, er for dumme til at man kan holde dem ud mere end en enkelt aften.

Skorter det på psykologien, bruger Jakobsen til gengæld megen plads på beskrivelsen af det ydre miljø i de store dele af romanerne, der foregår i København. Der er ikke mange forfattere, der med større engagement (og indignation) har skildret hovedstaden i firsernes tidehverv. Det kan blive næsten kompulsivt - som halvanden indskudte sider i Marmorduen, hvor Amaliehaven får sin bekomst (lidet rimeligt tør man hævde, nu da det færdige anlæg kan iagttages).

Den skitserede vægtfordeling er ændret i dobbeltromanen Den italienske forbindelse og Pigen i porschen, hvor Jakobsen går tættere på sine personer - ikke politimændene, men de mere eller mindre amoralske forretningsfolk. Her er det ikke givent, hvem der er gangstere og hvem der er ofre. Rollen afhænger af situationen. Det svarer meget godt til romanernes mangebundede plot.

Intrigerne i Jakobsens historier er - også i de tidligere bind - uhyrligt indviklede. De er svære at følge selv ved gentagen læsning, også fordi der til stadighed introduceres nye personer. Som nævnt slår det ofte fejl for politiet at finde frem til sandheden. Læseren kender den fra den skyldiges indre monolog - eller fra en triumferende samtale mellem et par gerningsmænd ved romanens slutning, når politimanden dog skånes for at høre hvor højt de onde lo. Som sidste sætning lyder i Marmorduen: Det frygtelige ved at søge sandheden er måske, at man risikerer at støde på den.

Det nærmeste, Jakobsen er kommet en traditionel krimi, er Minister under mistanke (1982), der fortæller om mordet på en luksusprostitueret (med en original mordmetode, der for en gangs skyld sætter retsmedicinerne skakmat). Det pikante i sagen er, at den myrdede også var den nys udnævnte socialdemokratiske justitsministers mangeårige elskerinde. Ministeren er i forvejen belastet af sladder om udskejelser under et besøg nogle år tidligere i et øst-land. Romanen indeholder god efterforskning og et ganske interessant studie af "embedsværkets" reaktion på, at landets justitsminister er en af mordsagens hovedmistænkte. Her afsløres og dømmes den skyldige, men der er adskillige løse ender. Det er undervejs afsløret, at den myrdedes lejlighed blev aflyttet med avanceret elektronik, ligesom det er oplyst, at hun var under intens overvågning de sidste dage af sit liv. Læseren får ikke nogen tilfredsstillende forklaring på disse forhold. Undervejs optræder en borgerlig politiker som agent for CIA - men heller ikke det anslag bruges i den videre handling. Kombineret med, at der kun er et akkurat antydet, ikke synderligt overbevisende motiv til mordet, er der lagt op til en fortsættelse, hvor sagen vendes på ny.

Det samme gælder debutromanen Den radioaktive mand (1981), der handler om østtysk spionage mod det danske udenrigsministerium, kombineret med industrispionage mod atomforsøgsstationen i Risø. Her er konklusionen, at den skyldige - en hamper og tjekket kvindelige ekspeditionssekretær i ministeriet - tvinges ind i rollen som dobbeltagent. Hun får et kortvarigt come-back i Marmorduen (1983), men er i øvrigt i beredskab til en senere roman. Man kunne tænke sig, at en geschæftig journalist rodede lidt i et af de nu åbnede Stasi-arkiver. Afsløringerne kunne bringe PET i en ganske penibel situation.

Frit i forfatterskabet står også den prisbelønnede thriller Et brillant kup (1986), der starter med alle tiders flotte beskrivelse af en terroristaktion, som afbryder elforsyningen til hovedstaden, og dermed dels sætter bankernes alarmsystemer og videokameraer ud af drift, dels skaber et totalt trafikkaos. I ly af det begås en række bankrøverier. Det lykkes røveriafdelingen at opklare i al fald en del af den sag - men det går aldrig op for politiet (og først meget sent for læseren), at det egentlige kup i virkeligheden handlede om noget ganske andet. Romanen munder ud i et internationalt agentopgør, som hvad angår tempo og kulørt brutalitet ikke står tilbage for en række udenlandske forbilleder.

