Maria Lang. Nekrolog.

Den 9. oktober l99l døde Maria Lang. Dermed endte en af de særeste karrierer, der er blevet en kriminalforfatter til del i Skandinavien. Maria Lang var 35 år, da hun debuterede i l949. Hun skrev fra da af årligt en roman om kriminalkommissær Christer Wijks bedrifter - hun lagde end ikke mærke til hans tvungne afgang i nåde og med pension, som antagelig må have fundet sted, da Christer en gang i l989 fyldte 70 år. Til de mere end 40 romaner kommer en håndfuld noveller, et par tv-serier og diverse børnebøger.

Succesen hos publikum indfandt sig hurtigt - og varede ved. "Årets Maria Lang" blev for mange læsere så fast en bestanddel af julen, som enhver anden tradition. Det gjaldt i Danmark med. For den brede skare af læsere overskyggede Maria Lang hurtigt de tre andre fra den nutidige krimis gennembrud i Sverige. Vic Suneson, som vel nu er næsten glemt. Stieg Tren-ter, som har fået et overraskende comeback som kultskikkelse blandt svenske krimifreaks. Og Hans-Krister Rönblom, nok for krimifolket den eneste aldeles uomgængelige blandt de fire.

Kritikken (og måske udviklingen) var Maria Lang mindre gunstigt stemt. Hun insisterede på den hyggelige rebuskrimi, og gjorde det endnu mere determineret, da en realistisk (og voldelig) thriller begyndte at vinde frem. Hun kunne ikke fordrage Per Wahlöö, der ellers har æren af at have placeret svensk krimi internationalt. Hun afskyede hans "venstreradikale foragt for det svenske samfund, det svenske politikorps, de svenske skattemyndigheder - som han i øvrigt konsekvent unddrog sig at betale sin skattegæld til".

Maria Lang gjorde sine romaner stadigt mere ufarlige, intrigerne svandt ind til næsten ingen­ting, og plots kan man knap nok tale om i de sidste mange bind. Til gengæld vældede det frem med navngivne kändisar fra øjeblikkets jetset - nulevende mennesker, som lidet overbe-visende mængede sig med fiktionens personkreds. Det gav unægtelig de i forvejen tynde historier et vist absurd præg. Hvem har en grimasse, som kan passe, når chefen for Danmarks kongelige opera, Ulrik Cold in person, en mørk og stormfuld nat bremser Christer Wijks negligé­klædte hustru, Wagner-divaen Camilla Martin, i afsættet til et ægteskabeligt side-spring? - Maria Lang har faktisk budt os den scene!

Samtidig privatiseredes Maria Langs univers. Selv holdt hun sit indtog i bøgerne under det let gennemskuelige anagram Almi Graan. I hastigt rækkefølge indfandt sig derefter Maria Langs søster, hendes nevø m.fl. - og alle tog de plads og liv fra romanhandlingen. Maria Langs idio-synkrasier trådte i stedet for den regelrette mordhistorie. Aldeles befængt, da hun i Använd aldrig arsenik (l984) bestialsk tog livet af Svenska Deckarakademins mest prominente kritiker. Det er et næsten hadefuldt portræt efter levende model, et sent "tak-for-sidst" til akademiet, som hun forlod i protest en halv snes år før, da en voldelig thriller fik tildelt den svenske krimipris for 1973. Og tak for et årtis dårlige anmeldelser. Det nordiske krimistævne på Krogerup i maj 1991 blev bl.a. oplivet, da to fremtrædende med­rbejdere fra det svenske tidsskrift Jury heftigt diskuterede, om det havde taget 19 eller 21 minutter at læse Maria Langs seneste!

Når så alt det er sagt, så bliver dog tilbage, at Maria Langs første 10-15 bøger kan læses med fornøjelse den dag i dag. Det gælder især de l0 romaner, der fortælles af den geschæftige stud. mag. (senere mag. art.) Puck Ekstedt. Puck er i debutromanen forlovet med Christer Wijks ven siden barndommen, historikeren Einar Bure, og hun er fra bind to gift med ham. Hun er naiv, en anelse indskrænket og sødt lillepigelig i en grad, der vil kalde det mest militante frem i hendes blot 15 år yngre medsøstre. Med Puck som medium skjulte Maria Lang ganske effektivt sin egen virkelighedsforfalskning. Dermed blev det også muligt at lægge mærke til, at Maria Lang faktisk turde en hel del i de ellers så bornerte halvtredsere. Hun indførte motiver som lesbisk jalousi, incest og anden borgerligt set uacceptabel sex. Romanerne genkalder præcist det skandinaviske borgerskabs indestængte, provinsielle livsform, i tiden før det store boom satte ind sidst i 1950’erne. Et lidt kvælende bigotteri og en respekt for sociale skel, som må være ufattelig for en ung læser af interrailernes formløse og frigjorte generation. Samtidig er Maria Langs plots i disse romaner helt udarbejdede, ofte vel iscenesatte og flere gange ganske originale. Titler som En främmande man (l962), En skugga blott (l952) eller Tragedi på en lantkyrkogård (l954) bør ikke overses, hvis man vil have fat i cremen af de sidste 40 års skandinaviske krimier.

Maria Langs erindringer Vem är du? fra l985 indeholder et stærkt og velformuleret forsvar for hendes "poetik", hendes afgrænsning af krimiens muligheder og placering. Dertil skildrer hun fornøjeligt det svenske krimimiljø l950-l975, herunder sit nære venskab og sin humørfyldte konkurrence med Stieg Trenter: Hvem opnår årets største oplag?

Man kan næppe savne det, Maria Langs romaner blev. Det bør imidlertid ikke afskære en velment, lydelig salut for det, som de ganske længe var. Og som dengang nok for adskillige blev starten på overhovedet at læse "den slags bøger". - Någonstans i Sverige sidder den nu 66-årige professorinde (eller er det mon enkefrue?) Puck Bure og mindes med vemod sin storhedstid. Vi andre kan trygt dele hendes følelser.

Trykt i Pinkerton nr. 40