Økonomisk bagmandsvirksomhed tages op i Dødens købmænd (1981), der fortsættes med Den italienske forbindelse (1989) og Pigen i porschen (1990). Hovedpersonen er finansmanden Martin Bernstedt, der oprindelig skabte sin formue som "bolighaj", men som nu (i al fald udadtil) har vendt sig imod mere stuerene aktiviteter. Martin havde ikke handelspartnere, han efterlod sig ofre, siger en tidligere medarbejder. I den første roman køber Bernstedt en dynamisk medicinalvirksomhed (og mere gedulgt en række saneringsmodne ejendomme på Vesterbro). Alt har interesse, renters rente, udbytter, kursgevinster og værdistigninger på de faste ejendomme - det hele bestyret fra et ideelt skattely i en italiensk enklave ved Lugano-søen, senere en eksklusiv lejlighed i London. Spørgsmålet er, hvor langt Bernstedt er med også i de narkotransaktioner, som med mellemrum skimtes i yderkanten af handlingen, og som i seriens tredje bind eksploderer i ansigtet på ham. Han er vitterligt ikke skyldig i den sammenhæng, men han er fanget i et komplot, der også kører ham nervemæssigt ned, fordi han ikke véd, hvem han skal mistænke: Den aldrende fabrikant, han intrigerede ud af medicinalkoncernen? En af hans direktører i de forskellige selskaber i Danmark? Den bedragne hustru? - Bernstedt er mildt sagt en skidt knægt, men læseren får næsten ondt af ham - samtidig med, at forklaringen gives i korte scener, hvor bagmændene beslutter næste træk, herunder den fornødne fejlinformation til politiet i København, der manipuleres til effektiv bistand til det psykiske mord på spekulanten. Italiensk design er andet end tøj, sko og biler. Politifolkene er på det rene med, at de kun har fat i et hjørne af en større sammenhæng, men de får nøjes med en beskeden trøst: Når narkoafdelingen ikke kan finde ud af en skid, er det da altid noget, at gangsterne går løs på hinanden, tænkte Varring, da han atter var alene. - Narkoafdelingen finder i øvrigt i tredje bind ud af en hel del mere, men chefen overser desværre for længe den mistelten, der ikke er taget i ed.

De to seneste romaner i denne serie er nok det stærkeste, Jakobsen har skrevet. De skal læses i sammenhæng (og for undertegnedes vedkommende et par gange), før man tør bilde sig ind at have overblik over den del af plottet (plottene), som foreløbig er afsløret eller antydet. Hver for sig er de to bøger - som anmeldelserne dengang angav - ikke tilfredsstillende, fordi for mange forklaringer mangler. Der er stadig en del, der ikke er afsløret, og det skulle ikke undre, hvis Jakobsen i senere bind vil komme tilbage med mere. Det er for det danske marked enestående spændende (og ambitiøse) romaner. Her tales ikke i almindelighed om økonomisk kriminalitet, bagmandsvirksomhed eller hvidvaskning af sorte penge. I stedet vises manøvrerne og manipulationerne konkret, når smålune sorte penge forvandles til "borgerlig" og stræbsom investering.

Våbenproduktion og -handel er grundlaget for Marmorduen (1983) og Dame er Joker (1993). Åbningsscenen er det brutale mord på den administrative leder af en dansk elektronikvirksomhed med speciale i avancerede styresystemer til missiler. Ole Kramer fældes af to pistolkugler, da han om aftenen forlader det administrative hovedsæde tæt ved Marmorkirken. Derimod afværges et tilsyneladende attentatforsøg mod lederen af firmaets vesttyske samarbejdspartner - her er securityen så professionelt organiseret, at attentatmanden ikke har en kinamands chance. Det lidt foruroligende er, at det egentlig må have stået ham klart på forhånd. Plottet følges op i Jakobsens seneste roman, der beretter om de samme personers og virksomheders forhold en del år senere - hvor begivenhederne udfolder sig endnu voldsommere og mere blodigt, spredt over det meste af den vestlige verden. Nok arbejder våbenproducenterne sammen med de militære myndigheder i de enkelte lande, koordineret under strengt fortrolige NATO-programmer. Men de er også i konkurrence med andre koncerner, og det er ikke alle hemmeligheder, som uden videre kolporteres til allierede. Patriotismen kan ligeledes sættes på vågeblus, når der viser sig mulighed for attraktive kontrakter med tredieparter. I sidste ende er profitten afgørende - Penge er noget man har. Penge er noget, man spekulerer med, ikke over.

Vi er næppe kommet til vejs ende med disse intriger, der er stadig mange ubesvarede spørgsmål. Den marmordue, der har lagt titel til den første roman, er stjålet fra en gravsten på kirkegården i Ærøskøbing. Så vidt læseren er orienteret, blev den nogen tid før mordet kastet ind gennem et vindue i Kramers mondæne Ryvangs-villa. Det siges at være en advarsel (?) - men det forklarer ikke, at Kramer beholdt duen, end mindre, at han gemte den i firmaets pengeskab. Muligvis vil en senere roman løse den gåde. Motivet til ugerningerne er underbelyst. Der henvises i bred almindelighed til, at de berørte virksomheder samarbejder om tophemmelig udvikling af våbensystemer - og der åbnes mulighed for, at Kramer ikke som aftalt havde tilintetgjort beviserne for sin deltagelse i bestikkelsen af nogle vesttyske politikere. Samlet har de to romaner en lang dødsliste, og det er ikke sarte metoder, der bringes i anvendelse. Det er utilfredsstillende, at der ikke er en overbevisende forklaring på brutaliteten. Men det er en indvending, der kan rettes også mod romaner af de største internationale navne inden for thriller-genren.

Som det er fremgået er der et betydeligt eventyrmoment i Jakobsens historier. Der er imidlertid også megen direkte reportage fra øjeblikkets Danmark - ofte understreget ved, at virkelige mennesker (navngivne ministre m.v.) blander sig med fiktionens personer. Jakobsen balancerer på en knivsæg, hvor læseren lidt overvældet vægrer sig ("Det sker ikke herhjemme") - og samtidig usikkert fornemmer, at det meget vel kunne være ren nøgleroman. Det er f.eks. ikke svært at gætte, hvem der har stået model til titelpersonen i Minister under mistanke. Det er dog tvivlsomt, om portrætterne er vellignende. Når man som nybagt universitetslektor har prøvet at få justitsministeriets daværende, legendariske (og frygtede) departementschef Niels Madsen som censor, og har oplevet overraskelsen ved en uforbeholden, venlig hjælpsomhed, er det ikke muligt at tage romanernes Viggo Nielsen alvorligt.

Søren Jakobsens bøger er "samfundskritiske", som det vist har heddet, siden Per Wahlöö satte det begreb på dagsordenen i Skandinavien. Men han trasker ikke i fodspor, der allerede er sat, han baner sine egne stier, og ender dermed nu og da et stykke fra målet. Det ændrer imidlertid ikke ved, at den danske spændingslitteratur med Søren Jakobsen har fået en pendant til internationale succesforfattere som Julian Rathbone eller Michael Dibdin. Homespun, men bestemt effektfuldt.

Bibliografi:

Den radioaktive mand (1982)

Dødens købmænd (1981)

Minister under Mistanke (1982)

Marmorduen (1983)

Et brillant kup (1986)

Den italienske forbindelse (1989)

Pigen i porchen (1990)

Dame er joker (1993)

”I den sorte gryde” – novelle, formentlig fra 1983. I flere antologier.

De fem første romaner er 1987-89 udsendt som pocketbøger, angiveligt som ”2. udgaver”. Foranstående bygger på de oprindelige udgivelser.

Efterskrift

Artiklen har været trykt i ”Pinkerton” nr. 48 (oktober 1993). I et brev til mig den 22. november 1993 oplyste Søren Jakobsen, at 2. udgaven af Minister under mistanke er forsynet med et nyt afslutningskapitel, hvor CIA-agenten i jeg-form fortæller om sine numre i København og det ædle motiv, hans arbejdsgiver havde udstyret ham med.

Søren Jakobsen var glad for min artikel, så det er forhåbentlig ikke den, der har fået ham til at standse sin forfattervirksomhed med ”Dame er joker”. Det er et trist tab for dansk spændingslitteratur.

2007 – a. koch-nielsen